jesper nicolaj: december 2010

Nu er julen slut. Og det er jeg faktisk lidt ærgerlig over. Fordi jeg elsker julen. Julen er stilhed. Jeg ved det godt; lige op til er der stress og jag, og 1 mill. mennesker i Magasin. Men jeg holder af julen og specielt den stilhed den bringer med sig. D. 24. er Danmark et spøgelseslandskab. Sporadisk aktivitet ses hist og pist, men det er lidt som om folk endelig slapper af. Og efterfølgende er butikkerne lukket i TO (2) dage. Dette giver altid anledning til en smule panik op til, men når de så er lukket, så er de lukket og så er det det. Game over. Og så kan man ikke gøre så meget andet end at nyde tiden og hinanden. Og egentlig er det forunderligt, at vi skal tvinges af omstændighederne til at stoppe op og nyde livet. Bare kort.

Jeg har bestemt mig for at næste års blog skal være indeholde færre beskrivelser af min eks-kon. Hun bliver udliciteret til en anden. Jeg starter det nye år med et brag. Min ekskone har endelig fået en dato på papir, så d. 10. januar vil hun helt officielt forsøge at fravriste mig myndigheden over mine egne børn. Fordi der er ikke så meget mere hun kan tage, som jeg faktisk holder af. Og det har, ifølge eks-konen, ABSOLUT intet at gøre med det faktum at jeg har fået en kæreste (ugen efter startede alle problemerne), men det er bare et sammentraf, ikke et af de der lykkelige desværre, men en tilfældighed. Universet er fyldt med dem. Og tænk, at man i 2011 stadigvæk kan ende i en retssag og risikere at miste myndigheden over sine egne børn, og retssag som koster samfundet (det er os alle sammen, hvis der er nogen der skulle have glemt det) 150-200.000 kr. Ifølge eks-konen vil hun ikke umyndiggøre mig, det er hendes advokat der vil. Og den lader jeg så ligge der, og vil ikke kommenterer yderligere på den, det er den for patetisk til. En sjov lille anekdote som jeg lige vil klister i halen på den her (inden året er omme), er, at min eks-kone køber de der frimærker der støtter kræftsyge børn. Og så tænker man jo "sikke et stort menneske, tænk hun vil hjælpe de små kræftsyge børn." Man kunne også skue tingene fra en anden vinkel; hvis hun nu havde taget imod de utallige tilbud om mægling som forligger i samfundet, og som min advokat og jeg gentagne gange har forsøgt at få hende og hendes advokat til at tage imod, så kunne hun have sparet samfundet for 150-200.000 kroner, som (i den ideelle verden) kunne være gået til kræftsyge børn. Det svarer, bare lige for en god ordens skyld, til 300-400.000 frimærker, som hun skal investere i, før kvoten er nået. Men jeg ved slevfølgelig heller ikke hvor mange julekort hun har sendt ud. Det kan være hun har sendt et julekort til samtlige beboere på Island, og så er vi vist ved at være der.

Julen bød også på mødet med min "nye" svigerfamilie, eller, rent teknisk hedder det vel ikke det, da min kæreste og jeg ikke er gift, men i stedet for at rode mig ud i en lang forklaring om vores forholds struktur, forsøgte jeg at gøre det simpelt. Det gik heller ikke helt efter bogen. Nok om det. Jeg mødte hendes far (svigerfar) og bror (svoger). Det er jo altid akavet det første møder, hvor englene laver motorvej gennem stuen og det eneste der høres er gnasken af æbleskiver, og man bliver pludselig MEGET fokuseret på sin kæbemotorik og håndtering, samt konsumering af teen. Men min kæreste var meget sød, og var der, og det hjalp jo betydeligt. Jeg hader at blive efterladt, specielt til fester hvor jeg ikke kender en skid, og så står man der med en velkomstdrink i hånden, der smager kvalmende af hindbær og skimmelsvamp. Jeg er aldrig mere alene end når jeg er blandt venner (her er ordet strukket, til næsten ukendelighed, og så lige strukket 10 m. mere). Nå, men mødet med svigerfar og svoger gik godt. De var begge meget flinke, og svoger og jeg havde en fælles bekendt, hvilket gjorde det hele meget nemmere, fordi så kunne vi bagtale ham. Men det var det der med jul og stilhed. Nej, for lige kort at vende tilbage til "den nye familie", så var det rart da det var overstået, og jeg følte faktisk også kæresten og jeg var kommet tættere på hinanden. Fordi lige pludselig var jeg blevet virkelig virkelig. Jeg var ikke længere bare ham der hun så. Det var med håndtryk og hele pivtøjet og jeg var stadfæstet som en del af familien, eller, ok, i hvert fald som hendes nye kæreste. Eller, ham der hun så ... lidt mere.

Så det bragte julen også med sig.

Det nye år bringer som tidligere beskrevet terror i starten. Alt forandres når man får børn, fordi man er lige pludselig ikke længere selv universets midtpunkt, og det absolut værste der kan ske er, at miste sine børn. Enhver forældre kan skrive under på det. Den absolut størst tænkelige smerte er tabet af et barn. Og den største forbrydelse er at påføre en forældre den smerte. Eller det burde det være. Så der virker underligt at vores samfund sponserer afstumpet eks-koners hævntogter. Der er noget græsk tragedie over hele det her scenario. Homer (ikke ham fra Simpson) ville have været stolt af hende.

Men nu skal der tænkes positivt, og den retssag er jo vundet på teknisk knock-out på ingen tid. Og så får jeg svært ved at se hvad hun så vil plage mig med. Græshopper eller frøer måske.

En god ven fortalte mig høfligt engang at min blog var lidt rodet. Der var intet tema. Måske til næste år jeg skulle forsøge at tematisere stedet her. Problemet er, at det her er mit hovede på nettet. Intet giver mening. No. Really. Til næste år bliver det mere spændende, mere ærligt kan det næppe blive, men sjovere, måske mere nuttede også. Er nuttede in? Who knows?

Og det nye år vil som vanligt byde på en masse top 10'er. Om alt, dog ikke eks-koner.

Rigtig glædelig jul til alle. Glad for og tak til, alle dem som har købt mine bøger og lagt dem under træet. Bliv ved med det (men husk! Kun til jul. Fordi hvis du går rundt og ligger bøger under træerne i haven, så ringer din indignerede eks-kone/mand til sundhedsvæsnet, og snart sidder du iført strømpesokker og hvid kittel, skæv på stoffer med lange komplicerede navne, ude af stand til at tænke en klar tanke, på et klinisk rent sted hvor overlægen ikke er til stede fordi hun/han har taget arbejde på en privathospital hvor de betaler mere). Så læg KUN bøger under træer der står inde i huse. Og kun når det er koldt udenfor.