No hand

Okay, dette har ikke en skid med kultur eller politik at gøre, så er du advaret. Det drejer sig om forhold, og det at have "hand" i forholdet. Hele dette udspringer af en samtale jeg havde med en god ven i går. Vi snakkede, som man gør, om en anden god ven, og den sørgelige tilstand han er i nu, grundet han ingen hånd har i sit forhold. Og hvad vil det så sige at have hånd i et forhold? På dansk siger vi nok "at have bukserne" på. Ikke på sådan en "hun skal bare ud i køkkenet og holde kæft" måde, men mere på ligeværdig måde.

Jeg tror i øvrigt problemet er meget større end man lige umiddelbart tror. Blandt 6 af mine nære venner, er der 3 af dem der går rundt med røven bar. 3 ud af 6. Det er, med mine begrænset matematiske evner, 50%. Og hvad vil det så sige at gå med røven bar? Det vil sige at man skal have tilladelse af sin kone når man skal noget, og jeg snakker ikke om at skulle på stripbar eller en nat på bordel. Jeg snakker om at tage hjem og nørde brætspil eller tage i biffen med sine (mandlige) venner. No sir. Det er en no-go.

Der er en af de seks nævnte venner som jeg ikke ser mere. Og faktisk ikke bare mig. Vi var fire gutter der tog i sommerhus en weekend om året og spillede brætspil og så film (for en god ordens skyld skal jeg lige nævne at vi ikke så porno, men Michael Bay film, som måske godt kan betegnes som en slags porno, action-porno). Men altså ganske uskyldigt. Men den ene af os måtte ikke mere for sin kæreste. Faktisk må han slet ikke se os mere. Jeg har kendt ham siden jeg var 2 år, så det var lidt mærkeligt. Vi kan ikke ringe til ham, vi kan ikke sende mails (blokeret). Jeg sender et julekort, men det er det. Om det ryger under den østtyske radar eller ender som kaminfoder aner jeg ikke.

Men han er altså blevet nægtet adgang til os af sin kone.

Så var vi tre. Og ud af os tre er den næste nu på vej ud. Han må heller ikke mere for konen. Han kæmper lidt, som en fisk på land, men linen strammer og krogen sidder i kæften. Det er, åbenbart, for meget forlangt at han tage væk en weekend om året for at se sine venner.

Og så var der to.

Men det hele undrer mig. Hvad får en voksen, rimelig intelligent, mand til at droppe al kontakt med sit bagland, for at bruge 24/7 med en kvinde? Og jeg har set begge to, og vi snakker altså ikke Heidi Klum her. Og hvorfor i alverden har kvinder lyst til at spærre deres mænd inde? Og hvordan mister man sine bukser? Og kan man finde dem igen eller er de væk for evigt?

Jeg har aldrig været i et forhold hvor jeg ikke måtte se mine venner. Men jeg ville heller aldrig gå med til det, så det er nok lige så meget der bukserne ligger begravet, at manden smider bukserne, eller giver dem til konen, og så er det det. Game over. Måske er det bare nemmere at hun styrer showet og bestemmer hvad man må og ikke må.

Men jeg har også en ven der fandt sine bukser igen. Hvor de lå begravet ved jeg ikke, men de blev fundet og nu kører deres forhold godt, fordi det er bare bedre, for begge parter, når de har bukserne på (så kan man altid smide dem for en kort bemærkning).

Det behøver ikke altid at ende så grumt som med mine to venner, hvor kontakten til (deres) omverden bliver afskåret. Det kan også være at man bare har "no hand" i forholdet. Sådan en ven har jeg også. Kæresten skred og han var helt nede og skrabe for at få hende tilbage, og i dag har han "no hand". Han har bukser på, men ingen hånd. Man kan se det når hun kommer, han krymper sig og bliver lille. Og hvordan får man se hånd igen, fordi man bliver nødt til at have hånd i sit forhold, ellers ender det med at man mister bukserne. Hånden ryger først, og så bukserne.

Jeg har snakket med nogle venner om det, og det her er meget mere almindeligt end man umiddelbart skulle tro. Alle har en ven der har mistet både hånd og bukser og, på ægte Sovjet-vis, blevet nægtet udrejsetilladelse. Spørgsmålet er "hvad er det for nogle kvinder?" og ikke mindst "hvad er det for nogle mænd?" Og pludselig går det op for mig hvor ordet "vatpik" stammer fra.

Jeg har forsøgt at redde mine venner. Har tapet dem fast under karrosseriet på min søster Peugeot 106 eller gemt dem i det latterligt lille bagagerum, men sandheden er at du ikke kan tvinge en mand til at flygte. Lige meget hvor kummerlige forhold han lever under vil han altid ende med at vende retur. DET kan jeg forholde mig til. Jeg har været i et lorteforhold i 7 stive år. Og jeg forstår hvorfor man bliver. Det er meget simpelt. Man bliver tæsket med hvor dårligt et menneske man er og ender med at tro at ingen andre kan/vil elske en. Eller, nogle tæsker, andre er en smule mere raffinerede. Og vi tror aldrig vi får sex igen hvis vi går. Mandens liv går jo stort set ud på at få sex, fra vi bliver kønsmodne har vi ikke mange andre tanker i hovedet end "sex". Når vi så finder en at have det med, og hvis man har lidt lavt selvværd, så sidder man fast. Og jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at komme fri. Og pludselig har vi givet køb på alle vores drømme, vores venner og vi sidder der med en sæk af en kone og to grimme børn. Fuck!

Faktisk er det overvældende så mange der tror at de aldrig finder en kæreste igen. Og så er der klassikeren "jeg gør det for børnene". Fuck det. Overvej lige det signal du sender til dine børn "This is life kids. A loveless, cold hell. Enjoy." Livet skal være varme og passion. Og dine børn skal se du har det godt, og gerne at du elsker den du er sammen med. Kys og kærtegn i hverdagen. Det andet er en dårlig undskyldning. Vi gør det ikke for børnenes skyld. Vi gør det for vores egen skyld. Fordi det er nemmere at blive, end det er at gå. Og så bruger vi børnene som undskyldning. Det er eddermame koldt og kynisk. Tilbage til bukserne.

Jeg har som sagt forsøgt at redde mine venner, men har endelig fundet ud af at de kun kan redde sig selv, og ønsker de ikke det, så er det deres beslutning.

Her er en hilsen fra Seinfeld, hvor George "no hand" Constanza viser alle de mænd derude uden busker og hånd, hvordan man gør den slags.

Update!

Pyha, så blev det lige sommer og jeg blev revet i nosserne af eksen, og mødte en pige (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).

Jeg har i sommerferien skrevet et oplæg til en 22 min. Star Wars Lego film, jeg er i gang med at skrive på to tegnefilm og "Soldater Græder Ikke" er nu næsten færdig i en 1. draft udgave.

Mht. Soldater så er historen meget kort fortalt, at Jesper W. Nielsen læste anmeldelsen i Politiken, fes ned og købte bogen, læste den, græd (ok, det fandt jeg selv på) og ringede til mig. Vi mødtes og Peter Bech blev tilknyttet som Producer. Vi ansøgte på DFI og fik moneter til en første gennemskrivning. Nu er der kommet ny konsulent, så vi må se hvad der sker. Første gennemskrivning afleveres snart. Det er jo en noget anderledes børne/ungdomsfilm end Far til Fire, men lad os håbe at konsulenten i første omgang gerne vil hive dansk børnefilm i en noget modigere retning. Jeg synes filmen bedst kan betegnes som en moderne udgave af Brdr. Løvehjerte.

Bogen er netop udkommet i 2. oplæg.

På bogfronten kommer "Sonny Søren og Spasserne" måske snart. Gyldendal værger sig ved at give en dato. Vi har skændtes lidt, men den tager jeg på et andet tidspunkt.

Ronin 1, som kommer fra Carlsen er også på vej. Tegningerne er netop kommet, og de er SUPER fede. Jeg er (officielt) startet på at skrive 2'eren. Ehm.

Og, som rosinen i pølseenden skal jeg ud og lave en cameo som præst i et hemmeligt filmprojekt. Mere må jeg (rent juridisk) ikke sige. Dog kan jeg afslører, at den kvinde som jeg jeg som ung har brugt flere meter køkkenrulle på, medvirker i filmen. Dreams do come true.

Og nu til noget helt andet ...

Sad og søgte ny gammel musik, og faldt over dette nummer, som jeg vil dele med jer.

Verdens mest sexede musikvideo, kvinde og stemme. Nej, det er hverken den neger hungrende Maria Carey eller Jennifer "se min store røv" Lopez. Det er kvinden alle mænd drømmer om, men som ingen mand har sovet med: Jessica Rabbit.

Og det, mine damer og herrer, er grunden til jeg skriver:

Her er en kommentar fra en skolelærer, som jeg lige vil fremhæve da den ligger gemt langt borte i en gammel klumme. Men for mig rammer den hovedet på sømmet, med hele galskaben med at bruge de fleste af sine vågne timer i en anden verden:

Jeg har lige læst din bog ; Soldater græder ikke, for en 5 klasse i udkanten af Hillerød( lånt på hillerød bibliotek med venteliste) og den gjorde et stærkt indtryk på dem, den talte et sprog og i den kode de kan forstå. En af drengene i klassen bor selv på et opholdssted, og det betød meget for ham at blive spejlet.
Tak for din bog og tak for at jeg som lærer, kan give eleverne den oplevelse det var at læse din bog :-))
Mange hilsner
Louise Ahrensbach

Kære Louise,

Tusinde tak for din kommentar. Et af mine korstog med denne bog, har været et forsøg på at gøre danske børn (af alle hudfarver og etniske oprindelser) opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis skal rejse til Afrika for at finde børn i nød. At vi har dem lige her, udenfor vores egen velfærdsdør.

Og det betyder alt at læse, at du har en dreng i klassen der kan spejle sig i det her. Jeg tror det betyder rigtig meget for disse børn, at blive hørt og set.

Jeg kan endvidere fortælle dig, at jeg netop nu sidder og skriver på et filmmanuskript til "Soldater Græder Ikke", en såkaldt adaption, støttet af DFI (Det Danske Filminstitut) og med Jesper W. Nielsen tilknyttet som instruktør. Foreløbig skriver vi manuskriptet, og så må vi se om det også bliver filmatiseret.

Endnu engang, tusind tak for at læse bogen, og tusind tak for at skrive.

Frihed, lighed, broderskab

Jeg synes det er skønt vore regeringen har fundet ud af at det godt kan gøre avs, rent vælgermæssigt, at bolle de fattige i numsen. Efter deres nyeste og mindst gennemtænkte spareplan, nemlig at sætte loft på børnepengene, så alle dem der avler som rotter, (eller var det kaniner Pia?), de kan sulte og tænke lidt over, at ordentlige mennesker kun har sex om onsdagen, med lyset slukket og sokkerne af, så er det blevet til, at nu er det ikke kun de fattige det skal gå ud over, men alle der har børn.

Ja, det var min kæbe du lige hørte der ramte gulvet der. Fordi det er jo ikke bare tumpet, det er direkte idiotisk. Jo jo, vi kan alle undvære de fem procent, det er ikke noget der vælter cyklen, men for helvede, det må efterhånden så småt begyndt at gå op for den drøvmazerintyggende gennemsnitsdansker, at denne regering konstant og altid laver den omvendte Robin Hood. Fortæl mig, please, en eller anden, hvorfor fanden forslaget ikke gik ud på, at alle der tjener så meget at de betaler topskat (hvilket i øvrigt også er en illusion, for de fleste der tjener så mange penge kan betale en revisor for at finde ud af hvordan de slipper for at betale topskat, eller i hvert fald kun betale så lidt som muligt), skal betale for gildet. Hvorfor ikke banke på hos diverse individer på Strandvejen og høre om de ikke har lyst til at få halveret børnepengene, for at redde Danmarks økonomi. De fleste vi nok svare "børnepenge .. nå, det er hvad de godt 1000 kr. om måneden der ryger ind på min konto er. Jo, jo, bare tag halvdelen, min revisor finder bare på en anden måde at røvpule staten på."

Hvorfor henvender man sig til de fattigste og siger "Så gælder det om at få hænderne op af lommerne, fordi landet er ved at gå bankeråt, og hvis det går således, så styrtdykker kursen på mine aktier og jeg bliver nødt til at sælge med tab. Det kan du godt se, ikke?" Det er et historisk faktum, ubestridt, at de fattige til alle tider og i alle samfund, har sørget for at de rige havde det godt. De har sørget for at de rige blev ved med at være rige. Det er hvad jeg mener med et fundamentalt skift. Det nytter ikke at flytte et komma, der skal væltes en mur.

Jeg gider godt betale, jeg vil også gerne betale for andre skal have det godt. Jeg vil gerne betale til et hospitalsvæsen som jeg måske aldrig får brug for. Til veje jeg ikke kører på. Til bøger jeg ikke låner. Men jeg vil ikke betale for, at de rige bedre kan få råd til mere. Jeg nægter. Jeg bliver hidsig når en samlede flok af SAS/Danish Crown medarbejdere går med til, at gå ned i løn, for at kunne beholde deres job, og så får chefen en bonus for, endnu engang, historisk, at tvinge sine undersåtter i knæ og vise at han er Gud. Eller så tæt på som han, økonomisk, kan komme det. Som medarbejder i en sådan virksomhed havde jeg marcheret op og banket på chefens dør, og forlangt min andel, fordi pengene er kun sat ind på hans/hendes konto, fordi jeg indvilligede.

Vi bliver narret til at tro at det drejer sig om penge, fordi de nuværende magthavere forstår kun det ene sprog. Penge, penge, penge. Hvis der er et problem, så kan man enten betale sig fra det eller til det. Og vi er hoppet med på limpinden, og har danset rundt som idioter. Flere penge, skattelettelser. Og vi har været forblændet af vores egen grådighed og ment at det jo gik skide godt, og vi har enten været naive eller dumme eller begge dele og vi har troet på at vi jo alle fik glæde af denne rigdom, men da ulven så kom, så var det, igen, os, der skulle jage den på døren, hvis vi da ikke var travlt beskæftiget med at slæbe de riges ejendele i sikkerhed.

"Mere i løn" råbte pædagogerne og sygeplejerskerne. Nej. Fuck jeres løn. Mere respekt. Se, med respekt kommer lønnen, ikke omvendt. Lige nu hylder vi de såkaldte "gulddrenge" i erhvervslivet, der tjener 200.000 om måneden og bonuser der løber op i millionklassen. Og vi vil gerne være som dem, for med penge kommer respekt. Hvad nu hvis det var omvendt, at med respekt kom der penge. Det sygeplejerskerne og pædagogerne skulle have gjort var, de skulle være gået ud og sagt: Vi er dem der tager os af jer, når I er syge. Vi er de der tager os af jeres børn. Hvis du skal ud på en øde ø, hvem du helst have med, mig eller en børsmægler? (nu synes jeg sygeplejersker er vanvittig sexede i deres hvide kitler, så jeg er måske en smule fordrejet her ...), men hvem er mest værd for vores samfund? Hvis vi skulle vælge, hvis vi skulle ofre 10.000 mennesker på slagmarken, ville vi så ofre børsmæglerne eller sygeplejerskerne. Jeg ved godt hvem jeg ville sende i den visse død (med et smil på læben endda - told you so, you greedy motherfuckers that I would get back at you one day). Hvad er værdifuldt for os, som samfund? Det er de mennesker som passer på os, og som hver dag løfter den opgave. Skal de have mange penge? I don't know, men de skal have respekt. Hvis de får det, så vil flere gerne være det, og så kører den kapitalistiske supply and demand, helt uden jeg (eller du) har rørt en finger. Herligt. Nej, for jeg vil gerne væk fra de model. Den er forældet, og egentlig bare en forfinet udgave af de Feudale system fra middelalderen. Mere om det næste gang - her følger en lille artikel fra min partisan broder, Mr. Press:

Pleje-gigant har aldrig betalt skat

Attendo Care med hovedkvarter i Hillerød er en af pionererne inden for privat pleje i Danmark og startede i 1997 med at drive et plejecenter for Græsted-Gilleleje Kommune. Siden da er selskabet vokset fra cirka 30 medarbejdere til omkring 200. Selskabet tilbyder blandt andet offentligt betalt hjemmepleje igennem frit-valgs-ordningen i Helsingør og Gribskov Kommuner.
Imidlertid kan Frederiksborg Amts Avis afsløre, at Attendo Care A/S har givet massive underskud i million-størrelsen i 12 år. Selvom selskabet et enkelt år har givet et lille overskud, så fremgår det af regnskaberne, at der aldrig er blevet betalt selskabsskat, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Selskaber er ejet af professionelle udenlandske firmaer, der år efter år ender med underskud, vækker mistanke om transfer pricing, hvor udveksling af varer og ydelser handles til kunstige priser inden for koncernen. Ifølge Søren Friis Hansen, der er professor i selskabsret ved Syddansk Universitet, så bør SKAT udvise nidkærhed, hvis et selskab ikke har noget overskud i en lang årrække.

Børsen.dk

------------------

Først slagter man den danske model med ordentlig offentlig pleje til ældre, og så lader man fribytterne lænse statskassen. Herligt! It's all downhill from here...

Hasta la victoria siempre!

Extra pair of gloves

Filmen som opdragende medie er en realitet. Så meget der sker i vores hverdag kan vi relatere til begivenheder på det store lærred (eller den ok store fladskærm). Film afspejler virkeligheden, men nogle gange afspejler virkeligheden film. Som f. eks denne begivenhed:

Jeg har alle mine børn hveranden weekenden. Dem der er gode til matematik vil så kunne regne ud, at jeg den anden weekend ikke har nogle børn. I de weekender arbejder jeg stort set fra solen står op til den går ned. Og denne weekend var en sådanne. Eller, det skulle det have været. Fordi min tidligere omtalte ekskone havde valgt at tage i sommerhus, men min datter, Wilhelmina skulle til Pinsefest i børnehaven, og da x var i sommerhus, så tog y til pinsefest, med datter. Det var så meningen at jeg bagefter skulle ind på hovedbanen og aflevere førnævnte datter til x'ens store datter, der så via offentlig transport skulle bringe hende til selvsagte sommerhus. ABER ...

En eller anden klovn bestemmer sig for at springe ud foran toget på Trekroner station. En tragisk begivenhed i sig selv, men jeg forstår ikke hvordan det i den grad kom bag på DSB, at folk der bor i Trekroner går med selvmordstanker. Denne mand valgte altså at ende sit liv foran et regionaltog. Hvilket medførte, at hele togdriften døde. Det var meningen at x'ens store datter skulle hente min lille datter på hovedbanen men grundet ovennævnte begivenhed var det ikke muligt. Det i sig selv er jo fair nok. Force Majeure. Jeg foreslår x at jeg tager min datter med hjem og vi prøver igen i morgen. Den faldt ikke i god jord. Fleksibel som jeg selv synes jeg er, foreslå jeg at jeg kunne tage min datter et stykke af vejen. Da x'ens ældste ventede på Roskilde, foreslog min x at jeg fandt dertil. For at gøre en lang historie kort endte vi med at mødes på Høje Tåstrup. Der var på daværende tidspunkt gået over to timer (og jeg skulle også hjem igen ... suk). Jeg ringer og gør x opmærksom på, at jeg ikke ønsker at aflevere min datter uden en gennemtænkt plan, da hele togsystemet er en smule shaky, så de to piger kunne strande på Hedehusene og skulle blive der natten over. Vi bliver enige om, at de ikke kører videre med toget før vi er absolut sikre på at de kan nå helskindet til Holbæk, og hun ender med at sige "hvis alt går galt så kan jeg bare komme og hente dem i min mors bil."

Det bliver så stille i røret at man kan høre fluen i togets vindue ånde. "Bil?" "Ja, min mor er også i sommerhuset. Hvordan tror du hun er kommet herop?" "Så du har haft en bil hele tiden?" "Ja."

Det tager max en time at køre fra hendes sommerhus til København. Max. Jeg kunne have sparet en hel aften, hvor vi ikke skulle have brugt tiden på at sidde på hovedbanen eller i et regionaltog og vente. Og hverken børn eller jeg skulle have spekuleret på om vi skulle ende vores dage på Høje Tåstrup station. Jeg vidste, at de næste ord ud af min mund ville være negative og temmelig ukonstruktive, så jeg valgte at lægge på. Datteren blev afleveret og alt gik godt. Og som krølle på historien flottede min x sig ved at hente sine børn på Holbæk, så de ikke skulle med grisen og bagefter med bus.

Nå, det var nu ikke kun for at sprøjte galde ud, men temmelig kort tid efter jeg havde lagt på kom jeg i tanke om nedenstående øjeblik i filmhistorien. Ikke et af de bedste, men stadigvæk et der har brændt sig nok fast til at poppe op og få mig til at grine af hele den lidt tragiske misere. Art imitating life? Or life imitating art?

Enjoy.

Sunday bloody sunday

Regnen vælter ned udenfor. Jeg vågnede i morges kl. 07.00, stod op, tændte computeren der lå ved siden af sofaen, ud på toilettet, derfra til køleskabet (med vasket hænder, selvfølgelig) hvor jeg fandt resterne af colaen fra i går, og derfra ind på sofaen igen og i gang med at skrive. (jeps, tilbage på cola vognen, SUK! Miraklet er, at den har fungeret som en kombi morgenmad/frokost ordning). Jeg er lige blevet færdig (kun afbrudt af scener spillet i underdrenge for mig selv på stuegulvet.) Min hjerne føles som en stegt skumfidus. Overvejede biffen, men jeg orker ikke slæbe mig selv afsted, så det bliver sgu til noget Blu Ray på sofaen. Tak for i dag.