Jeg vil her meget kort fortælle om fem titler som fik tårerne til at trille ned af kinder på mig, af bar lykke og fryd, over i den grad at formidle den ældste og ædelste fortælling, nemlig tegneserien.
Min favorit hedder 1985 og handler om den 13-årige Toby, som har den svære alder hvor ingen længere holder øje med én, men alle blander sig bare en lille smule for meget i ens liv. Tobys mor og far er skilt, og hans mor har fået en ny mand, mens hans far er en drømmer. Toby ligner sin far og han læser tegneserier. Marvel tegneserier for at være præcis, og det der i korte træk sker, er at en portal bliver åbnet og alle skurkene fra Marvel universet finder ind i vores verden, og Toby skal finde ud af hvorfor, og hvordan han stopper det. Det er ikke det sædvanlige superhelte shit, med kapper og bryster af solid silikone, men en drømmende sansende fortælling om det at være barn, drømmer og lige præcis ikke voksen nok til at have nogle egentlig indflydselse på sit eget liv.Serien er skrevet af den mand, som må være absolut hotteste på tegneseriemarkedet lige nu, nemlig Mark Millar (Ultimates 1+2), som skriver drømmende, klart, realistisk og magisk. Han rammer en 13-årig skilmisse-ramt knægt så præcist, at det giver tårer i øjnene.
Serien males mørkt og dystert af Tommy Lee Edwards, og løfter historien over det simple superhelte niveau, op på et plan så kun få tegneserier når. Det her er, efter min mening, det absolut bedste der bliver udgivet lige i øjeblikket.
For ca. 30 kr. bliver jeg en gang om måneden transporteret tilbage til min egen barndom, og oplever et fantastisk eventyr. Alle burde gøre sig selv den store tjeneste at læse denne tegneserie.
1985 er en mini-serie på 6 (alt for) korte hæfter.
Den næste jeg vil forsøge at overbevise dig om at købe, er endnu en mini-serie, nemlig Angel: Revelations, som burde være noget juks, som omtrent alle andre X-titler der pt. bliver udgivet er (lige bortset fra en, men den vender vi tilbage til), men det er for det første helt fantastisk smukt tegnet af Adam Pollina, der i den grad har strukket hals og vist et hidtil uset talent og for det andet en sindssyg velfortalt og klar historie.
Historien er rimelig enkel. Vi følger Angel, medlem af X-Men, men fra før sin tid i gruppen af intergalaktiske mutanter. Vi er tilbage til hans ungdom, på kostskolen, hvor hans vinger første gang viser sig. I bibelske dimensioner fortæller den nye forfatter Roberto Aguirre-Sacasa om hvordan det er at være ung, og have vinger groende ud af ryggen. Det er igen en historie uden storbarmede veltrænede superhelte, med og uden kapper, men i stedet en historie om ungdom, valg, mod og Gud. En aldeles anderledes såkaldt superhelte fortælling, med en forfatter der evner at turde noget mere end en superskurk og en kvinde i stramtsiddende trikot. Det var Pollinas dragende tegninger der fik mig til at tage det første hæfte med hjem, men det er Aguirre-Sacasas historie der får mig til at gå ned på knæ og bede om mere.
En mini-serie på 5 afsnit.
Jeg løj faktisk en lille smule, da jeg sagde at der kun var en x-titel der var noget værd, for på en måde er Wolverine jo også en x-titel. Og så alligevel ikke. Selvom Wolverine er medlem af X-men, kører hans serie, i hvert fald den del af den, som jeg er blevet forelsket i, ikke parallelt med resten af x-verseret. Eller forelsket er måske et stærkt ord at bruge om en karakter som jeg faktisk aldrig har været særlig fascineret af. Alligevel, på opfordring af en gammel ven, Jan, samlede jeg dette nummer op. Først og fremmest fordi det var skrevet af selv sammen Mark Millar som skriver 1985, men også fordi det er en serie der ikke har noget med resten af rosset at gøre.
Serien hedder Old Man Logan, og er en What if serie. Den foregår i fremtiden hvor superskurke har overtaget verden. Normalt interesserer den slags historier mig minus, fordi det virkelige fiktive univers disse karakterer beboer, er interessant nok, og jeg begynder at få hovedpine når det bliver en imitation af en imitation. Denne er da også fyldt med klicheer, som faktisk hverken er særlige interessante eller originale. Hawkeye er blind. Wolverine vil ikke slås. De onde er onde og de gode er væk. Hvorfor fanden læser jeg så det her? Det som gør Wolverine: Old man Logan interessant er at det (igen) er en bibelsk mytologisk fortælling. Alle heltene er væk fra vores verden, og bliver tilbedt som guder. Det er en spændende sammenligning med Kristendommen, og i det hele taget den moderne gudedyrkelse.
Serien er voldeligt tegnet af Steve Mcniven, igen her undgår vi masker og røde støvler, og det trækker måske også lidt kredit på den rigtige konto hos mig. Det er ikke en serie jeg vil anbefale i samme omfang som jeg vil anbefale de to ovenstående. Den er ikke interessant hvis man ikke har et intimt forhod til Marvel universet, og selv her fungerer det kun i kraft af Mark Millars skarpe karakter beskrivelse. Den lever på chocket, og det er der som bekendt ikke noget der lever på særlig længe. En spændende parantes kan den nok i bedste fald kaldes som i hvert nummer levere god underholdning.
Old Man Logan er en mini-serie i en ongoing serie.
Den næstsidste er udelukkende erhveret fordi Peter Milligan er forfatter på den. Sub-mariner: The Depths hedder den. Sub-Mariner er en yderst kedelig karakter, nemlig det svømmende muskelbundt Namor, der med nogle små homo-agtige vinger på fødderne, også kan flyve. Men Milligan er så spændende og anderledes en forfatter, at jeg tænkte det var muligt han kunne få noget nyt og gribende ud af Namor.
Og faktisk han har også valgt at gribe det an, ikke fra Namors sysnvinkel, men fra en eventyrer synspunkt. Vors hovedperson er Doctor Stein, som starter serien med at bevise at den afskyelige snemand i virkeligheden bare er en bjørn. Han bliver så hyret for at bevise at Atlantis findes, men tager jobbet for at bevise at det ikke findes. Stein er en dejlig karakter, som ikke er særlig nem at elske med sin rationelle overlegne tankegang, og sin afsky for alt hvad der er drømme og fantasi. Men besætningen om bord på ubåden er til gengæld hentet direkte ud af Moby Dick, med gamle søulke der har hørt om Atlantis, nogle påstår endda at have set Namor. Og Milligan gør det helt rigtige, i stedet for at gøre Namor til en in-your-face velbygget våd atlet, så bliver han mytologisk. En uhåndterlig størrelse som måske bare er tankespind. Milligan er, på normalt vis, temmelig syret (Shade: The changing Man anyone), men her er han, i hvert fald i første afsnit, landet, hvilket er rart for resten af os dødelige, så kan vi også følge med. Serien er malet af Esad Ribic, og hver frame er næsten et maleri. Eneste problem er, at de fleste af hans karakter ligner hinanden, så man skal virkelig holde tungen lige i munden, og med Milligans skriveri nytter det heller ikke noget at sidde og læse denne historie over cornflakes.
Sub-Mariner: The Depths er en mini-serie på fem afsnit.
Lad mig skynde mig at sige, at du ikke skal lade dig skræmme af det platte cover. Det er et desperat forsøg, fra Marvels side, på at sælge denne x-titel, som noget action packed overfladisk superhelte crap. Serien hedder X-Factor og er hvad jg kalder X-titlernes skraldespand. Det er her alle de karakter ender, som ingen gider at læse om. Serien er skrevet af Peter David, som formår at skrive superheltetegneserier til voksne. Af selv samme grund er X-Factor konstant lukningstruet, og nok også derfor ser man disse latterlige covers der skal forsøge at franarre små action hungrende teenage drenge deres hårdt røvede småmønter.Jeg håber det lykkedes, fordi serien byder på noget helt specielt, nemlig menneskelige karakter i en superhelte verden. Til dem som ikke er bekendt med superhelte tegneserier er de i bund og grund meget skarpelonmæssige. Det starter med en eller ander superskurk gør noget væmmeligt, så skal vores helte lige igennem en mindre krise, men i sidste ende finder de løsningen på problemet og tæsker førnævnte superskurk. Og så er orden opretholdt. Alt samme på 22 sider.
X-Factor er anderledes, og kun på grund af Peter Davids formidable skrivetalent. X-Factor består af nogle mutanter, der er så ligegyldige eller latterlige at de ikke er populære nok til at få deres egen bog eller medvirke i andre, og så ender de her. Det i sig selv er interessant, men X-Factor er ikke et superhelte hold, men mere en detektivgruppe, som kan hyres for kolde dollars. Serien er tegnet af Larry Stroman, som de fleste vel kender fra Alien Legion, men desværre temmelig grimt rentegnet af Jon Sibal, så Stromans ynde kommer aldrig til sin ret.
Igen her, er vi uden kapper og store bryster. Til gengæld har vi gravide kvinder og mænd der lider af personlighedsspaltning. Ganske underholdende på alle måder.
X-Factor er en ongoing serie.
