Så blev jeg 40 år. Jeg ved godt at alder ikke og man er så gammel og blah blah blah. Jeg er stadig middelaldrene. Før sommerferien var jeg ude og holde foredrag og jeg blev præsenteret som "Den unge forfatter". Jeg tror jeg stopper med at holde foredrag nu. Hvem fanden vil præsenteres som "Den middelaldrene forfatter"?
40 er en reflekterende alder. Jeg kigger tilbage nu (fuck, ja, jeg er blevet gammel) på mit liv. Alt det jeg nåede, alt det jeg ikke nåede, drømme der døde, drømme der lever.
Jeg var i byen i går med en gammel ven. Hans kæreste gennem fem år er i USA i tre uger, og hun ringede til ham tre gange, mens vi var sammen. TRE GANGE. Fra fucking USA. Min eks-kæreste tog ikke telefonen når jeg ringede. Jeg ved godt nogle ville synes det var for meget, men jeg var sgu misundelig, på den gode måde. At elske hinanden så meget, at blive savnet så meget. Fuck, det må være rart. Det fortæller mig også at kærligheden er derude, at det ikke er umuligt eller en lyserød elefant i min fantasi.
Patetisk, måske, men jeg er pisse ligeglad, jeg er 40 år, så må man gerne være patetisk.
Jeg har en anden god ven, hver gang hans kone ringer, uanset hvad vi er i gang med, så tager han telefonen. Ikke fordi han er pussywhipped, men fordi han elsker hende. Det må være rart, at blive elsket og elske så meget.
Selvfølgelig tænker jeg "Hvad fanden gik galt?" Selvfølgelig kigger jeg tilbage. Måske jeg fuckede det op, måske det aldrig var der, måske så meget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor mange fucking chancer får vi? Minder mig om den der vittighed med præsten hvis skib der synker og så beder han Gud om at redde ham. Først kommer en robåd forbi, men præsten siger "Nej tak, Gud kommer og redder mig." Så kommer en færge - "Nej tak, Gud kommer og redder mig.", til sidst kommer en fiskerbåd, præsten er nu udmattet og lige ved at dø, men han holder fast i sin tro. "Gud kommer og redder mig." Et par timer efter fiskerbåden er sejlet slipper præstens kræfter op og han drukner. Da han kommer op i himlen konfronterer han Gud: "Hvorfor kom du ikke og reddede mig?" - "Hvad mener du, jeg sendte en robåd, en færge og en fiskerbåd."
Er ballonen fløjet mens jeg har stået med hænderne i lommen? Eller har jeg bare jagtet de forkerte balloner? Jeg ved godt at der er alle de der historie med "min mormor fandt kærligheden som 96-årig". Men den kærlighed jeg gerne vil er jo at dele livet med en, og når jeg så bliver 96, så kan jeg sidde og kigge tilbage på det hele, med en i hånden. Alt det vi har oplevet og skabt, sammen.
Måske jeg er grådig, måske jeg er urealistisk, måske jeg bare er blevet gammel. Som en gul ballon på en strand, out of place.
Men jeg ved kærligheden eksisterer, og det gør mig glad, det giver mig håb (jeg er ukuelig optimist), og måske jeg ikke kommer til at mærke den igen, måske, men den er der, og den gør jorden til et bedre sted og være, og det er grund til at smile og se gule balloner på strande.
Tak til min veninde Kristin for foto af ballon :-)
