Nu skal vi kraftstejlme være lykkelige, skal vi.
Vi har opfundet, hang onto something, den lykkelige skilsmisse. Antonym anyone.
Hvorfor pokker må vi nu ikke være ulykkelige når drømmene brister? Når vores børn skal kastes rundt, som kaniner blandt ulve? Når alt det vi håbede på ikke blev? Hvorfor skal vi absolut være lykkelige konstant? Nogle vil indskyde, at der absolut intet positivt er i at være ulykkelig, så hvorfor ikke bare eliminere den følelse, så er den ude af verden? Men hvordan fanden ved vi, at vi er lykkelige hvis vi ikke må være ulykkelige? Hvis selv vores skilsmisse, skal være båret- og præget af lykke.
Jeg giver ikke her udtryk for, at fordi man bliver skilt skal man hade hinanden resten af livet, men man bliver dog - skilt - og gennemgår som følge deraf, forhåbentlig, en masse tumulte følelser, hvoraf en af den er ulykke. Jeg forstå slet ikke begrebet "lykkelig skilsmisse". Dermed ikke sagt at man ikke kan være lykkelig for at blive skilt. Det kan man sagtens. Men en skilsmisse må og skal da klassificeres som en ulykkelig begivenhed. Eller i det mindste ikke som en lykkelig en.
Det næste bliver den lykkelige vuggedød, den lykkelige kræftpatient eller den lykkelige atomulykke.
