Sure sokker i Hollywood

For nogle uger siden fik jeg et underligt opkald. Klokken var sent, og jeg lå i min seng, iført t-shirt, boxershorts og sure strømper. Jeg mener nok jeg lå og stirrede blankt ud i luften. Børnene sov og alt åndede fred.

Opkaldet var fra min gode ven, den Oscar nomineret instruktør Christian E. Christiansen. Samtalen forløb sådan ca. således.

"Hej Jæver!"

"Christian, det er lang tid siden."

"Gæt hvor jeg står?"

"Pas."

"På Sony studierne i Hollywood. De har greenlighted filmen" (Omtalte film er en amerikansk ungdomsthriller, "The Roommate".)

"Det er løgn!"

"Nej, gu er det ej. Jeg står her sgu."

"Hvor er det... fantastisk" (Grådkvalt).

"Nå, men jeg skal lige ind til et møde med producerne. Vi snakkes ved." Klik.

Og der sad jeg så, halvnøgen i min 90 cm. brede seng og stirrede ud i mørket på mine sure strømper. Jeg har aldrig i mit liv været tættere på bunden. Selvfølgelig er jeg glad på Christians vegne. Han er en de sødeste og bedste mennesker jeg kender. Og hvis nogen fortjener det, så er det Christian. Men fuck, hvor var København lille i det øjeblik, og damn hvor mine strømper stank. Og den altan, den kaldte på mig, hviskede mit navn. Jeg ville ligge så smuk smattet ud på fortovet. I det mindste ville jeg så pynte.

Jeg rejste mig op, men jeg gik ikke ud på altanen, men derimod hen til computeren, tørrede tårerne bort, tændte svinet, så rummet blev indhyllet i den blågrønne lys, og begyndte at skrive.

Det kan godt være jeg sad i fucking København, med mine fucking strømper på, klokken fucking lort om natten. Det kan godt være jeg lige havde tudet som en lille tøs, men fandeme om jeg bare ville ligge mig ned og dø. Jeg skrev. Jeg skrev så blodet sprøjtede ud på keyboardet.

Nej. Det er løgn. Jeg ville ønske det var sandheden, men den skinbarlige sandhed var at jeg græd mig selv i søvn, med strømper på.

Nogle gange er livet en tæve.

Robert og robotten på top 10

Yes! Så skete det. Robert og robotten er på top 10 listen over letlæsningsforeslag fra Lyngby Bibliotek. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig. Tak til Lyngby Bibliotek for at give Robert og robotten lidt opmærksomhed.

2 er på vej (er der ekko her?). Den kommer meget, meget snart. Om 3'eren kommer afhænger af salget af 2'eren (og 1'eren). Så alle Jer derude, I ved godt hvem I er, alle Jer der påstod at I hvert fald nok skulle købe bogen. Nu er det tid til at være mand af sit ord, og hive de 125 kr. op ad lommen og bestille svinet. Hvert køb tæller, også dit. Jeg har planlagt fem bøger i serien, og det ville være en skam at stoppe mens den fede dame synger. Fremtiden lover kæmperobotkampe, hjernemonstre og smukke kvinder med dødbringende laserguns. Og mens I er i gang med at bruge af SP opsparingen, så vil det næsten være fjollet ikke også at købe Æblet.

Køb Robert og robotten # 1 HER

Køb Æblet HER

Om at få tæsk - del 2 "Fightclub"

I want you to hit me as hard as you can! Brad Pitts udødelige replik fra filmen Fight Club, har stadigvæk en klang af sandhed. I hvert fald når man skriver. Det eneste kritik man kan bruge til noget er den der slår hårdt. Alle tøseslagene hvor der holdes igen af frygt for at skade forfatteren er totalt ubrugelige. Derfor sendte jeg også min roman retur til min gode ven, Mr. Press med ordene "I want you to hit me as hard as you can." Og det gjorde han så. Ord som "dilletant sætning", "røvkedeligt" og "Kliché" var spredt med rund hånd ud over siderne, og derudover forsøgte den stakkels mand også at lærer mig grammatik. Som at lære en abe 2. grads ligninger. Anyhow. Jeg tørrede blodet væk fra ansigtet, rejste mig fra den klamme jord og sprang ind i kampen. Kapitel 1 blev en side kortere, og i kapitel 3 SKER der nu noget. Osv. Kort sagt, et blåt øje og et bøjet ribben, og jeg blev, om ikke et bedre menneske, så en bedre forfatter.  

Vi mødes også i forfatter regi, fra skolen, en gang om måneden, og har vores egen lille Fight Club.  Her bliver der slået knap så hårdt, nok mest fordi vi helst ser alle kan gå hjem. Men der bliver delt lidt tæsk ud. Det skal der. Ellers udvikler vi os ikke, og hvis vi ikke udvikler os, er vi en konstant gentagelse af noget der er blevet overflødigt.

Så SKÅL for blå mærker og løse tænder. Og her, et par kloge ord fra vores sponsor:

Narrator: Well, what do you want me to do? You just want me to hit you? 
Tyler Durden: C'mon, do me this one favor. 
Narrator: Why? 
Tyler Durden: Why? I don't know why; I don't know. Never been in a fight. You? 
Narrator: No, but that's a good thing. 
Tyler Durden: No, it is not. How much can you know about yourself, you've never been in a fight? I don't wanna die without any scars. So come on; hit me before I lose my nerve. 
Narrator: This is crazy. 
Tyler Durden: So go crazy. Let 'er rip. 
Narrator: I don't know about this. 
Tyler Durden: I don't either. Who gives a shit? No one's watching. What do you care? 
Narrator: Whoa, wait, this is crazy. You want me to hit you? 
Tyler Durden: That's right. 
Narrator: What, like in the face? 
Tyler Durden: Surprise me. 
Narrator: This is so fucking stupid... 
[Narrator swings, connects against Tyler's head] 
Tyler Durden: Motherfucker! You hit me in the ear! 
Narrator: Well, Jesus, I'm sorry. 
Tyler Durden: Ow, Christ... why the ear, man? 
Narrator: Guess I fucked it up... 
Tyler Durden: No, that was perfect! 

Blast from the past

I dag blev jeg ringet op af en tidligere kollega, som jeg havde skrevet på noget western med (jeps, vi havde planer om at lave den første danske western). Det viser sig, at instruktøren og en af skuespillerne er gået videre med projektet, flere forfattere har været inde over, lige nu ligger den hos Flemming Klem. Men det er ikke det bedste af det hele. Vi drømte stort dengang (for ca. 2-3 år siden) og planlagde at caste Dolph Lundgren himself, som bad guy. Drengene har nu sendt manus til ham, og han læser. Det er super cool. Projektet ligger hos Zentropa og på DFI, så vidt jeg forstod. Om det bliver til noget kan man jo kun håbe på. Dolph som bad ass cowboy i en dansk/svensk western, hvem gad ikke se det? Drengene har kæmpet hårdt for sagen, og jeg håber virkelig projektet bliver realiseret.

Smukt

Jeg har skamhørt det her nummer i en måned nu. Bliver nødt til at dele det med resten af verden (der ikke kender det endnu).

Om at få tæsk! del 1

Noget af det værste jeg kan komme ud for, er når folk kritisere noget jeg har skrevet. Jeg har øvet mig, gennem årene i at tage slagene, men der er altid et eller to der ryger gennem paraderne og flækker et øjenbryn eller brækker en næse.

Smerten føles uudholdelig, og tårerne vælter, temmelig bogstaveligt, op i øjnene.  Og jeg skal holde mig selv tilbage for ikke at gå amok på den kære kritiker.

Sidst sendte jeg en tekst ud til vores månedlige forfatter møde, hvor vi går i ringen og tæsker hinanden, verbalt, men på den gode måde. Jeg blev dog forhindret i at dukke op, men lo and behold, en kær sjæl havde så valgt at skrive sine tæsk ned, og sendte dem til mig. Min første reaktion var... ikke særlig pæn. Jeg synes personens kommentar var latterlige og nytteløse. Hun fattede jo helt klart ikke en skid. Men da jeg så åbnede min tekst (som rent faktisk ligger på et forlag, og de er "interesseret" - hvad fanden kan man bruge det til?) og læste den igennem, med blodet løbende ned af kinderne, kunne jeg se, at hun (i det store hele) havde ret. Det er aldrig nemt at sænke paraderne og bare modtage de tæsk der kommer, men fra tid til anden er det nødvendigt, for at udvikle sig, både som forfatter, men også som menneske. For hvis paraderne konstant er oppe slipper intet nyt igennem. Så tak for den brækkede næse. Det gjorde ondt, men jeg tror at vi bedst husker smerten. Jeg gør i hvert fald. 

Keep 'em coming.   

Tegner fundet!

Næsten da. Kan intet afsløre før vi har haft møde, men jeg håber meget på at tegneren til Sonny Søren er på plads. Hvad fanden er Sonny Søren? spørger mange. Det er en kick ass historie om anti helten (som i de gode gamle 80'ere) Sonny Søren, der bliver hvirvlet ind i et spind af løgn og forræderi, død og ødelæggelse. Og så er der selvfølgelig også en hot babe. Sonny skal op i mod den diabolske Dr. Satan, for at redde verden. Her er en lille smagsprøve: 

”Sonny, Sonny, Sonny.” Stemmen tilhørte Doktor Satan. Flokken af spassere trak sig til side, som det røde hav for Moses, og Doktoren kom gående gennem mængden med Mona Maria foran sig. En kniv mod hendes strube.

”Navnet er Søren, Sonny Søren,” sagde han hæst, og trak vejret ind i små hurtige slurke.

Doktor Satan stoppede i døråbningen, kiggede rundt i køkkenet og så hen på Sonny Søren.

”Imponerende. Jeg troede ikke du havde det i dig.”

”Og så har jeg også en stor pik,” svarede Sonny Søren med fingeren på aftrækkeren.

”Jeg har et tilbud til dig,” sagde Doktor Satan, ”du kan blive Kaptajn for min hær. De ser op til dig.”

”Jeg vil hellere kneppes i røven af en labrador med rabies,” svarede Sonny Søren.

”Skal jeg tolke det som et nej,” spurgte Doktor Satan.

”Du kan tolke det som et tegn fra Gud hvis du vil. Men jeg sværger, at når jeg forlader stedet her med Mona Maria ved min side, er det et inferno af ild og død, og det bliver .” Sonny Søren tjekkede sit ur, ”indenfor 5 min.”

Det er endnu uvist hvornår den kommer i handlen, men vi håber på 2009.