Mærkelige skibe i Storm

Sidste lørdag var jeg til holdfest på efterårets store børnefilm "Storm." Jeg bryder mig egentlig ikke om holdfester, eller fester i det hele taget. En masse fremmede mennesker jeg ikke kender. Men jeg tog med til denne her fordi:

1. Jennifer Green (produceren og ven) krævede jeg kom.

2. Fordi de to manusforfattere Ib og Jørgen var der, og vi skulle lige have en lille snak.

Det var hyggeligt nok. Jeg sad ved siden af filmens klipper, Mette Zeruneith, og skræmte vist næsten livet af hende med alle mine spørgsmål. Jeg fik dog kun lov til at sidde der til filmens fotograf (Bo Tengberg) kom, i hvid åbenstående skjorte og solbrændt. Så røg jeg ud af stolen. Hvad fanden er det med fotografer og kvinder? Nå, men det gav mig god anledning til at tage hjem. På vej ud af døren mødte jeg filmens stjerne, Marcus Rønnov, som spiller Freddie, og hans forældre. 

Vi havde, ud over god mad, også fået lov til at se nogle scener fra filmen, bl. a. en scene som jeg (i al beskedenhed) har skrevet i mit oprindelige oplæg. Det giver altså et sug i maven at se noget man har skrevet på et stykke papir, oppe på en skærm. Nå, men Marcus spiller rigtig godt i filmen, hvilket jeg jo var meget lettet over. Og så ligner han den Freddie jeg havde i tankerne da jeg skrev.  Det er ikke helt tilfældigt, fordi Jennifer har fulgt projektet hele vejen og vi har nok "set" det samme. Hun har i hvert fald kæmpet for at min (vores) version af historien kom med op på det store lærred. Ud fra hvad jeg ellers kunne se, bliver det en super fed børnefilm. Ib og Jørgen Kastrup (ingen relation) har skrevet en vedkommende fortælling om et venskab mellem en dreng og en hund. 

Jeg snakkede en del med Marcus' forældre. De var mægtig søde og (som de eneste) interesseret i hvordan jeg var kommet på idéen. Så jeg fortalte om min hund, Grunk, (et stort skrummel der kunne løbe helvedes hurtigt) og min far (min far hed Freddy) og hvordan min idé havde været en smule... større. I mit oplæg skulle Freddie og Storm til VM i London. I Ib og Jørgens skal de til lokalløb på Kallerupbanen. Det er typisk dansk film. Her er et eksempel:

Amerikansk film - Starter med to fly der støder sammen i en eksplosion af ild, stål og død.

Dansk film - To cyklister der støder sammen, og den ene slår albuen, og det bløder (måske). 

Det er lidt som forskellen på Ib & Jørgens manus og mit forslag. 

Trods det bliver Storm anderledes end den masse af danske børnefilm vi har set i biffen på det sidste, for det første er det en god idé (Lassie møder Rocky) og for det andet spiller børnene, i hvert fald Marcus (undskyld til de andre børn, men jeg så ikke nok) og hunden pisse godt. Det virker. Og hvis man ikke kniber en tårer i løbet af den film, så har man et hjerte af adamantium. (Jeg tudede på det 1,5 min. klip jeg så, but I'm easy). Og så er der nogle monster fede hundevæddeløbsscener. Sjovt nok var DFI's største skepsis om man kunne lave væddeløbsscenerne godt nok (hvilket Jennifer og jeg hele tiden har påstået ikke ville være noget problem.) Prøverne ser eddemane fede ud, så man kan allerede godt nu begynde at glæde sig til at sidde på kanten af sædet. Jeg skal se om jeg ikke kan overtale Jennifer til at lægge prøverne på nettet.

Filmen åbner til efterårsferien. Hvis du er nysgerig og vil læse mere om filmen så klik her! (Og nej, jeg kan ikke skaffe gratis billetter, I må selv købe!) Teaseren er snart i biffen.

Jeg har tidligere nævnt at min gode ven, den Oscarnomineret Christian E. Christiansen er Over There og laver ungdomsthrilleren "The Roommate" (Ikke at forveksle med The Roommate (1985), The Roomate (1998), The Roommate (2007) eller The Roommate (2008), man skulle tro at amerikanerne, af alle, havde en smule mere fantasi.) Anyway, hvis man vil vide mere om "The Roomate" (2010), så kan man klikke her. Jeg glæder mig rigtig meget til at se den, og Christian - I wish I was there.

En anden ven, som ikke har været Oscarnomineret, men så tilgengæld er en hel del kønnere end Christian, er Anita Krumbach, som har skrevet en ny børnebog "Et Mærkeligt Skib." Jeg har ikke selv fået den læst endnu, men den har fået fem stjerner i Politiken, Berlingske og JP. Og rigtig meget ros på diverse sider på nettet. En god gaveidé i stedet for et påskeæg, til større piger og drenge. Man kan læse om den og købe den her. 

Katolske superhelte, fladskærme, Podcast og PostDk - Alle livets højdepunkter og nedture

Til dem der kunne være interesseret har jeg skrevet en artikel til Katolsk Orientering om religion i Superhelte tegneserier, med fokus på katolicismen. Desværre var det ikke muligt for dem at bringe billeder af de i artiklen nævnte superhelte, grundet tekniske problemer, men hvis du altid har undret dig over hvem eller hvad Batman troede på, så klik her. 

I anledning af påsken kan jeg kun tilskynde at man tager sig en på opleveren, som det vist ikke hedder mere, og går i kirke. Hvis du kun går i kirke én gang om året, så gå til en (katolsk) påskemesse. Det er noget helt specielt. D. 11/4 kl. 21.30 er der påskenatliturgi i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade. Det er en meget speciel og bevægende oplevelse. Se mere på kirkens hjemmeside.

Fra religion hopper vi direkte over til fladskærms TV. De fleste af jer kan selv tænke jer til forbindelsen. Jeg var igår ude ved min gode ven, Jacob, der havde investeret i en Mother af et Tv, en 50" Panasonic skærm. 50 fucking tommer. Det er altså stort. Efter at have hjulpet ham med at sætte det op og set "Iron Man" på Blue Ray (står krystal klart) og derefter spillet Champion of Norrath hele natten, en det en nederen oplevelse at komme hjem til sine 25" der fylder ca. 1x1,5 m2 og vejer over 50 kg. (50" vejede 42 kg.) Tilgengæld sidder jeg på min altan og ser ud over Volden mens solen skinner. Og så er livet ikke helt dårligt.

Speak of the devil, PostDanmark har sammen med vores vidunderlige regering gjort det umuligt for læselystne piger og drenge i alle aldre, der gerne vil læse deres engelske litteratur på originalsproget, at bestille bøger på den helt fantastiske hjemmeside Bookdepository. Vi er det eneste land i den vestlige verden de ikke må sende litteratur til. Norge og Sverige, ikke noget problem. Men Danmark! Nej tak. Det kunne jo være at folk blev klogere og begyndte at stille spøgrsmål. Og så er det alligevel nemmere at frigive noget SP pension, så de kan købe flere og større fladskærme, og læne sig tilbage i stolen, og ser genudsendelser af endnu et show hvor nogle håbløse tumper stiller sig op og synger, eller danser, eller hvad fanden hjernedød underholdning man nu mener vores licenspenge skal smides efter.

Hvis du gerne vil blive klogere, så kan du lytte til undergrundspodcasten dobbelt d's definitive dvd podcast, hvor to gutter i al hemmelighed forsøger at give lidt viden om film videre til masserne. Det bliver optaget i ly af mørket, på en ikke nævnbar adresse i København, bag gitter og på Davids mors computer, så det er umuligt at spore. I sidste program (episode 54) var jeg stand-in for Dennis (det ene dobbelt D). David (det andet dobbelt D) og jeg snakkede om svensk/dansk film, tidsrejser og John Hughes. David er det menneske i Danmark jeg kender, der ved absolut mest om film. Han er en guldmine. Det er vel et spørgsmål om tid før regeringen eller PostDanmark finder ham, sejler ham ud til Samsø og giver ham et nakkeskud, som de har gjort med vores velfærdssamfund og vores næstekærlighed. Anyway, hør show 54 her. Men sig det ikke til regeringen, for så lukker de sgu nok også den.

Sure sokker i Hollywood

For nogle uger siden fik jeg et underligt opkald. Klokken var sent, og jeg lå i min seng, iført t-shirt, boxershorts og sure strømper. Jeg mener nok jeg lå og stirrede blankt ud i luften. Børnene sov og alt åndede fred.

Opkaldet var fra min gode ven, den Oscar nomineret instruktør Christian E. Christiansen. Samtalen forløb sådan ca. således.

"Hej Jæver!"

"Christian, det er lang tid siden."

"Gæt hvor jeg står?"

"Pas."

"På Sony studierne i Hollywood. De har greenlighted filmen" (Omtalte film er en amerikansk ungdomsthriller, "The Roommate".)

"Det er løgn!"

"Nej, gu er det ej. Jeg står her sgu."

"Hvor er det... fantastisk" (Grådkvalt).

"Nå, men jeg skal lige ind til et møde med producerne. Vi snakkes ved." Klik.

Og der sad jeg så, halvnøgen i min 90 cm. brede seng og stirrede ud i mørket på mine sure strømper. Jeg har aldrig i mit liv været tættere på bunden. Selvfølgelig er jeg glad på Christians vegne. Han er en de sødeste og bedste mennesker jeg kender. Og hvis nogen fortjener det, så er det Christian. Men fuck, hvor var København lille i det øjeblik, og damn hvor mine strømper stank. Og den altan, den kaldte på mig, hviskede mit navn. Jeg ville ligge så smuk smattet ud på fortovet. I det mindste ville jeg så pynte.

Jeg rejste mig op, men jeg gik ikke ud på altanen, men derimod hen til computeren, tørrede tårerne bort, tændte svinet, så rummet blev indhyllet i den blågrønne lys, og begyndte at skrive.

Det kan godt være jeg sad i fucking København, med mine fucking strømper på, klokken fucking lort om natten. Det kan godt være jeg lige havde tudet som en lille tøs, men fandeme om jeg bare ville ligge mig ned og dø. Jeg skrev. Jeg skrev så blodet sprøjtede ud på keyboardet.

Nej. Det er løgn. Jeg ville ønske det var sandheden, men den skinbarlige sandhed var at jeg græd mig selv i søvn, med strømper på.

Nogle gange er livet en tæve.

Robert og robotten på top 10

Yes! Så skete det. Robert og robotten er på top 10 listen over letlæsningsforeslag fra Lyngby Bibliotek. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig. Tak til Lyngby Bibliotek for at give Robert og robotten lidt opmærksomhed.

2 er på vej (er der ekko her?). Den kommer meget, meget snart. Om 3'eren kommer afhænger af salget af 2'eren (og 1'eren). Så alle Jer derude, I ved godt hvem I er, alle Jer der påstod at I hvert fald nok skulle købe bogen. Nu er det tid til at være mand af sit ord, og hive de 125 kr. op ad lommen og bestille svinet. Hvert køb tæller, også dit. Jeg har planlagt fem bøger i serien, og det ville være en skam at stoppe mens den fede dame synger. Fremtiden lover kæmperobotkampe, hjernemonstre og smukke kvinder med dødbringende laserguns. Og mens I er i gang med at bruge af SP opsparingen, så vil det næsten være fjollet ikke også at købe Æblet.

Køb Robert og robotten # 1 HER

Køb Æblet HER

Om at få tæsk - del 2 "Fightclub"

I want you to hit me as hard as you can! Brad Pitts udødelige replik fra filmen Fight Club, har stadigvæk en klang af sandhed. I hvert fald når man skriver. Det eneste kritik man kan bruge til noget er den der slår hårdt. Alle tøseslagene hvor der holdes igen af frygt for at skade forfatteren er totalt ubrugelige. Derfor sendte jeg også min roman retur til min gode ven, Mr. Press med ordene "I want you to hit me as hard as you can." Og det gjorde han så. Ord som "dilletant sætning", "røvkedeligt" og "Kliché" var spredt med rund hånd ud over siderne, og derudover forsøgte den stakkels mand også at lærer mig grammatik. Som at lære en abe 2. grads ligninger. Anyhow. Jeg tørrede blodet væk fra ansigtet, rejste mig fra den klamme jord og sprang ind i kampen. Kapitel 1 blev en side kortere, og i kapitel 3 SKER der nu noget. Osv. Kort sagt, et blåt øje og et bøjet ribben, og jeg blev, om ikke et bedre menneske, så en bedre forfatter.  

Vi mødes også i forfatter regi, fra skolen, en gang om måneden, og har vores egen lille Fight Club.  Her bliver der slået knap så hårdt, nok mest fordi vi helst ser alle kan gå hjem. Men der bliver delt lidt tæsk ud. Det skal der. Ellers udvikler vi os ikke, og hvis vi ikke udvikler os, er vi en konstant gentagelse af noget der er blevet overflødigt.

Så SKÅL for blå mærker og løse tænder. Og her, et par kloge ord fra vores sponsor:

Narrator: Well, what do you want me to do? You just want me to hit you? 
Tyler Durden: C'mon, do me this one favor. 
Narrator: Why? 
Tyler Durden: Why? I don't know why; I don't know. Never been in a fight. You? 
Narrator: No, but that's a good thing. 
Tyler Durden: No, it is not. How much can you know about yourself, you've never been in a fight? I don't wanna die without any scars. So come on; hit me before I lose my nerve. 
Narrator: This is crazy. 
Tyler Durden: So go crazy. Let 'er rip. 
Narrator: I don't know about this. 
Tyler Durden: I don't either. Who gives a shit? No one's watching. What do you care? 
Narrator: Whoa, wait, this is crazy. You want me to hit you? 
Tyler Durden: That's right. 
Narrator: What, like in the face? 
Tyler Durden: Surprise me. 
Narrator: This is so fucking stupid... 
[Narrator swings, connects against Tyler's head] 
Tyler Durden: Motherfucker! You hit me in the ear! 
Narrator: Well, Jesus, I'm sorry. 
Tyler Durden: Ow, Christ... why the ear, man? 
Narrator: Guess I fucked it up... 
Tyler Durden: No, that was perfect! 

Blast from the past

I dag blev jeg ringet op af en tidligere kollega, som jeg havde skrevet på noget western med (jeps, vi havde planer om at lave den første danske western). Det viser sig, at instruktøren og en af skuespillerne er gået videre med projektet, flere forfattere har været inde over, lige nu ligger den hos Flemming Klem. Men det er ikke det bedste af det hele. Vi drømte stort dengang (for ca. 2-3 år siden) og planlagde at caste Dolph Lundgren himself, som bad guy. Drengene har nu sendt manus til ham, og han læser. Det er super cool. Projektet ligger hos Zentropa og på DFI, så vidt jeg forstod. Om det bliver til noget kan man jo kun håbe på. Dolph som bad ass cowboy i en dansk/svensk western, hvem gad ikke se det? Drengene har kæmpet hårdt for sagen, og jeg håber virkelig projektet bliver realiseret.

Smukt

Jeg har skamhørt det her nummer i en måned nu. Bliver nødt til at dele det med resten af verden (der ikke kender det endnu).