crazy svineinfluenza

De sidste par måneder har været ret hektiske. Først skrev jeg på en film sammen med en anden, så skulle jeg pludselig instruer selv samme film, så skrev jeg på den alene, indtil jeg fandt ud af hvis jeg skulle instruere en film, så skulle det ikke være den, så jeg mødtes med ham jeg oprindeligt havde skrevet den med og gav ham hele lortet. Så gik jeg i hundene et par uger. Min producer ringede og spurgte tvivlende om jeg var ok. Jeg vidste det helt ærligt ikke, for jeg vidste ikke om jeg lige havde forspildt en kæmpe chance. Før jeg ramte bunden løb jeg ind i Laserdisken og købte Romeo + Julie. Dem begge to. Og så vidste jeg hvad jeg ville. Jeg ville lave en kærlighedsfilm. Men jeg ville frygtelig gerne have sværd med i min kærlighedsfilm. Jeg ringede til min ven, Dave, og han fandt på en måde hvorpå jeg kunne have sværd med i filmen. Så begyndte jeg at skrive på en ny film, trods feber, hoste og svine mange latin lektier. Jeg mødtes med den Oscarnomineret instruktør jeg kender, pitchede filmen for ham, og han var pjattede. Ville gerne skrive med. Og vi har ikke skrevet noget sammen i lang tid (ud over det der andet projekt, som ligger lige så stille som en Thailuder mandag morgen, efter flåden er sejlet). Hele denne weekend, i en febertåge, har jeg skrevet på en kærlighedsfilm. Det var meningen jeg bare lige skulle knalde en synopsis af på en side, men den endte med at fylde 7. På skrivebordet ligger Sonny Søren og venter på godkendelse af rettelser. Inde på Carlsen sidder en redaktør og venter på 2. bog i Ronin serien. Nede i Blockbuster mødte jeg Amalie, en skuespiller jeg castede til den første film, som jeg nu ikke skal lave alligevel, og jeg fortalte hende at jeg arbejdede på noget andet, ikke med ham den første, men med to andre. Hun glædede sig meget til at læse. The heat is on. Men det er kun godt. Jeg venter på at Dave og den Oscarnomineret instruktør skal vende tilbage med kommentar på min feber-agtige kærlighedshistorie. Jeg skal forresten også snart mødes med Ole B. (Bornedal), fordi Peder Pedersen burde være kommet hjem fra USA, med mindre han er endt i isolation i lufthaven, hvor de har glemt at fortælle personalet at svineinfluenzaen slet ikke er farlig. Altså, hvis han har svineinfluenza. Nå men i enden skal det hele nok blive godt.

Lost and found

Er ved at rydde op i mine (resterende) dvd'er. Jeg har lige haft indbrud i mit kælderrum hvor alle dvd'er fra A-M blev nuppet (de lå i en taske) + min Superman tin box (SUK!).

Nå, men jeg faldt over 30 Rock, første sæson, som jeg har forsøgt at se et gange, men Tina Fey irriterer mig af en eller anden besynderlig grund grænseløst. Så hvis der sidder en fan (eller kommende fan) derude, der bare synes (ligesom millioner andre) at det her er TOP sjovt, så kan første sæson (region 2, engelsk u. undertekster) afhentes her på adressen, kvit og frit.

Først til mølle ...

Soldater græder ikke, Lektør

Så er lektørudtalelsen her. Og den er jeg sgu rigtig stolt af:

Bogen er velskrevet, og børnenes hårde sprog overbeviser og gør indtryk; bag de hårde facader gemmer sig børn, som i den grad savner nærværende og kærlige forældre.

Her følger hele udtalelsen til dem der vil vide mere:

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kuldslået og knugende lille roman om en 11-årig pige, der bliver tvangsfjernet. De alvorlige emner taget i betragtning er det en bog, som skal formidles, og den henvender sig til modne børn fra cirka 12 år. Vil nok mest blive brugt i forbindelse med emnearbejde

Beskrivelse

Elektra er 11 år, da hun bliver tvangsfjernet pga. sin alkoholiserede mors massive omsorgssvigt. Elektras far er soldat og meldt savnet i Afghanistan, men Elektra er overbevist om, at han snart kommer hjem og redder hende. Når det hele bliver for slemt, tager Elektra farens soldaterhjelm på og drømmer sig væk. Elektra bliver fjernet hjemmefra og kommer til børnehjemmet Solsikken, hvor de andre børn er nogle hårde negle. Børnehjemmet er ikke lutter lagkage, og da Elektra sammen med en forhærdet 15-årig grønlandsk dreng, en misbrugt pige og to fortabte brødre kommer til at stjæle en rød Ferrari, går det helt galt. Bogen er velskrevet, og børnenes hårde sprog overbeviser og gør indtryk; bag de hårde facader gemmer sig børn, som i den grad savner nærværende og kærlige forældre

Sammenligning

Jesper Nicolaj Christiansen (f. 1972) har tidligere udgivet billedromanen Æblet i 2008 og et par bøger i Dingo-serien

Samlet konklusion

Velskrevet og kuldslået lille roman om tvangsfjernelse af en 11-årig pige, som kommer rigtig galt af sted. Overbevisende og knugende læsning, som kan bruges til emnearbejde fra cirka 12 år

Det hvide guld

Min gode ven, instruktøren Peder Pedersen, har gjort en lille kortfilm. Eller, nej. Peder Pedersen har gjort en lille perle af en kortfilm.

Kort fortalt handler den om Lars, der bor i Sverige, hvor han for en sum penge leverer en klat af det hvide, til kvinder der er skrunk.

Og det bliver en god sidegeshäft. Desværre mener en af de kvinder som Lars har afleveret en leverance til, at Lars har yderligere forpligtigelser, ud over de på forhånd aftalte. Det fører til megen komik, men ender temmelig tragisk. Både for Lars og den skrunke svenske kvinde.

Peter Pilegaard, som spiller Lars, er filmens absolutte højdepunkt. Han spiller underholdende og ærligt, og lur mig om der ikke ligger en spillefilm og venter på manden derude. Derudover er filmens kerne, filmens nerve, Peder Pedersens meget meget stilsikre instruktion. Hvis DFI for fremtiden giver så meget som et kvæk fra sig når Peder søger, så er det fordi konsulenten er uden evner. Fordi en ting slår Peder Pedersen fast, med ni tommer søm, i denne kortfilm, at han er så kompetent, at han i filmens verden kan gå på vandet. Og han er lige præcis det, som dansk film mangler allermest: en visuel kompetent instruktør. Lars Von Trier, ryst i bukserne af skræk, Ole Bornedal, føl dig truet på dine egenmærker: Peder Pedersen kommer.

Som en sidebemærkning så kan jeg fortælle at Marcel Zyskind har filmet (kendt fra Gabriels Ord).

Filmen er lavet uden støtte fra andet end Peders kone (økonomisk). Den har ikke kostet alverden, men ser ti gange bedre ud end de sidste tre kortfilm jeg har set fra DFI (der hver har kostet over en million). Denne mand har kæmpetalent. Giv ham en spillefilm.

Det hvide guld kan downloades ganske gratis her. Gør det:

www.thewhitegold.com/Det_Hvide_Guld_dvdrip.mp4.zip

Når Peder Pedersen ikke laver gratis kortfilm, så laver han reklamefilm for Lego. Pt. er han på Skywalker ranch. Så med mindre DFI får klør fem trukket ud af Von Triers numse og kommer i gang, så mister vi denne visuelle instruktør til amerikanerne.

En læser anmelder soldater

På boggnaskeren har Josephine anmeldt "Soldater græder ikke". Hun skriver bl. a.:

Dette er en stærk bog, som går lige ind. Den er læst fra Elektra synspunkt og meget meget flot. Og reflekterende. Jeg græd som pisket flere gange og må nok sande jeg ingen soldat er .

Personkaraktestikkerne er noget ud over det sædvanlige.

Jeg vil ikke sige så megt i frygt for at komme til at ødelægge det. Denne bog må og skal læses. Det har den fortjent og det har I fortjent.

Så tror jeg vist ikke jeg har så meget andet at sige end: Amen. Og tak, Josephine.

Vil Joan Ørting også dø?

På forsiden af Ekstra Bladet i dag kan man, i mere eller mindre chokeret tilstand, læse at Brian Holm ville skyde sig selv. Det synes at være endnu en krusning på en bølge af semi-kendte mennesker der træder frem, og for pressen og resten af Danmark åbenbarer at de faktisk engang i deres liv tænkte på at dø.

WOW!

Robert Hansen var på forsiden af ovennævnte avis for godt en uge siden med samme melding om at han engang havde tænkt på at begå selvmord. Gitte Stallone Nielsen fyldte næsten en hel sektion i Berlingske (bogsektionen - suk!) hvor hun fortalte at hun også en gang havde overvejet selvmord.

Det synes at være et patetisk forsøg for voksne fornuftige mennesker på at nå ungdommens publikum. Eller er vi voksne bare igen håbløst bagefter? Ungdomskulturen har de sidste par år haft selvmord på top 1 over hotte emner. At være Emo var bare fucking hot. Enhver ung person med bare en lille smule respekt for sig selv har indenfor de sidste to år gået og leget med tanken om at dø. Sagt på en anden måde, selvmord har været in.

Og nu følger de kendte, eller semi-kendte, så trop. Nu er det deres tur til at bade sig i verdens medlidenheden over deres triste liv i sus og dus.

Det er patetisk. Det er vulgært og væmmeligt. Og det er lige gyldigt.

Det er som om at de kendte (eller semi-kendte) har øjnet en chance i selvmordet, til at kravle tilbage på scenen, for nu kan de relaterer til de unge mennesker.

At der rent faktisk er mennesker der dør af selvmord, synes at være både de kendte (der jo har tænkt på det) og pressen (der åbenbart mener det er relevant for offentligheden at brede enhver semi-kendt danskers tanker ud til resten af nationen) en gåde.

Men virkeligheden er altså, at der er lige så mange der mister livet ved selvmord som i trafikulykker herhjemme. I 1997 (som var sidste offentliggjorte tal jeg kunne finde) døde 814 personer af selvmord.

At mindst 99% af alle mennesker på jorden har tænkt på at dø, på et eller andet tidspunkt i deres liv, er næsten en kendsgerning.

At skrive et Robert Hansen overvejede at begå selvmord har omtrent samme nyhedsværdi som at skrive at Robert Hansen lige har lagt en bæ. Eller Gitte Nielsen. Hvor stort havde det ikke været at starte sin selvbiografi med at man sidder på lokum og lægger en ordentlig kage, i stedet for at hun ligger i badekarret og tænker på at dø? Nu kender jeg jo ikke til Gitte Nielsens afføring, men jeg havde nok læst bogsektionen i Berlingske i weekenden, hvis den havde handlet om at Gitte lagde nogle enormt store lorte. Fordi det havde været en nyhed. Ikke meget større end Gitte har overvejet at slå sig selv ihjel, men lidt. Og en del mere interessant.

Jeg venter spændt på at Joan Ørting, Danmarks Dummeste Darling, træder frem, og med gråd i stemmen og tårer i øjnene, og fortæller at hun faktisk også en gang har tænkt på om hun måske skulle overveje at fundere over om hun ikke skulle tage livet af sig selv.

En ting er, at de mennesker der rent faktisk dør af selvmord, og der er en del, bliver mere eller mindre latterliggjorte af disse semi-kendte menneskers forsøg på at dramatisere deres ellers meningsløse liv, men en anden ting er at ungdomskulturen, hvor EMOerne er ved at uddø, en ungdomskultur der ser op til disse kendte, rent faktisk får det indtryk at vil du være semi-kendt, så skal du tænke på at dø.

Det er flot Brian, Robert og Gitte. Nu har forældre og skolelærer knoklet i flere år på at forklare de unge mennesker at det faktisk ikke er så fedt at begå selvmord, og så træder I tre idioter frem, i et håbløst forsøg på at opnå medlidenheden og rækker ud og nå jeres "publikum", ved at sige til dem, at det der med selvmord, det måske ikke er så dumt endda.

Jo, det er dumt. Det er snot hamrende pinligt og patetisk at ville begå selvmord. Det er navlepillende og egoistisk.

I en lidt anden, men ikke helt fremmede boldgade, kommer så vores ønske som nation om at have det dårligt. Jeg hørte et fremragende interview på P1 for et stykke tid siden, med en kvindelig psykiater, der skældte og smældte ud på befolkningen og sine kollegaer over hvor let de tager på depressioner. Det er blevet en folkesygdom. Alle er deprimeret. Hun nævnte i interviewet tre tilfælde som næsten samtlige psykologer og psykiatere fejlmedicinere/fortolker: når et nært familiemedlem dør, når en kæreste går, når man bliver fyret.

Det er ikke en depression du får, fordi du bliver ked af det. Det betyder ikke du er deprimeret. Det betyder du er et menneske. Det betyder du har følelser. Det er en proces som man skal igennem, medicin kan hjælpe, men som C.S. Lewis sagde "There is nothing we can do with suffering except to suffer it." Du kan godt proppe dig med piller og bliver diagnosticeret som deprimeret, men det kommer du ikke hurtige igennem smerten af. Tvært imod kan den bibringe til øget selvmedlidenhed, som trækker smerten i langdrag.

Man bliver deprimeret i den perioden, men det tror fanden. Konen er skredet, mor er død, du har mistet drømmejobbet. Det er naturligligt at føle smerte og sorg, og det kan være vanskeligt at håndtere det. Det er en del af livet. Vi håndtere disse situationer forskelligt. Nogle går helt ned, andre er mere stoiske. Men smerten er der og den skal gennemleves. Måske heller psykologerne og psykiaterne skulle bruge deres kræfter der, mente hun.

Der er mennesker her i verden som er kronisk deprimeret. Jeg har en nær ven. Det er næsten umuligt at leve med, og hver dag er en kamp. Men han kæmper bravt. Så jeg kan godt bliver bister når folk kommer til mig og fortæller de er på lykkepiller fordi deres hamster er død. For det første nedgør de sygdommen. De gør den til noget banalt og ligegyldigt. For det andet spilder de samfundets resourcer på at løbe til psykologerne og psykiatere med banale problemer. Således at min ven skal vente i månedsvis på en samtale.

Men det bliver nok morgendagens overskrift:

Joan Ørting - Jeg var engang ked af det!

Sonny Søren udsat

Desværre er Sonny Søren af den øverste ledelse på big G blevet udskudt til næste år. I følge min redaktør kommer den til foråret, men jeg vil ikke anbefale nogle at holde vejret.

Til de hungrende fans derude følger her en kort tekstsmagsprøve samt et cover som ikke bliver brugt. Enjoy:

"Mens mængden af mentalt handicappede voksede udenfor de knagende døre stod Sonny Søren og hamrede panden ind i fryseren. Han havde lige tjekket rummet. Det var en blindgyde. Han var fanget. Som en rotte i en bur, kunne han nu kun afvente den uundgåelige sønderrivning af sin krop, af massen udenfor.

Han bankede panden ekstra hårdt ind i fryseren og hørte et stille ”klopf”. Til venstre havde en skuffe åbnet sig. I den lå der sølvpapir, fryseposer og en rulle gaffatape. Sonny Søren åbnede skuffen helt og tog rullen ud. Han åbnede skuffen ovenover. Der lå to dåseåbnere af den lille håndmodel. Sonny Sørens øjne gled fra gaffatapen til dåseåbnerne. Så smilte han. Ondskabsfuldt."

ps. farverne er off.

Bogvægten

Soldater græder ikke er blevet anmeldt på www.bogvaegten.dk:

"Hurtig, let læst realismegyser med indlagte chokeffekter. Stor indlevelse i børnene og deres sammensatte naturer."

"Elektras liv deler sig mellem uhyggelig realisme og drømme med faren som ridder, og man kan kun håbe på, at de mange fiktive overdrivelser er aldeles uden forbindelse til virkeligheden i landet med velfærden."

Til det kan jeg kun svarer at virkeligheden overgår fantasien. Jeg blev af forlaget bedt om at tone visse elementer ned, fordi det var for "uvirkeligt". Bogen er baseret på samtaler med pædagoger, arbejde på et observations- og behandlingshjem samt en del research. Virkelighedens Danmark er den fiktive litteratur ikke klar til endnu.