One review to rule them all

Så er den her! Anmeldelsen over alle anmeldelser. Politiken har d.d. anmeldt Soldater græder ikke i dagens avis, og den blive svinet til ... i ros. Den bliver skamrost, så jeg får helt røde ører. Bogen sammenlignes med Brdr. Løvehjerte. 5 hjerter. Vi starter på forsiden: En god og barsk fuldtræffer. Så går ind på forsiden af BØGER sektionen: ... eminent evne til at skabe billeder med sit sprog. Og så kommer selve anmeldelsen, som jeg ikke vil citerer, fordi så kunne jeg blive ved og ved. Løb selv ned og køb avisen (og bogen).

Kathrine Assels rammer med sine ord, hvad jeg håbede på at ramme med min bog. Jeg er dybt taknemmelig og lykkelig.

Tak er kun et ludfattigt ord.

Jens Andersen og Robert

Så er det pris tid, og den store danske filmpris, Robert, skal selvfølgelig også uddeles.

Storm er nomineret i to kategorier: Bedste danske B/U film og bedste effekter. Storms store konkurrent (som vi tæskede i biffen) Monsterjægerne er nomineret til ... 0 Roberter. (Så her tæskede vi dem altså også ud af banen.)

Jeg håber selvfølgelig Storm vinder. Mest for prestigen. Altså, ikke fordi jeg får statuetten, men det gør min gode ven og producer, Jennifer. Og hun har kæmpet for denne film.

Men mere vigtigt; Jens Andersen, der sidste år leverede årets bedste (danske) skuespiller præstation, er nomineret i kategorien Bedste Mandlige Birolle. Hvis han ikke vinder den statuette, så nægter jeg at have mere med dansk film at gøre. Den nominering svare til Christoph Waltzs nominering i samme Oscar kategori, hvor Mr. Waltz står suverænt til at tage en statue med hjem. Jens Andersen BØR gøre det samme.

Nu er jeg (sikkert som en af de få) ret vild med Fri os fra det onde, og går spændt og venter på en BD, men der er en nominering jeg ikke forstår. Ole Bornedal er nomineret for manuskriptet til Fri os fra det onde, men burde han ikke være nomineret sammen med David Zelag Goodman & Sam Peckinpah?

Anyhow, Fri os fra det onde er den tredje bedst nomineret film i år, kun overgået af Kærestesorger og Antichrist.

En mere trist nyhed er, at min oscarnominerede ven, Christian E. Christiansens børnefilm Zoomerne, slet ikke er nomineret til noget. Den tabte nok i opløbet til den forfærdelige rædsel af en børne"film", Vølvens Forbandelse. Surt show. Well, life goes on, der er altid en chance for Best Director for The Roommate til Oscarshowet 2011.

Tilbage til Jens Andersen, her er en lille featurerette:

Hjem til dig og Århus

Jeg har haft en projekt hos Radiator Film i ca. 1,5 år. Det meste af tiden har det ligget stille. Det var mere en sjov idé end det var et projekt. En sjov idé til en romantisk komedie der foregår i Århus. De kunne godt lide idéen, men som altid (it's never easy) synes de der skulle arbejdes med den. Ned i skuffen.

For at gøre en lang historie en anelse kortere, så arbejdede jeg med stand-up komikeren Povl Carstensen på en voksenjulekalender (en historie der inkl. Litauen, Vodka og Bowling - Don't ask) og det havde været sjovt, overraskende nok, mandens profession taget i betragtning.

Vi mødes en dag (denne gang var hverken Litauen, Vodka eller bowling på menuen) og snakkede idéer og jeg spurgte om han ville hjælpe med denne her. Det ville han. Så endnu et projekt er skudt igang, eller er næsten færdigt. Vi mødtes i dag og sad på Wilders (så prætentiøst) og skreg af grin over vores egne gode idéer.

"You love me, you really love me."

Fortaelling.dk, der tidligere har anmeldt Æblet og Robert og robotten, smed fornyligt en anmeldelse af Soldater græder ikke ud på deres fremragende site.

Zenia Johnsen giver en ret fantastisk anmeldelse af bogen. Hun skriver bl. a: Soldater græder ikke er en intens og rørende historie om svigt, længsel og drømme. Når virkeligheden strammer til, forestiller Elektra sig faren som en modig ridder, og efterhånden i takt med, at hendes tilværelse bliver ved med at krølle og udvikle sig dramatisk, bliver denne ridder mere og mere virkelig for både hende og læseren. Venskabet mellem børnene på bostedet rummer en varm autencitet, som når ud over siderne. Det er tydeligt, at Soldater græder ikke er velskrevet med ømhed og loyalitet for de børn, der er hovedpersoner i historien.

Phew, så bliver man da helt mør i knæene. Hvornår mon man bliver træt af ros? Nok filosofi, fordi Zenia slutte sin anmeldelse sådan her: I Danmark dør der hvert år 8 børn som følge af vold. Man kender ikke de præcise tal for, hvor mange børn der udsættes for vold i hjemmet.

Vold mod børn og andet misbrug er ikke et decideret tabu i børnelitteraturen, da der heldigvis findes flere bøger, der fortæller samme historie, f.eks. Hanna – Guds mindste engel. Alvorlige børnebøger skal have plads på hylderne. Litteraturen afspejler den virkelighed, vi alle sammen er en del af.

Hvilket nok er noget af det fineste jeg har læst, fordi det slår hovedet på sømmet. Der hvor hende den Harry Potter befængte fynbo, og Jyllandspesten (efter min meget objektive mening) skød forbi målet, var ved kernen af historien. Harry Potter pigen, mente jeg ikke gik nok ind i konsekvenserne af en tvangsfjernelse, mens Jyllandsposten synes de voksne var for onde.

8 børn. Om året. Dør i deres eget hjem, tæsket ihjel af en af de personer der skulle fylde dem med kærlighed og omsorg. Jeg får tårer i øjnene, bare ved at skrive disse ord. Men min pointe er: nogle voksne er onde. Er de endimensionelt onde? Nej. Men for et barn er de. Børn er ikke dumme, men de besidder heller ikke den fornødne erfaring og livsviden der fortæller at der er en grund til at Jeppe drikker. Far slår, men alligevel elsker jeg far. Elektra i bogen, elsker sin mor, selvom hun slår, hun elsker sin far selvom han har svigtet ved at dø. Hun forsøger, til det sidste, håber hun på at hendes mor vil elske hende. Men hun har netop på sin rejse fået den fornødne livserfaring, der giver hende en indsigt i moren. Mor er hvem mor er.

Jeg ved godt virkeligheden er grum og væmmelig og ækel, og intet fiktion kan hamle op med den, men nu forholder det sig sådan at jeg har arbejdet på et hjem med voldsramte børn. Med udbrændte pædagoger og evigt svigtende forældre. Det tror jeg ikke Harry Potter dyrkeren fra Fyn har. Det betyder ikke at hun ikke har ret, men altid vær varsom med at udtale dig om noget du ikke ved noget om.

Okay, historien skal virke uanset hvad, og denne synes at have en tendens til at virke bedre på sjælland end på fyn/jylland. Jeg vil gerne sige det er fordi jeg kommer tæt på en ubehagelig virkelighed. 8 børn dør som følge af vold, mest i hjemmet. Tallet et på en gang stort og lille. Men tænk på dem der aldrig dør, dem der lever med smerten hver dag, dem som ikke bliver indlagt grundet en brækket arm. Dem som lever med smerten. Måske er de 8 de heldige.

Og som en krølle på det hele er det nu oppe i medierne at regeringen vil skære ned på det her område. Hvorfor tænker man, det er sindssygt. Spørg dig selv hvor mon de penge til dine skattelettelser kommer fra, og så tænk på de 8 lig, de 8 børn der er blevet tæsket ihjel af dem der skulle passe på dem. Tænk på de 8 kolde små kroppe når du jubler over de penge du får ekstra hvert år til dig og din familie, der i forvejen har rigeligt. Og tænk på, at de kun er toppen af isbjerget.

Niels Bach for evigt

Blev i går færdig med 1. gennemskrivning af ungdomsfilmen. Manus er nu i hænderne på min oscarnominerede ven, Christian E. Christiansen, og han kigger på det og skriver sikkert det hele om. Det er hundespændende. Desværre har han ret travlt med banaliteter, som en cool spillefilm der er baseret på en bog (som jeg ikke har skrevet (suk!)). Hans kone har til gengæld adapteret og det lyder ret fedt. Og en ny serie til TV2 har han også gang i (jeg ved ikke om jeg bliver lynchet for det her), som jeg vist nok ikke må afsløre hvad handler om, men jeg håber den går igennem fordi danske tv-serier har brug for et spark i bollerne, og denne her sparker hårdt. Og så har hans amerikanske film "The Roommate" også taget en del af hans tid.

Og så er der fundet tegner til Ronin, en maxi-serie på mellem 3-12 bøger, der kommer fra Carlsen. Niels Bach, der tidligere har illustreret bl.a. Drageherren, har, efter tre afrevne fingernegle og et blåt øje, sagt utvetydigt "hell yeah" til at lægge pen til historien om Ronin, vampyrsværdet Rei Tsukurite og den gyldne ørn. Nå ja, så er der også shitloads of banditter, dæmoner, drager og, selvfølgelig, en cool babe med et skydevåben. (you gotta love 'em.)

Det bliver min første bog der ikke er illustreret af en decideret tegneserie

tegner, men Niels Bach kan noget med farver, som får mig til at græde som et lille barn. Jeg glæder mig rigtig meget.

Totalt gay

Jeg sidder her, i de efterhånden småsene aftentimer og skriver FORFRA på et manuskript, som jeg gerne vil have færdig til mandag. Og jeg skal også lige have læst min redaktørs rettelser til Ronin igennem.

For at holde humøret oppe (fordi, så skide skægt er det heller ikke at skrive forfra) hører jeg musik, og jeg har valgt at gå bort fra min sædvanlige depressive, selvmordsledende musiksmag. Bare for en kort bemærkning. Da jeg ikke rigtig har noget glad musik i min samling, måtte jeg ty til desperate midler. Faktisk blev jeg inspireret af TV-Serien Entourage (det er UMULIGT at være i dårligt humør efter man har set den.) Der kørte et Stevie Wonder nummer, som jeg kender, men aldrig rigtig har hørt, men lige nu kører "For once in my life" på repeat i mine hovedtelefoner, og damn, det er svært at sidde stille til det musik. Jeg er sikker på min underbo, der jævnligt banker på døren fordi jeg larmer, står udenfor lige om lidt, og bede mig holde kæft, men indtil da ... take it away, Stevie.