Jeg har lige været i en blitzkrig med to af mine venner, fordi jeg mente den ene var hul og tom fordi han ytrede sin mening offentligt om en bog han ikke havde læst. Eller, han havde læst den første side og en anden tilfældig side i bogen.
Som forfatter bliver jeg sgu lidt stødt. Og måske er det så mig der er hul og tom.
De to herre sammenlignede det med at se en trailer til en film. Men det er også uretfærdigt. Traileren til en bog er bagsideteksten. At læse den første side og så en tilfældig side i bogen, svarer til at se det første minut af en film og derefter et tilfældigt minut, og så kunne bedømme om det er noget makværk eller ej.
Det kan jeg ikke.
Men det store spørgsmål var: hvordan finder jeg ud af om en bog er god eller dårlig?
Og så begyndte jeg at tænke. For det meste basere jeg lysten til at læse en bog på bogens forfatter. Men hvis det var mit eneste kriterie ville jeg hurtigt løbe tør for læsestof.
Jeg får bøger anbefalet af venner og veninder, men her er jeg yderst påpasselig, og går altid ind og finder mere information på nettet om bogen. Fordi "opinions are like assholes, everybody's got one."
Ofte går jeg i boghandlere og kigger. Det er en af mine favorit beskæftigelser, at slentre rundt og kigge på bøger. Kan bruge timer her. Og her bruger jeg den såkaldte "trailer" metode sammenkoblet med Covermetoden + kendskab til forfatter og sidst, men ikke mindst, emnet. Lad det være sagt, jeg bryder mig ikke om krimier. De er spændende nok, Dennis Lehane skriver fabelagtigt spændende krimier, men det behov for en god historie får jeg dækket gemme film og tegnerserier. Når jeg læser en bog vil jeg gerne fortrylles af sproget, og allerhelst ser jeg gerne at forfatteren bruger mediet. For en bog kan ting som film og tegneserier ikke kan. Den kan (næsten fysisk) placerer mig i hovedet på en karakter. Og den kan lege med sproget. Konstruere lange eller korte sætninger.
Men alt det ved jeg jo ikke når jeg går rundt og glor i en boghandel. Så der griber jeg de covers der fænger mig, læser om bogen bagpå, og afhængig af bagsideteksten, emnet og coveret, så køber jeg bogen ... eller stiller den på plads.
Jeg læser også anmeldelser i aviserne, det var f. eks således jeg fik kendskab til "De velvillige". Det er dog yderst sjældent det fører til et køb. Eller jeg læser om nye bøger på blogs eller litteratursider.
Jeg er ikke så upfront med at være hip med den seneste nye "mode" indenfor bogverden. Jeg læser ikke litteraturmagasiner, hvor forfattere leger med mediet eller bruger sproget på en "ny og anderledes" måde. Jeg er nok lidt gammeldags her. Jeg finder stadigvæk nye stemmer hele tiden i den mere eller mindre velkendte form - romanen.
Så alt i alt så finder jeg nye forfattere på mange måder. Herhjemme er vi også så heldige at have et bibliotek lige ved hånden, hvor man kan få kyndig hjælp og slentre rundt i timevis. Jeg bruger det dog ikke så ofte. Jeg glemmer altid at aflevere, på trods af mails og sms, og ender med en bøde på 80 kr. + jeg læser mange bøger på en gang. Og nogle er jeg lang tid om at læse, andre sluger jeg. Og så laver jeg noter i bøgerne. Og det går ikke rigtigt hvis det er bibliotekets bøger.
"The Ice Storm" købte jeg i LA, grundet coveret. Jeg kendte filmen, men brød mig ikke om den, men det cover, det snakkede til mig, og jeg vidste, at selvom bogen stank, så ville coveret være hver en dollar værd. Bogen var forøvrigt absolut fantastisk. Rick Moodys sprog er langsomt, detaljeret og melankolsk.
Så nogle gange, så bedømmer jeg en bog på coveret. Hey, jeg er ikke fejlfri.
