Ros (og ris)

Lige kommet hjem fra pitch møde på DFI. Umuligt for mig at sige hvordan det gik, men er altid utrolig deprimeret efter disse møder, nok fordi jeg er så følsom. It ain't easy being green.

Men så kom jeg hjem til en absolut solstråle af en mail, fra to skønne lærere fra en specialskole. Man kan jo ikke lade være med at blive absolut høj og lykkelig af denne slags læsning.

Og tak, piger (ment ikke nedladende og i bedste kvote-betydning overhovedet) for de skønne ord. Jeg har gået og syslet med om jeg skulle kaste mig over romanen igen, og nu er jeg overbevidst, I skubbede mig ud over kanten.

"Vi er et par lærere fra en specialskole (børn med ADHD og autisme), som med stor succes har arbejdet med din roman "Soldater græder ikke".

Først og fremmest vil vi sige, at det er den mest fremragende roman, vi i vores tid som lærere, har læst og arbejdet med. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle arbejde med bogen, da nogle af vores elever, kender den hverdag du beskriver i bogen, alt for godt!! Men vi valgte alligevel at læse den og det har været en meget stor fornøjelse. Eleverne har været dybt engagerede og har ligefrem syntes, at der var for lang tid til næste dansktime - så du må siges, at have ramt plet:) FANTASTISK BOG."

Running

Da jeg var lille sad jeg temmelig meget stille. Altså ikke sådan immobiliserede, men hvilede meget i mig selv. Selv gennem teenage-årene var jeg rolig. Jeg gik ikke i byen og drak mig vind og stiv, jeg sad derhjemme og læste tegneserier eller spillede rollespil.

Det var først da jeg begyndte at blive voksen, at det pludselig gik op for mig at jeg jo for helvede havde pisse travlt.

Jeg skulle giftes, jeg skulle stifte familie, have børn, hus, bil, lån, gæld, friværdi, pensionsopsparing, job, ansvar, møder, og sidst, men nok vigtigst af alt, jeg skulle blive til noget.

Hvad det noget var vidste jeg ikke rigtig, det var udefinerbart, men det var noget, og jeg skulle blive til det.

Og da alt det her gik op for mig, så fik jeg pludselig forbandede travlt. Og så begyndte jeg at løbe (altså, i overført betydning, ikke rundt om søen). Og jo stærkere jeg løb, jo mindre synes jeg at kunne nå, så jeg satte farten op, og op og op ...

I går havde jeg sådan en dag som for de fleste mennesker nok er lig med søndag. Jeg slappede af. Nej, det er faktisk ikke rigtigt, jeg arbejdede lidt og havde jeg været religiøs havde det været en synd, men på den anden side, havde jeg været religiøs havde jeg ikke været i tvivl om at jeg står på listen dernede allerede. Okay, tilbage til i går. Jeg lavede morgenmad (jeg plejer ikke rigtigt at spise når jeg ikke har børnene, det tager for lang tid), jeg satte mig ud på altanen. Jeg læste et oplæg til en spillefilm og skrev noter på det, MEN, bagefter, så tog jeg den bog frem jeg havde smuglet med ud på altanen og læste i den. Sådan helt ... afslappet. Og hvad værre var, jeg kunne lide det.

Selvfølgelig arbejdede jeg så lidt mere senere, men det øjeblik der, på altanen, det nød jeg virkelig. Alene, i mit eget selskab. Kun mig, og bogen, og kaninen (min datters).

I dag startede jeg dagen med min absolut hade beskæftigelse, nemlig at få styr på økonomien. Dernæst var jeg deprimeret.

Og jeg begyndte at løbe (igen, ikke rundt om søen) og spekulerede på hvordan jeg kan tjene flere penge, og så begyndte jeg at løbe endnu stærkere, og endnu stærkere, og så begyndte jeg at støvsuge. Og jeg overvejede endda at søge (gisp!) fast arbejde, fordi tanken om at have et fast beløb der ryger ind på min konto hver måned, og den eneste jeg skal gøre til gengæld er at give dem min frihed, den begyndte faktisk at se temmelig lokkende ud. 8 timer af min vågne tid hver dag, brugt på at fremme andres karrierer og tjene dem flere penge, et styret liv, andre bestemmer hvor og hvornår jeg skal arbejde, jeg får 5 (er det 5?) ugers ferie hvert år, som jeg kan administrere som jeg vil, i tæt samråd med arbejdsplads og kollegaers ferier, og til gengæld får jeg sat et fast beløb ind på min konto hver måned. Og alle er glade. Banken, regeringen, A-kassen og min søster. Og jeg vil (endelig?) få den der lovede krukke med guld for enden af regnbuen, det der mytiske noget alle snakker om. Den der ... pensionsopsparing. Men ville jeg være blevet til noget?

Frihed er alligevel en illusion. Jeg har deadlines konstant, møder og ting jeg SKAL nå.

Så hvorfor ikke bare underskrive på den stiplede linje?

Fordi jeg er anderledes, ikke på den fede måde, men jeg passer ikke ind i den kasse. Jeg kan simpelthen ikke være der.

Og så må jeg i stedet leve med en usikker økonomi. Og løbe.

Men det var netop min pointe, at jeg fik en åbenbaring mens jeg støvsugede. Det lyder ikke så sexede og det var det heller ikke, men jeg fik den alligevel. At jeg ikke behøver løbe HELE tiden, at jeg godt kan give mig selv lov til at sætte farten ned. At jeg faktisk er temmelig lykkelig lige her i mit liv. Jo, jeg ville ønske mange ting var anderledes, men summa summarum, så er jeg glad.

Og solen skinner.

Og er jeg blevet til ... noget? Måske, måske ikke. Men lige nu, i dag, er det ikke så vigtigt om jeg bliver husket om 100 år, men om jeg har det godt. Vores tid her er så kort. Vi bliver nødt til at nyde det. Lidt.

Livet banker (mig eller på)

Sjældent, desværre for sjældent, læser jeg noget der løfter mig op og ud af denne verden. Noget der "vækker" mig, og minder mig om at jeg for helvede skal leve og elske, at jeg skal være og ånde og turde.

Min gode ven, Mr. Press, der er skudt i en ukendt amerikansk country sangerinde, sendte mig for et stykke tid siden en artikel om selv samme. Jeg havde travlt og ikke meget lyst til at læse, da jeg ikke erindrede hvem pokker hun var. Men jeg startede alligevel, nu havde han besværet sig med at sende mig den (i papirform, THANK GOD). Efter første afsnit var jeg solgt. De to sidste dage har jeg stået i bus og tog, jeg har grædt og jeg har grint (flere gange) højt. Jeg har været overvældet af følelser og følt livet snige sig ind på mig.

Det har været en åbenbaring, og jeg er kun halvvejs igennem artiklen. Jeg gemmer den, som en livseliksir. Den skal holde.

På vej hjem fra metroen i dag funderede jeg over livet. Over kærligheden. Den sidste linje i det sidste afsnit jeg havde læst "(why can't I have) a regular supply of passionate kisses."

Måske er jeg bare fanget i en følelse lige nu - jeg længes efter at lade mine fingre glide hen over en kvindes krop, at mærke hendes læber mod min hud, hendes krop der er tæt og varm. Alle de sanselige ting. At røre ved hendes hår, der ligger på min pude, at lytte til hendes åndedrag mens hun sover. At mærke kærligheden, måske, mest af alt.

Jo jo, jeg ved godt børn sulter i Afrika, men derfor længes jeg alligvel.

Patetisk, måske, men er det ikke hvad vi alle drømmer om - a regular supply of passionate kisses? Og mærke livet, mest af alt, at føle vi lever, suset.

Det er rart at vågne op, i ny og næ, når hverdagen har taget kvælertag, og ihukomme, at den er sgu derude, kærligheden, og det er ok, det er ikke patetisk, det er ikke "kræver mentalitet", det er ikke umenneskeligt, at stille sig selv spørgsmålet: "Why can't I have a regular supply of passionate kisses?" Det er nærmest menneskeligt, og det er måske meget godt, at vi fra tid til anden er lidt menneskelige, lidt sårbare og ikke mindst, at vi fra tid til anden ønsker at mærke livet. Men ikke nok med vi skal stille os selv spørgsmålet, vi skal også besvare det, og ikke med undskyldninger, fordi foråret er her (rent kalender-teknisk i hvert fald) og hvis vi ikke skal mærke livet nu, hvornår skal vi så? Og fordi det er vigtigt at turde og ukuelighed er en dyd.

Jeg blev inspireret af artiklen om den lille hårdføre country kvinde, og blev mindet om at livet er hårdt, men også ufattelig smukt, og det vigtigste er måske ikke at elske, men at turde. Jeg ved ikke om modet kommer med foråret, men det kommer med forbilleder, og lige nu er mit forbillede en guitar spillende 57-årig hærdet kvinde fra sydstaterne. Som er, tør og elsker (mest bassister).

Og som rosinen i enden, så er det også rart at mærke og føle hvad ord kan gøre ved mig. At de stadig kan røre mig. At de stadig kan få mig til at le og til at græde. At de, ligesom livet og kærligheden, er så simple, men så alligvel så komplekse.

Tak til journalisten, til sangfuglen og til Hr. Press