torsdag den 29. oktober 2009
I dag
"Det er meget risikabelt at få en bog trykt, for det er totalt umuligt at skrive, sådan at alle læsere bliver glade og tilfredse." - Miguel de Cervantes Saavedra
fredag den 23. oktober 2009
søndag den 18. oktober 2009
Selvmord
Nej, det drejer sig ikke om Storm, men om Suspekt + LOC. Her er deres første video til "Råbe Under Vand". Det er fucking fantastisk.
fredag den 16. oktober 2009
Stadigvæk god vind til STORM i en skuffende efterårsferie
Efterårsferien er så småt ved at slutte, og selvom vejret har været halvsløjt har folk ikke væltet i biffen for at se de seneste danske bioskud på stammen. Kan det skyldes at alle var inde og se "Op" fordi det danske udvalg var lige så sløjt som vejret?
Det helt store danske actionbrag af en film, fra de to boxofficekonger Thomas og Thomas, er den danske film der har klaret sig absolut bedst i ferien. 54.949 solgte billetter. Til sammenligning kan jeg fortælle at Anders Thomas Jensens Kærlighed ved første hik lavede 54.639 billetter i åbningsugen, og kostede en brøkdel af hvad Ved Verdens Ende har kostet. (Anja & Viktor solgte 157.305 billetter i åbningsugen - og kostede 1/4 af hvad Ved Verdens Ende kostede).
Ved Verdens Ende har ikke umiddelbart på papiret haft stor modstand, folk er simpelthen bare blevet hjemme.
Storm bliver ved med at give Monsterjægerne baghjul, og har øget føringen med 9736 solgte billetter. Hurra! Og lad os ikke glemme at Monsterjægerne er ude i 82 kopier, mod Storms 76.
Om Op totalt har tromlet de to danske film ved jeg ikke (har ikke tallene på Op), men noget tyder på det. Eller også har Familien Danmark vendt tommelfingeren nedad og er blevet hjemme og spille Ludo.
Hverken Storm eller Monsterjægerne er hvad jeg ville kalde ægte Familiefilm. Monsterjægerne er for uhyggelig og Storm er for realistisk. De er simpelthen begge to for grumme til at tage de helt små med i biffen, selvom Storm nok er lidt mindre grum (viser slagstallene). Der er Op et bedre valg.
Spændende om de små poder vil strømme i skole og sprede det gode ord om Storm, således at vi kan hive den op over 175.000 solgte billetter. Håbet er lysegrønt som min producer siger. I det her tilfælde ville jeg nu nok mene det er mere lortebrunt
mandag den 12. oktober 2009
Storm giver Monsterjægerne baghjul
Weekenden er nu vel overstået, og alle producenter kan trække vejret (eller, i visse tilfælde, hoppe ud fra et meget højt hus). Vinderen mellem de to store danske satsninger blev:
Med et gennesnit på 120 solgte billetter pr. skærm, overfor Ghostbusters Jr., undskyld, Monsterjægernes 108 solgte billetter pr. skærm, lagde Storm sig sikkert i inderbanen. Om vores hund vinder hele løbet er op til jer. Men den er kommet godt fra start.
søndag den 11. oktober 2009
Søndag
Min Oscarnomineret ven, Christian E. Christiansen fortalte mig om Pablo. Fandt ham på youtube. Og det her er en deler:
lørdag den 10. oktober 2009
Storm - se den med hele familien i efterårsferien
Så er den her. Niklas, Rasmus og Jacob. Ind og se skidtet med ungerne. Kom så. Tjep, tjep. Og alle jer andre. Hop ind og se den med jeres børn, bedsteforældrene og og onkler. Har I ingen børn, så snup et nede i Føtex (de er på tilbud i denne uge) eller ring til mig, jeg lejer mine ud på timebasis. Jeg kan også levere helt friske, men så er der altså lige 9 mdr. leveringstid.
Min datter (5) har lige set den med sin kusine, faster og farmor, og hun var MEGET begejstret. Hun ringede lige da hun kom ud og fortalte (SPOILER - LAD VÆRE MED AT LÆSE MERE HVIS DU IKKE VIL VIDE HVAD FILMEN ENDER MED!!!) at hunden vandt til sidst. Og de holdt fest og ham den onde mand fik en kage i hovedet. (SÅ KAN DU GODT LÆSE IGEN) Og nu vil kusinen gerne have en hund og den skal hedde Storm. (Teknisk set har vi en, der hedder Grunk. Faktisk er den 1,5 år siden jeg gav ham væk til en familie på landet, men jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at fortælle det til min datter, så hun tror stadigvæk at Grunk er på ferie. I know, I know.)
Leger med en idé, om en pige der finder en kat der er sindssyg god til at klatre. Den skal hedde: KLO. Den kommer nok til næste efterårsferie ...
søndag den 4. oktober 2009
Hvordan finder jeg nye forfattere?
Jeg har lige været i en blitzkrig med to af mine venner, fordi jeg mente den ene var hul og tom fordi han ytrede sin mening offentligt om en bog han ikke havde læst. Eller, han havde læst den første side og en anden tilfældig side i bogen.
Som forfatter bliver jeg sgu lidt stødt. Og måske er det så mig der er hul og tom.
De to herre sammenlignede det med at se en trailer til en film. Men det er også uretfærdigt. Traileren til en bog er bagsideteksten. At læse den første side og så en tilfældig side i bogen, svarer til at se det første minut af en film og derefter et tilfældigt minut, og så kunne bedømme om det er noget makværk eller ej.
Det kan jeg ikke.
Men det store spørgsmål var: hvordan finder jeg ud af om en bog er god eller dårlig?
Og så begyndte jeg at tænke. For det meste basere jeg lysten til at læse en bog på bogens forfatter. Men hvis det var mit eneste kriterie ville jeg hurtigt løbe tør for læsestof.
Jeg får bøger anbefalet af venner og veninder, men her er jeg yderst påpasselig, og går altid ind og finder mere information på nettet om bogen. Fordi "opinions are like assholes, everybody's got one."
Ofte går jeg i boghandlere og kigger. Det er en af mine favorit beskæftigelser, at slentre rundt og kigge på bøger. Kan bruge timer her. Og her bruger jeg den såkaldte "trailer" metode sammenkoblet med Covermetoden + kendskab til forfatter og sidst, men ikke mindst, emnet. Lad det være sagt, jeg bryder mig ikke om krimier. De er spændende nok, Dennis Lehane skriver fabelagtigt spændende krimier, men det behov for en god historie får jeg dækket gemme film og tegnerserier. Når jeg læser en bog vil jeg gerne fortrylles af sproget, og allerhelst ser jeg gerne at forfatteren bruger mediet. For en bog kan ting som film og tegneserier ikke kan. Den kan (næsten fysisk) placerer mig i hovedet på en karakter. Og den kan lege med sproget. Konstruere lange eller korte sætninger.
Men alt det ved jeg jo ikke når jeg går rundt og glor i en boghandel. Så der griber jeg de covers der fænger mig, læser om bogen bagpå, og afhængig af bagsideteksten, emnet og coveret, så køber jeg bogen ... eller stiller den på plads.
Jeg læser også anmeldelser i aviserne, det var f. eks således jeg fik kendskab til "De velvillige". Det er dog yderst sjældent det fører til et køb. Eller jeg læser om nye bøger på blogs eller litteratursider.
Jeg er ikke så upfront med at være hip med den seneste nye "mode" indenfor bogverden. Jeg læser ikke litteraturmagasiner, hvor forfattere leger med mediet eller bruger sproget på en "ny og anderledes" måde. Jeg er nok lidt gammeldags her. Jeg finder stadigvæk nye stemmer hele tiden i den mere eller mindre velkendte form - romanen.
Så alt i alt så finder jeg nye forfattere på mange måder. Herhjemme er vi også så heldige at have et bibliotek lige ved hånden, hvor man kan få kyndig hjælp og slentre rundt i timevis. Jeg bruger det dog ikke så ofte. Jeg glemmer altid at aflevere, på trods af mails og sms, og ender med en bøde på 80 kr. + jeg læser mange bøger på en gang. Og nogle er jeg lang tid om at læse, andre sluger jeg. Og så laver jeg noter i bøgerne. Og det går ikke rigtigt hvis det er bibliotekets bøger.
"The Ice Storm" købte jeg i LA, grundet coveret. Jeg kendte filmen, men brød mig ikke om den, men det cover, det snakkede til mig, og jeg vidste, at selvom bogen stank, så ville coveret være hver en dollar værd. Bogen var forøvrigt absolut fantastisk. Rick Moodys sprog er langsomt, detaljeret og melankolsk.
Så nogle gange, så bedømmer jeg en bog på coveret. Hey, jeg er ikke fejlfri.
torsdag den 1. oktober 2009
5. klasse på Kirkeskovsskolen ved Skælskør
Piger og drenge (og yndige klasselærer)
Tusind tak fordi I læser Æblet. Jeg glæder mig meget til at høre hvad I mener. God fornøjelse.
- Jesper
ps. Min roman Soldater græder ikke udkommer 29. oktober.
Abonner på:
Opslag (Atom)