Er ballonen fløjet?

Så blev jeg 40 år. Jeg ved godt at alder ikke og man er så gammel og blah blah blah. Jeg er stadig middelaldrene. Før sommerferien var jeg ude og holde foredrag og jeg blev præsenteret som "Den unge forfatter". Jeg tror jeg stopper med at holde foredrag nu. Hvem fanden vil præsenteres som "Den middelaldrene forfatter"?
40 er en reflekterende alder. Jeg kigger tilbage nu (fuck, ja, jeg er blevet gammel) på mit liv. Alt det jeg nåede, alt det jeg ikke nåede, drømme der døde, drømme der lever.
Jeg var i byen i går med en gammel ven. Hans kæreste gennem fem år er i USA i tre uger, og hun ringede til ham tre gange, mens vi var sammen. TRE GANGE. Fra fucking USA. Min eks-kæreste tog ikke telefonen når jeg ringede. Jeg ved godt nogle ville synes det var for meget, men jeg var sgu misundelig, på den gode måde. At elske hinanden så meget, at blive savnet så meget. Fuck, det må være rart. Det fortæller mig også at kærligheden er derude, at det ikke er umuligt eller en lyserød elefant i min fantasi.
Patetisk, måske, men jeg er pisse ligeglad, jeg er 40 år, så må man gerne være patetisk.
Jeg har en anden god ven, hver gang hans kone ringer, uanset hvad vi er i gang med, så tager han telefonen. Ikke fordi han er pussywhipped, men fordi han elsker hende. Det må være rart, at blive elsket og elske så meget.

Selvfølgelig tænker jeg "Hvad fanden gik galt?" Selvfølgelig kigger jeg tilbage. Måske jeg fuckede det op, måske det aldrig var der, måske så meget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor mange fucking chancer får vi? Minder mig om den der vittighed med præsten hvis skib der synker og så beder han Gud om at redde ham. Først kommer en robåd forbi, men præsten siger "Nej tak, Gud kommer og redder mig." Så kommer en færge - "Nej tak, Gud kommer og redder mig.", til sidst kommer en fiskerbåd, præsten er nu udmattet og lige ved at dø, men han holder fast i sin tro. "Gud kommer og redder mig." Et par timer efter fiskerbåden er sejlet slipper præstens kræfter op og han drukner. Da han kommer op i himlen konfronterer han Gud: "Hvorfor kom du ikke og reddede mig?" - "Hvad mener du, jeg sendte en robåd, en færge og en fiskerbåd."
Er ballonen fløjet mens jeg har stået med hænderne i lommen? Eller har jeg bare jagtet de forkerte balloner? Jeg ved godt at der er alle de der historie med "min mormor fandt kærligheden som 96-årig". Men den kærlighed jeg gerne vil er jo at dele livet med en, og når jeg så bliver 96, så kan jeg sidde og kigge tilbage på det hele, med en i hånden. Alt det vi har oplevet og skabt, sammen.
Måske jeg er grådig, måske jeg er urealistisk, måske jeg bare er blevet gammel. Som en gul ballon på en strand, out of place.
Men jeg ved kærligheden eksisterer, og det gør mig glad, det giver mig håb (jeg er ukuelig optimist), og måske jeg ikke kommer til at mærke den igen, måske, men den er der, og den gør jorden til et bedre sted og være, og det er grund til at smile og se gule balloner på strande.
Tak til min veninde Kristin for foto af ballon :-)

Stadig i live

Tak til jer der har skrevet og spurgt om jeg stadig lever, jep, det gør jeg, har bare haft sindssygt travlt med arbejde.
Skriver på forskellige filmprojekter, skriver mere når jeg ved mere, og skriver på Ronin 4 & 5, der kommer både på dansk og norsk i den nærmeste fremtid.
Jeg har fået et arbejdslegat fra Kunststyrelsen til at skrive et teaterstykke jeg har gået rundt med inde i hovedet et par år nu, det glæder jeg mig rigtig meget til at prøve kræfter med, er fuld af gå-på-mod og energi og kan næsten ikke vente med at komme i gang. Igen, mere når jeg ved mere.
Jeg skal også i gang med et amerikansk manus, men vil ikke sige så meget mere end opdatering følger :-)
God sommer

Besøg i Skive - Tarok

Jeg var for anden gang i Skive, for at snakke med Jørn og Ingelise Laursen (og var også så heldig at møde deres datter og barnebarn). En fotograf fra Skive Folkeblad kom forbi og ville gerne lige have et foto og lidt ord. Jeg har ikke selv læst artiklen endnu, så skal ikke kunne sige om det er sandt eller falsk. Kun dette lille uddrag.

Og nej, hesten på fotoet er IKKE Tarok. Det er til gengæld Ingelises pensioneret traver, og han er ganske smuk. Den skønne kvinde er Ingelise, og den smarte unge mand er Jørn. Jeg er så ham den sidste.

Tarok - Dannebrog på fire ben

Først på ugen gik Regner Grasten ud med pressemeddelsen om at han og Anne-Grethe Bjarup Riis' næste film skulle være historien om Tarok.
"Hvidsten Gruppen"nærmer sig 700.000 solgte billetter og de ønskede at lave en lignende film. Et stykke Danmarks historie.

Tarok er meget mere end historien om en hest der kan løbe stærkt. Tarok er historien om den lille familie nord for Skive der får en vidunderhest, og som vælger at beholde ham i familien. Tarok er en klassisk historie om David/Goliath. Og det er i den grad et stykke Danmarks historie.

Jørn Laursen, Taroks kusk, og søn af ejeren Karl Laursen, sammenligner ofte Tarok med Michael Laudrup. Et unikum. Tarok var den ultimative travhest, som Laudrup var den ultimative fodboldsspiller.

Hvis der er læsere derude der sidder inde med anekdoter eller sjove oplevelser, så er man meget velkommen til at skrive til mig (flere har allerede gjort det, og tak for det). Jeg kan jo ikke garanterer det kommer med i filmen, men det er med til at give mig et klarere billede af hesten, myten, legenden - TAROK.

Jesper

You wont let me

Nogle gange handler kærligheden om at give slip. Nogle gange om at holde fast. Jeg ved at jeg har forsøgt at "redde" de kvinder jeg har elsket allermest, faktisk har jeg brugt en god del af vores forhold på det. Indtil det gik op for mig, at uanset hvor meget man elsker, uanset hvor gode intentioner man har, så kan man ikke redde et menneske der ikke vil eller ikke er klar til at blive reddet, og ja, ideelt får kærlighed jorden til at dreje rundt, men i realiteten er det noget med solen og magnetisme.

Jeg har snakket med en del mennesker om dette, altså ikke solens tiltrækningskraft, men kærlighedens, og fundet ud af at jeg ikke er ene i kosmos om at række en hånd ud mod dem jeg elsker. At jeg ikke er ene om at forsøge at gøre det umulige, og at det er ok at give slip på et tidspunkt. Det gør det bare ikke mindre ondt af, og den største smerte er nok kærlighedens. Og det er svært at føle at man har noget at give, men at modtageren ikke vil modtage.

Faktisk har Rachael Yamagata skrevet en over ordentlig smuk sang omkring det, som hedder "You Wont Let Me". so without further ado ...

Ros (og ris)

Lige kommet hjem fra pitch møde på DFI. Umuligt for mig at sige hvordan det gik, men er altid utrolig deprimeret efter disse møder, nok fordi jeg er så følsom. It ain't easy being green.

Men så kom jeg hjem til en absolut solstråle af en mail, fra to skønne lærere fra en specialskole. Man kan jo ikke lade være med at blive absolut høj og lykkelig af denne slags læsning.

Og tak, piger (ment ikke nedladende og i bedste kvote-betydning overhovedet) for de skønne ord. Jeg har gået og syslet med om jeg skulle kaste mig over romanen igen, og nu er jeg overbevidst, I skubbede mig ud over kanten.

"Vi er et par lærere fra en specialskole (børn med ADHD og autisme), som med stor succes har arbejdet med din roman "Soldater græder ikke".

Først og fremmest vil vi sige, at det er den mest fremragende roman, vi i vores tid som lærere, har læst og arbejdet med. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle arbejde med bogen, da nogle af vores elever, kender den hverdag du beskriver i bogen, alt for godt!! Men vi valgte alligevel at læse den og det har været en meget stor fornøjelse. Eleverne har været dybt engagerede og har ligefrem syntes, at der var for lang tid til næste dansktime - så du må siges, at have ramt plet:) FANTASTISK BOG."

Running

Da jeg var lille sad jeg temmelig meget stille. Altså ikke sådan immobiliserede, men hvilede meget i mig selv. Selv gennem teenage-årene var jeg rolig. Jeg gik ikke i byen og drak mig vind og stiv, jeg sad derhjemme og læste tegneserier eller spillede rollespil.

Det var først da jeg begyndte at blive voksen, at det pludselig gik op for mig at jeg jo for helvede havde pisse travlt.

Jeg skulle giftes, jeg skulle stifte familie, have børn, hus, bil, lån, gæld, friværdi, pensionsopsparing, job, ansvar, møder, og sidst, men nok vigtigst af alt, jeg skulle blive til noget.

Hvad det noget var vidste jeg ikke rigtig, det var udefinerbart, men det var noget, og jeg skulle blive til det.

Og da alt det her gik op for mig, så fik jeg pludselig forbandede travlt. Og så begyndte jeg at løbe (altså, i overført betydning, ikke rundt om søen). Og jo stærkere jeg løb, jo mindre synes jeg at kunne nå, så jeg satte farten op, og op og op ...

I går havde jeg sådan en dag som for de fleste mennesker nok er lig med søndag. Jeg slappede af. Nej, det er faktisk ikke rigtigt, jeg arbejdede lidt og havde jeg været religiøs havde det været en synd, men på den anden side, havde jeg været religiøs havde jeg ikke været i tvivl om at jeg står på listen dernede allerede. Okay, tilbage til i går. Jeg lavede morgenmad (jeg plejer ikke rigtigt at spise når jeg ikke har børnene, det tager for lang tid), jeg satte mig ud på altanen. Jeg læste et oplæg til en spillefilm og skrev noter på det, MEN, bagefter, så tog jeg den bog frem jeg havde smuglet med ud på altanen og læste i den. Sådan helt ... afslappet. Og hvad værre var, jeg kunne lide det.

Selvfølgelig arbejdede jeg så lidt mere senere, men det øjeblik der, på altanen, det nød jeg virkelig. Alene, i mit eget selskab. Kun mig, og bogen, og kaninen (min datters).

I dag startede jeg dagen med min absolut hade beskæftigelse, nemlig at få styr på økonomien. Dernæst var jeg deprimeret.

Og jeg begyndte at løbe (igen, ikke rundt om søen) og spekulerede på hvordan jeg kan tjene flere penge, og så begyndte jeg at løbe endnu stærkere, og endnu stærkere, og så begyndte jeg at støvsuge. Og jeg overvejede endda at søge (gisp!) fast arbejde, fordi tanken om at have et fast beløb der ryger ind på min konto hver måned, og den eneste jeg skal gøre til gengæld er at give dem min frihed, den begyndte faktisk at se temmelig lokkende ud. 8 timer af min vågne tid hver dag, brugt på at fremme andres karrierer og tjene dem flere penge, et styret liv, andre bestemmer hvor og hvornår jeg skal arbejde, jeg får 5 (er det 5?) ugers ferie hvert år, som jeg kan administrere som jeg vil, i tæt samråd med arbejdsplads og kollegaers ferier, og til gengæld får jeg sat et fast beløb ind på min konto hver måned. Og alle er glade. Banken, regeringen, A-kassen og min søster. Og jeg vil (endelig?) få den der lovede krukke med guld for enden af regnbuen, det der mytiske noget alle snakker om. Den der ... pensionsopsparing. Men ville jeg være blevet til noget?

Frihed er alligevel en illusion. Jeg har deadlines konstant, møder og ting jeg SKAL nå.

Så hvorfor ikke bare underskrive på den stiplede linje?

Fordi jeg er anderledes, ikke på den fede måde, men jeg passer ikke ind i den kasse. Jeg kan simpelthen ikke være der.

Og så må jeg i stedet leve med en usikker økonomi. Og løbe.

Men det var netop min pointe, at jeg fik en åbenbaring mens jeg støvsugede. Det lyder ikke så sexede og det var det heller ikke, men jeg fik den alligevel. At jeg ikke behøver løbe HELE tiden, at jeg godt kan give mig selv lov til at sætte farten ned. At jeg faktisk er temmelig lykkelig lige her i mit liv. Jo, jeg ville ønske mange ting var anderledes, men summa summarum, så er jeg glad.

Og solen skinner.

Og er jeg blevet til ... noget? Måske, måske ikke. Men lige nu, i dag, er det ikke så vigtigt om jeg bliver husket om 100 år, men om jeg har det godt. Vores tid her er så kort. Vi bliver nødt til at nyde det. Lidt.