onsdag den 17. december 2008

STORM


Så er det en realitet. Storm har fået penge på DFI. Helt fantastisk. Produktionsstøtte oven i købet. Det betyder at optagelserne starter i februar (tror jeg). Giacomo Campeotto er bag megafonen, han har før lavet film som Tempelriddernes Skat 2+3 og Møgunger. Mille Dinesen (Nynne) spiller den søde hundetræner og Troels Lyby (En kort en lang) den forstående far. Dreng og hund spilles af ukendte.
Historien bag filmen er, at jeg pitchede idéen om en dreng der finder en hund der kan løbe stærkt for to producere. Den ene rejste sig op og sagde "ja, det tror jeg ikke." Den anden sagde "jeg finder nogle penge." Jeg skrev jeg på et treatment. Jeg skrev og skrev og skrev og til sidst vidste jeg ikke længere hvad jeg skrev om, så jeg ringede til produceren (Jennifer) og bad hende finde en ny forfatter. Både Jennifer og jeg følte Storm var vores projekt. Jeg ville dog hellere kapitulere end udslette hele produktionen. Jennifer fandt Ib og Jørgen Kastrup (ingen relation) og ideelt ville jeg gerne have skrevet med dem, men de mente "three's a crowd." Og så trak jeg mig. De skrev. Giacomo og min gamle chef, Gitte Lykkegaard skrev om, og bingo! Støtte.
Min kredit bliver: baseret på en idé af yada yada yada. Det og så nogle procenter i filmen, hvilket betyder at hvis alle går ind og ser den mange gange, så får jeg en dag en check med posten. Så pretty please med sukker på.
Rygterne om en 2'er render allerede hurtigere end, tja, en greyhound. Den er jeg dog (foreløbig) ikke involveret i. 
Storm bliver en herlig familiefilm og mon ikke den ser biografsalens lys til efterårsferien? 
Nogle gange er livet mindre uretfærdigt.