Okay, dette har ikke en skid med kultur eller politik at gøre, så er du advaret. Det drejer sig om forhold, og det at have "hand" i forholdet. Hele dette udspringer af en samtale jeg havde med en god ven i går. Vi snakkede, som man gør, om en anden god ven, og den sørgelige tilstand han er i nu, grundet han ingen hånd har i sit forhold. Og hvad vil det så sige at have hånd i et forhold? På dansk siger vi nok "at have bukserne" på. Ikke på sådan en "hun skal bare ud i køkkenet og holde kæft" måde, men mere på ligeværdig måde.
Jeg tror i øvrigt problemet er meget større end man lige umiddelbart tror. Blandt 6 af mine nære venner, er der 3 af dem der går rundt med røven bar. 3 ud af 6. Det er, med mine begrænset matematiske evner, 50%. Og hvad vil det så sige at gå med røven bar? Det vil sige at man skal have tilladelse af sin kone når man skal noget, og jeg snakker ikke om at skulle på stripbar eller en nat på bordel. Jeg snakker om at tage hjem og nørde brætspil eller tage i biffen med sine (mandlige) venner. No sir. Det er en no-go.
Der er en af de seks nævnte venner som jeg ikke ser mere. Og faktisk ikke bare mig. Vi var fire gutter der tog i sommerhus en weekend om året og spillede brætspil og så film (for en god ordens skyld skal jeg lige nævne at vi ikke så porno, men Michael Bay film, som måske godt kan betegnes som en slags porno, action-porno). Men altså ganske uskyldigt. Men den ene af os måtte ikke mere for sin kæreste. Faktisk må han slet ikke se os mere. Jeg har kendt ham siden jeg var 2 år, så det var lidt mærkeligt. Vi kan ikke ringe til ham, vi kan ikke sende mails (blokeret). Jeg sender et julekort, men det er det. Om det ryger under den østtyske radar eller ender som kaminfoder aner jeg ikke.
Men han er altså blevet nægtet adgang til os af sin kone.
Så var vi tre. Og ud af os tre er den næste nu på vej ud. Han må heller ikke mere for konen. Han kæmper lidt, som en fisk på land, men linen strammer og krogen sidder i kæften. Det er, åbenbart, for meget forlangt at han tage væk en weekend om året for at se sine venner.
Og så var der to.
Men det hele undrer mig. Hvad får en voksen, rimelig intelligent, mand til at droppe al kontakt med sit bagland, for at bruge 24/7 med en kvinde? Og jeg har set begge to, og vi snakker altså ikke Heidi Klum her. Og hvorfor i alverden har kvinder lyst til at spærre deres mænd inde? Og hvordan mister man sine bukser? Og kan man finde dem igen eller er de væk for evigt?
Jeg har aldrig været i et forhold hvor jeg ikke måtte se mine venner. Men jeg ville heller aldrig gå med til det, så det er nok lige så meget der bukserne ligger begravet, at manden smider bukserne, eller giver dem til konen, og så er det det. Game over. Måske er det bare nemmere at hun styrer showet og bestemmer hvad man må og ikke må.
Men jeg har også en ven der fandt sine bukser igen. Hvor de lå begravet ved jeg ikke, men de blev fundet og nu kører deres forhold godt, fordi det er bare bedre, for begge parter, når de har bukserne på (så kan man altid smide dem for en kort bemærkning).
Det behøver ikke altid at ende så grumt som med mine to venner, hvor kontakten til (deres) omverden bliver afskåret. Det kan også være at man bare har "no hand" i forholdet. Sådan en ven har jeg også. Kæresten skred og han var helt nede og skrabe for at få hende tilbage, og i dag har han "no hand". Han har bukser på, men ingen hånd. Man kan se det når hun kommer, han krymper sig og bliver lille. Og hvordan får man se hånd igen, fordi man bliver nødt til at have hånd i sit forhold, ellers ender det med at man mister bukserne. Hånden ryger først, og så bukserne.
Jeg har snakket med nogle venner om det, og det her er meget mere almindeligt end man umiddelbart skulle tro. Alle har en ven der har mistet både hånd og bukser og, på ægte Sovjet-vis, blevet nægtet udrejsetilladelse. Spørgsmålet er "hvad er det for nogle kvinder?" og ikke mindst "hvad er det for nogle mænd?" Og pludselig går det op for mig hvor ordet "vatpik" stammer fra.
Jeg har forsøgt at redde mine venner. Har tapet dem fast under karrosseriet på min søster Peugeot 106 eller gemt dem i det latterligt lille bagagerum, men sandheden er at du ikke kan tvinge en mand til at flygte. Lige meget hvor kummerlige forhold han lever under vil han altid ende med at vende retur. DET kan jeg forholde mig til. Jeg har været i et lorteforhold i 7 stive år. Og jeg forstår hvorfor man bliver. Det er meget simpelt. Man bliver tæsket med hvor dårligt et menneske man er og ender med at tro at ingen andre kan/vil elske en. Eller, nogle tæsker, andre er en smule mere raffinerede. Og vi tror aldrig vi får sex igen hvis vi går. Mandens liv går jo stort set ud på at få sex, fra vi bliver kønsmodne har vi ikke mange andre tanker i hovedet end "sex". Når vi så finder en at have det med, og hvis man har lidt lavt selvværd, så sidder man fast. Og jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at komme fri. Og pludselig har vi givet køb på alle vores drømme, vores venner og vi sidder der med en sæk af en kone og to grimme børn. Fuck!
Faktisk er det overvældende så mange der tror at de aldrig finder en kæreste igen. Og så er der klassikeren "jeg gør det for børnene". Fuck det. Overvej lige det signal du sender til dine børn "This is life kids. A loveless, cold hell. Enjoy." Livet skal være varme og passion. Og dine børn skal se du har det godt, og gerne at du elsker den du er sammen med. Kys og kærtegn i hverdagen. Det andet er en dårlig undskyldning. Vi gør det ikke for børnenes skyld. Vi gør det for vores egen skyld. Fordi det er nemmere at blive, end det er at gå. Og så bruger vi børnene som undskyldning. Det er eddermame koldt og kynisk. Tilbage til bukserne.
Jeg har som sagt forsøgt at redde mine venner, men har endelig fundet ud af at de kun kan redde sig selv, og ønsker de ikke det, så er det deres beslutning.
Her er en hilsen fra Seinfeld, hvor George "no hand" Constanza viser alle de mænd derude uden busker og hånd, hvordan man gør den slags.
