onsdag den 29. oktober 2008

Flere æbler, tak!

Så er Æblet lige blevet anmeldt på Fortællingen.dk, som jeg pinligt nok må indrømme jeg ikke kendte (men det gør jeg nu, og det er en fed hjemmeside, ikke kun fordi de har anmeldt æblet, så tjeck den lige ud.) Her skriver anmelderen bl.a. "Dansklærerforeningens serie af billedromaner er en serie ganske unikke historier, synes jeg – i kraft af det tætte samspil mellem tekst og billede, som fungerer langt bedre, end tilfældet oftest er i letlæste romaner. Her udnyttes begge former som regel til deres yderste. Det er i al fald gældende for Jesper Nicolaj Christiansen og Peter Snejbjergs ”Æblet”." og videre (mere tak!) "Men det, der fungerer allerbedst i ”Æblet”, er i mine øjne alt det, som ikke behøver blive fortalt. Christiansen behøver ikke fortælle os om, hvad Stoffer forestiller sig om nonneklosterets kælder, når Snejbjerg så meget bedre kan vise os det. Samspillet mellem de to er perfekt og strømliner fortællingen, så tonen går rent igennem - og det beviser, at en bog sagtens kan være krævende og have mange lag, selv om den er skrevet sprogligt let."
Så skulle der vist ikke være et øje tørt. I hvert fald ikke her.
Tusind tak for anmeldelsen til Fortællingen.dk. Det er altid rart når andre får øjnene op for noget man har brugt blod, sved og tårer på.
Husk, bogen kan stadigvæk købes HER, så længe lager haves. Du kan også traske ned i den lokale bogpusher og bestille en kopi, eller, hvis du er en gnier eller en fattigmås, så spurt ned på biblioteket og lån den. 

torsdag den 23. oktober 2008

Sværdet i stenen


Efter godt 6 mdr. ventetid på en reader, har Katolsk Forlag nu lovet at mit manus er på vej retur med rettelser. Men måske er det kun sundt for en bog at ligge lidt, før jeg så tager fat på den igen. Det var sindssygt inspirerende at læse Reuters fremragende "Løgnhalsen fra Umbrien", og jeg tror at den, sammen med den absolut bedste eventyrfilm nogensinde, Ladyhawke (på dansk, Ladyhawke og lommetyven) har givet mig inspiration til lige at bruge en måned mere på romanen, til lidt omskrivning. Glæder mig til at se hvad readeren har at sige. Efter 6 mdr. må det være dybt ;-)

onsdag den 22. oktober 2008

Robert & Robotten 3 - næsten klappet og klar

Så er 3'eren af den, efterhånden, berygtet serie næsten færdig. 1'eren er i butikkerne inden jul. En storslået julegave/kalenderpakke/adventsgave idé.
Jeg skal nok give lyd fra mig når 1'eren rammer butikkerne.
Og Teddy er næsten færdig med tegningerne til 2'eren (skrev jeg ikke også det for et par uger siden?) Så forvent den i butikkerne i starten af det nye år.
Indtil da kan man få de længere aftner til at gå med at læse Fuglen fra helvede, Drengen der kom i fængsel og Natdyr.
God fornøjelse!


Best Dance

Ben Watt (tidligere EBTG) har smidt det her track på gaden fra hans Buzzin Fly label. Helt fantastisk suverænt. 
Man kan ikke sidde stille på stolen.

lørdag den 18. oktober 2008

Gyldendals såkaldte "børnebogklub"

Jeg stod og skulle bruge en gave til min søn, en dinosaurbog, som selvfølgelig var udsolgt fra forlaget, men så så jeg de havde den hos Gyldendals Børnebogklub. Jeg meldte mig ind i den naive tro, at de sandsynligvis havde andet godt at tilbyde.
Her, ved modtagelsen af deres første katalog har jeg været ude og kaste op, jeg har grædt, jeg har overvejet at kaste mig ud over altanen og jeg har skreget (sikkert forgæves) mod himmelen.
Deres "børne bogklub's" katalog (læg mærke til ordet bog indgår her) minder i stigende grad om et af de kulørte kataloger der vælter ind af døren ved juletid fra en af de kapatalistiske legetøjsempirer, BR eller ToysRUs.
Dette såkaldte bogklubs katalog bugner af varer der mildest talt ikke har en skid med bøger at gøre, eller i bedste fald, kun perifært. Kataloget er proppet med PC spil, nøgleringe, DVD film, CDer, brætspil, tøjdyr, trækdyr, tasker, penalhuse, soveposer (jo, du læste rigtigt), lupdåser, drømmefangere (?), mighty beans (??), telte, og som kronen på værket, maracas. Nå ja, så er der selvfølgelig også et par bøger hist og pist.
Det er en skandale. Det er pinligt at et velrenommeret forlag som Gyldendal vælger at (mis)bruge den tillid som forældre har til dem, som formidlere af litteratur, til at proppe alt muligt ligegyldigt bras ned i halsen på dem. Hvad fanden er meningen?   
Desuden evner deres fantasi sig desværre ikke  til andet end de såkaldte klassikere i bogform. Jeg mener, helt ærligt, hvis jeg ønskede klassikerne, så kunne jeg gå ind i enhver boghandel (hvis fantasi desværre heller ikke når længere end hertil når det gælder børnelitteratur) og købe dem. Og i langt de fleste tilfælde meget billigere.
Jeg mener Gyldendal har et ansvar som Danmarks største forlag. Jeg mener, at de i form af en bogklub burde påtage sig det ansvar, at introducere ny litteratur til nye læsere. Det er jo ikke fordi det er umuligt at få fat på. Der udkommer nye børnebøger hver måned, ja okay, ikke alt sammen er i samme klasse som Astrid Lindgren eller Brunhoff, men der kommer rigtig meget godt, og det er ikke bare en synd og skam, det er en tragedie, at Gyldendals Børnebogklub vælger at spise forældre og børn af med gammel gennemtygget litteratur og fuldstændig overser det nye.
Jeg ved ikke om det er fordi redaktøren er luddoven eller om det er fordi selve Gyldendal tænker mere i profit end i børnenes ve og litterære vel.
Bogklubben er (i teorien) en uhyre god mulighed for at give både børn og forældre en hidtil uset introduktion til ny dansk (og udenlandsk) børnelitteratur. Men i stedet vælger man at ødsle muligheden væk for en ussel profit, ved at sælge nøgleringe og maracas.
Gyldendal er som en stor dinosaur, der i en megalomanisk tilstand stavrer omkring og træder alt sin føde i stykker. Jeg ved ikke om Gyldendal regner med at Maracas bliver den næste store ting, og om de har investeret i produktionen af disse musikinstrumenter, men lige pt. er deres primære produktion altså bøger, og det er sgu svært at se i dette katalog.
Efter dette kataolog at dømme vokser børn op, mættet af timer foran kassen med en nøglering i øret og maracas i hænderne. Hvor er bøgerne? 
I Sverige havde de en kampagne som hed noget ligende "Bøger er farlige. Dine børn kan blive klogere af at læse dem." Gyldendal kunne meget vel have en kampagne der hed "Bøger er noget gammelt lort. Maracas er fremtiden."
Ikke at der er noget galt i børn lærer at spille musik, men det er lidt ærgeligt hvis de ikke kan stave sig gennem teksten. 
Jeg ved godt Gyldendal er et firma og de skal lave penge, men kan de ikke prostituere deres lorteprodukter andre steder end i en Børne bogklub? Og i stedet give os ny og spændende litteratur blandet med de såkaldte klassikere, således at vores små spirer, Gyldendals fremtidige kunder, kan få et positivt og sundt forhold til bøger. Og så de også får lyst til at læse i fremtiden. Det burde være Gyldendals vigtigste mission.

fredag den 17. oktober 2008

weekend

Noget musik skal der danses til, noget musik skal der synges med på, andet skal der lyttes til.  "Sleep through the static" af Jack Johnson kan det hele. Man danser, synger og lytter. Og bliver i skide godt humør. Helt fantastisk drømmende, dejligt og dristigt. Meget laid back og slappe-af-agtigt. Der er selvfølgelig optaget med 100% solenergi og coveret er lavet af 100% genbrugspapir, og så går 1% af salget til planeten. Så samvittigheden bliver også plejet, sammen med hjernen og hjertet. For mig er det her årets album. Ikke fordi det er nytænkende eller anderledes, men fordi det er dejligt og jeg bliver i godt humør. Har gået og nynnet siden jeg købte det. Her er en lille smagsprøve:



Albummet er ude på både LP (yeah!) og CD. Must have, 5 stjerner og alt det der ræs. Køb det, læn dig tilbage og bliv et bedre menneske. I hvert fald for en stund.

tirsdag den 14. oktober 2008

T2


Så er der kommet en røvfuld illustrationer til 'Robert og Robotten 2: Kaptajn Blod' fra Teddy Kristiansen. I får kun en af dem her lige nu, da vi jo stadigvæk tålmodigt venter på at Robert & Robotten skal udkomme. Jeg tror min redaktør prøver at ramme julesalget. Viis beslutning.
Jeg er ovenud begejstret for Teddys illustrationer til 2'eren. Det er på en og samme måde sødt, frækt og sejt. Bullseye.
Nyd denne her indtil bog 1 kommer i butikkerne.