En fra forfatterskolen spurgte mig engang om hvordan jeg kunne nå at skrive så meget (som jeg sædvanligvis gør). Svaret er et enormt selvhad. En indre dæmon der driver mig frem, der nægter at lade mig stoppe og trække vejret, og hvis jeg endelig gør det, så får jeg det at mærke i flere uger efter. En konstant råben og skrigen hver gang jeg laver noget som ikke har med historier at gøre. Det kan være både fedt og ... knap så fedt. Den eneste måde at få djævlen til at holde kæft er ved at skrive noget. Så er der stille. Ikke at jeg kun skriver for stilheden, jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Mit hoved eksploder hvis jeg ikke skriver og jeg bliver høj af at skrive. Det er som sex, bare psykisk, i stedet for fysisk.
Jeg hører musik konstant når jeg skriver. Og gerne dansk rap. Det er fedt at få pumpet poesi direkte ind i hjernen mens man arbejder, og når man snakker dansk rap er der ingen som Suspekt. Råt, poetisk, beskidt, klamt, knogleknusende, oprigtigt. Som af få tænderne sparket ind af en smuk kvinde i en sort lårkort kjole, på en skyfri solskinsdag.
I dag har jeg hørt "undskyld for helvede" efter jeg kom hjem fra diverse indkøb, for at mildne min djævel. Det har virket upåklageligt. Her er et lidt af omkvædet -
Undskyld for helvede jeg skal nok tage mig sammen. Jeg kan lige så stille mærke rebet om halsen stramme. Vågner igen, ikke i min seng, ingen penge, ingenting, kun minder jeg ikke kan finde.
Fandeme som skrevet til dæmonen i mit hoved. Og jeg har arbejdet på historier lige siden, med det der hemmelige projekt. Nu skal jeg i gang med en ny roman (som egentlig skulle have været færdig nu...). Jeg tror lige jeg fyrer op under Suspekt, og så, undskyld for helvede.
