Og det, mine damer og herrer, er grunden til jeg skriver:

Her er en kommentar fra en skolelærer, som jeg lige vil fremhæve da den ligger gemt langt borte i en gammel klumme. Men for mig rammer den hovedet på sømmet, med hele galskaben med at bruge de fleste af sine vågne timer i en anden verden:

Jeg har lige læst din bog ; Soldater græder ikke, for en 5 klasse i udkanten af Hillerød( lånt på hillerød bibliotek med venteliste) og den gjorde et stærkt indtryk på dem, den talte et sprog og i den kode de kan forstå. En af drengene i klassen bor selv på et opholdssted, og det betød meget for ham at blive spejlet.
Tak for din bog og tak for at jeg som lærer, kan give eleverne den oplevelse det var at læse din bog :-))
Mange hilsner
Louise Ahrensbach

Kære Louise,

Tusinde tak for din kommentar. Et af mine korstog med denne bog, har været et forsøg på at gøre danske børn (af alle hudfarver og etniske oprindelser) opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis skal rejse til Afrika for at finde børn i nød. At vi har dem lige her, udenfor vores egen velfærdsdør.

Og det betyder alt at læse, at du har en dreng i klassen der kan spejle sig i det her. Jeg tror det betyder rigtig meget for disse børn, at blive hørt og set.

Jeg kan endvidere fortælle dig, at jeg netop nu sidder og skriver på et filmmanuskript til "Soldater Græder Ikke", en såkaldt adaption, støttet af DFI (Det Danske Filminstitut) og med Jesper W. Nielsen tilknyttet som instruktør. Foreløbig skriver vi manuskriptet, og så må vi se om det også bliver filmatiseret.

Endnu engang, tusind tak for at læse bogen, og tusind tak for at skrive.