Til dem der kunne være interesseret har jeg skrevet en artikel til Katolsk Orientering om religion i Superhelte tegneserier, med fokus på katolicismen. Desværre var det ikke muligt for dem at bringe billeder af de i artiklen nævnte superhelte, grundet tekniske problemer, men hvis du altid har undret dig over hvem eller hvad Batman troede på, så klik her.
I anledning af påsken kan jeg kun tilskynde at man tager sig en på opleveren, som det vist ikke hedder mere, og går i kirke. Hvis du kun går i kirke én gang om året, så gå til en (katolsk) påskemesse. Det er noget helt specielt. D. 11/4 kl. 21.30 er der påskenatliturgi i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade. Det er en meget speciel og bevægende oplevelse. Se mere på kirkens hjemmeside.
Fra religion hopper vi direkte over til fladskærms TV. De fleste af jer kan selv tænke jer til forbindelsen. Jeg var igår ude ved min gode ven, Jacob, der havde investeret i en Mother af et Tv, en 50" Panasonic skærm. 50 fucking tommer. Det er altså stort. Efter at have hjulpet ham med at sætte det op og set "Iron Man" på Blue Ray (står krystal klart) og derefter spillet Champion of Norrath hele natten, en det en nederen oplevelse at komme hjem til sine 25" der fylder ca. 1x1,5 m2 og vejer over 50 kg. (50" vejede 42 kg.) Tilgengæld sidder jeg på min altan og ser ud over Volden mens solen skinner. Og så er livet ikke helt dårligt.
Speak of the devil, PostDanmark har sammen med vores vidunderlige regering gjort det umuligt for læselystne piger og drenge i alle aldre, der gerne vil læse deres engelske litteratur på originalsproget, at bestille bøger på den helt fantastiske hjemmeside Bookdepository. Vi er det eneste land i den vestlige verden de ikke må sende litteratur til. Norge og Sverige, ikke noget problem. Men Danmark! Nej tak. Det kunne jo være at folk blev klogere og begyndte at stille spøgrsmål. Og så er det alligevel nemmere at frigive noget SP pension, så de kan købe flere og større fladskærme, og læne sig tilbage i stolen, og ser genudsendelser af endnu et show hvor nogle håbløse tumper stiller sig op og synger, eller danser, eller hvad fanden hjernedød underholdning man nu mener vores licenspenge skal smides efter.
Hvis du gerne vil blive klogere, så kan du lytte til undergrundspodcasten dobbelt d's definitive dvd podcast, hvor to gutter i al hemmelighed forsøger at give lidt viden om film videre til masserne. Det bliver optaget i ly af mørket, på en ikke nævnbar adresse i København, bag gitter og på Davids mors computer, så det er umuligt at spore. I sidste program (episode 54) var jeg stand-in for Dennis (det ene dobbelt D). David (det andet dobbelt D) og jeg snakkede om svensk/dansk film, tidsrejser og John Hughes. David er det menneske i Danmark jeg kender, der ved absolut mest om film. Han er en guldmine. Det er vel et spørgsmål om tid før regeringen eller PostDanmark finder ham, sejler ham ud til Samsø og giver ham et nakkeskud, som de har gjort med vores velfærdssamfund og vores næstekærlighed. Anyway, hør show 54 her. Men sig det ikke til regeringen, for så lukker de sgu nok også den.