Den virkelige valgkamp

På Østerbro lilleskole er valgkampen også gået i gang, og Ældste Gruppen skal repræsentere alle partier i Danmark - også Dansk Folkeparti, hvor lidt de end har lyst til det. Idéen er at de skal finde ud af hvilken politik de forskellige partier står for, på trods af samtlige elever er vokset op til tonerne af "når du ser et rødt flag smælde". Det er stort, synes jeg, at en indoktrineret kommunist skal sætte sig ind i hvad de konservatives politik er, og forsøge at overbevise de andre på skolen om at det er fornuftigt. Det er at skabe forståelse på tværs af sociale og politiske grænser. Kunne faktisk være sjovt hvis politikerne skulle prøve det samme, at sælge de andres budskaber.

For at kunne forstå har eleverne været i kontakt med alle partier, og disse har så sendt materiale ud til eleverne, om sig selv. Med dette materiale fulgte også slik. Man tror det er løgn, men nej, den er sgu god nok.

Min datter stemmer f. eks på SF fordi de deler bolsjer ud.

Ja, ja. Børn er ikke så skarpe vil nogen nok sige.

Og så begynder man at tænke, nå jo, men er virkeligheden ikke også sådan; voksen bolsjerne smager bare anderledes. Eller vi kalder dem "valgløfter", som vi sutter, knaser og sluger i et væk, velvidende at når ballet er slut så er der ikke mere slik.

I øvrigt - burde de partier, som står for en grøn fremtid ikke sende frugt ud med deres valgmateriale i stedet for sådan nogle cheap-ass bolsjer. Er det ikke lidt patetisk at de sender slik ud til børn, er det ikke kun lige stadiet over børnelokkeren? Jeg troede Den Røde Blok ville sætte momsen ned på sundhed, og så sende de sukker ud til børnene (ikke fordi Blå Blok er bedre, men de toner bare mere rent. De satte afgifterne ned på alle de ting vi putter i munden der kan slå os ihjel, så vi kan få råd til at købe flere af dem og så dø hurtigere. Så er det vel også helt naturligt de sender sukkerbomber ud til vores børn). Havde det ikke været cool hvis nu SF f. eks havde sendt en kurv frugt med ud, eller bare en agurk de selv skulle snitte i stykker. Something, andet end slik. Eller bare en folder, uden slik. Oplysning uden bestikkelse.

Og hvad kan vi lære af det? At vi måske, som voksne og ansvarlige, skal bede vores folkevalgte politikere om andet end en pose blandet valgløfter, men kræve noget ansvar. At vi ikke skal tænke: Hvem vil MIG det bedste, men hvem vil OS det bedste. Og så er vi nok tilbage ved kærligheden. Kan vi købe den? Kan vi bestikke os til den? Er kærligheden et cheap-ass bolsje? Eller er kærligheden noget med at sætte sig ud over sig selv, og ikke spørge, hvad er bedst for mig, men hvad er bedst for os? Victor Frankls beskrivelse af kærligheden er det mest rammende jeg er stødt på. At kærligheden handler om at se potentialet i andre mennesker, og hjælpe dem med at realisere deres potentiale. Så vidt jeg husker skriver han ikke noget om bolsjer.

Til de partier der gerne vil vinde min datters stemme kan jeg kun sige: Hun er rigtig glad for mørk chokolade.