Valget i 2011 handler ikke om rød mod blå, som aviserne så gerne vil have dig til at tro, det handler heller ikke om velfærd vs. økonomi som politikerne gerne vil have dig til at tro, nej, valget i år handler om noget af det allermest fundamentale menneskelige, nemlig kærlighed. Jeg ville kalde det ved dets mere korrekte navn, nemlig næstekærlighed, men så ryger folks tanker over på en langhåret jødezombie i sandaler, som er sin egen far. Så jeg kalder det bare kærlighed. Det er også et dejligt ord, og et rummende ord, et omfavnede trygt ord, men det er også et ord som er blevet fattigere gennem de ti sidste år, det er et ord som vores siddende regering, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, har stået for at devaluere. Og som Lille Lars fra Græsted vist ikke rigtig helt forstår betydningen af. I de sidste ti års desperate kamp for at rive kronen ud af hænderne på den siddende magt, har rød blok, eller største dele af den, fuldstændig tabt betydningen af kærlighed på gulvet, og har, som en anden sindslidende kun koncentreret sig om en ting, nemlig stemmer. Kort sagt, i de sidste ti år af Danmarks historie er kærlighed blevet lig med magt. Og det er trist.
Så dette valg handler om at finde kærligheden igen. Kærligheden til din næste (ups, der var zombien i sandalerne igen) eller kærligheden til Danmark, om jeg må være så fri. Og det er næsten blevet umuligt at sige dette uden at få en grim smag i munden, det har Pia K og hendes rænkesmede sørget for, at det at elske de værdier der er danske er blevet lig med at hade alle andre. Men sådan behøver det ikke være. Man kan godt elske sit land uden af hade andre og de lande de kommer fra. Man kan godt være stolt af at være dansk uden at skulle se flaget smælde og indvandrene afvist ved grænsen.
Jeg elsker f.eks at vi i bund og grund var en nation af mennesker der hjalp hinanden, gennem skatten f.eks. Hvilket asocialt røvhul (undskyld) var det der fik den tanke at hvis vi sætter skatten ned så "jeg" tjener flere penge, og så bliver alle gladere? Kongstanken var under AFR at jo mindre skat, jo flere penge tjener (nogle) og jo flere penge bruger de. Forbrugsfesten var skudt i gang. Og som umælende dyr hoppede vi på den og købte fladskærme, samtalekøkkener og toiletter med spa. Vi brugte og brugte og brugte, det var ganske som Kongens Nye Klæder, for lige pludselig et sted i Kongeriget var der en lille purk der råbte "Men se, han er jo slet ikke lykkelig". Og ganske rigtigt. Det kan godt være vi slæbte os en pukkel til fra Fona 2000 og ud i den nye stationcar, men vi var ikke, trods et massivt forbrug, blevet en skid lykkeligere.
Tænk hvad vi kunne have gjort, i en tid med opsving, hvis vi havde tænkt på hinanden i stedet for os selv?
Det nytter ikke noget at skamme sig, gjort er gjort, nu må vi se fremad, men det er eddermane vigtigt at vi kigger den rigtige vej, og ikke bare fortsætter ned af denne stinkende, klaustrofobiske, trøstesløse sti af øget eget selvværd, med kurs mod narcissismen. Det er super vigtigt at det er nu vi stopper op og spørger om vi vil kærligheden eller om vi vil os selv.
Hvis vi vil kærligheden er der kun et sted at sætte krydset d. 15. september og det er ved det eneste parti der i al denne tid ikke har leflet for masserne, som ikke har forsøgt at stikke Hr. og Fru Danmark blår i øjet, som har holdt ved deres politik, også når den var upopulær, fordi de troede på den. De er et parti der bliver en del af rød blok og så alligevel ikke, fordi de er de sidste sande socialister (jeg ved godt det er blevet et bandeord, og vi skal undskylde offentligt hver gang vi siger det, men jeg nægter at undskylde) og de eneste som stædigt holder fast på at det handler om kærlighed; kærlighed til hinanden, kærlighed til vores samfund og kærlighed til lighed.
Vejen ud af krisen er hverken 12 minutter eller lavere skat. Vejen ud af krisen er at vi åbner øjnene for at vi skal hjælpe hinanden og at det ikke handler om "mig", men det handler om "os".
