Smerten føles uudholdelig, og tårerne vælter, temmelig bogstaveligt, op i øjnene. Og jeg skal holde mig selv tilbage for ikke at gå amok på den kære kritiker.
Sidst sendte jeg en tekst ud til vores månedlige forfatter møde, hvor vi går i ringen og tæsker hinanden, verbalt, men på den gode måde. Jeg blev dog forhindret i at dukke op, men lo and behold, en kær sjæl havde så valgt at skrive sine tæsk ned, og sendte dem til mig. Min første reaktion var... ikke særlig pæn. Jeg synes personens kommentar var latterlige og nytteløse. Hun fattede jo helt klart ikke en skid. Men da jeg så åbnede min tekst (som rent faktisk ligger på et forlag, og de er "interesseret" - hvad fanden kan man bruge det til?) og læste den igennem, med blodet løbende ned af kinderne, kunne jeg se, at hun (i det store hele) havde ret. Det er aldrig nemt at sænke paraderne og bare modtage de tæsk der kommer, men fra tid til anden er det nødvendigt, for at udvikle sig, både som forfatter, men også som menneske. For hvis paraderne konstant er oppe slipper intet nyt igennem. Så tak for den brækkede næse. Det gjorde ondt, men jeg tror at vi bedst husker smerten. Jeg gør i hvert fald.
Keep 'em coming.
