Hver gang en politiker skal snakke om et problem, så
fortæller de hvor mange penge de lige har givet til at løse pågældende problem.
Det burde måske så småt gå op for os, at vi ikke kan løse alle samfundets
problemer med penge. Og jo mere vi holder fokus på pengene, jo mindre bliver
mennesket værd. Vores nuværende regering snakker en hel del om hvor vigtigt det
private erhvervsliv er, fordi det skaber arbejdspladser og penge til Danmark.
Mette Frederiksen svarede, da hun blev spurgt om arbejdsløsheden, at nu havde
de lige givet x antal millioner til at løse problemet.
Jeg tror vi skal forsøge at flytte fokus, for det er da
klart at dem som bliver vigtige i vores samfund er dem der laver penge, når vi
hele tiden snakker om penge. Det er som om man er doven eller der er noget galt
med en hvis man ikke tjener mange penge. Skolelæreren der knokler for at blive
dygtigere og dygtigere til sit job, er i samfundets øjne meget lidt værd, fordi
det drejer sig om årsindtægten, og den er ikke imponerende for en skolelærer,
ergo kan personen ikke være særlig værdifuld for vores samfund.
Sosu-assistenten, der står op kl. 6 hver morgen, afleverer børnene i skole kl.
7.30 og står på jobbet klokken 8.00 sharp, hun er heller ikke særlig meget
værd.
I de jubelglade 00 troede vi at vores status i samfundet
ville blive højere hvis vi fik mere i lønposen, det viste sig hurtigt at mere
vil have mere og grådighed har aldrig gjort noget positivt for nogen.
Så nu er vi her, i en blindgyde, hvor vi alle jagte mammon
og hvor vi alle drømmer om at tjene mange penge og få status som værdifulde
borgere for samfundet.
Men måske det er tid til at gøre noget nyt. Gøre noget
drastisk. Kunne det ikke være fantastisk hvis læreren og Sosu-assistenten
engang imellem blev mødt med en klapsalve når de mødte op på jobbet, med et
”tak”, og hvis pengene ikke længere var det ultimative, så ville vi måske
begynde at sætte pris på de mennesker der slider for at holde vores samfund
kørende. Buschaufføren, sagsbehandleren, pædagogen og alle de andre.
Og rette fokus mod noget andet end hvad de tjener, og i
stedet for se hvad de gør. For os alle sammen. Vi burde have en årlig dag hvor
vi fejrer DEM. Ikke lægerne og advokaterne og børsmæglerne, der bliver fejret
hver gang der kommer løn, men alle dem som SLIDER, mindst lige så hårdt, de har
bare valgt at gøre det muligt for de andre at tjene penge.
At have en årlig dag hvor vi VÆRDSÆTTER de mennesker, og
nej, for pokker, før I kommer for godt i gang, det skal IKKE koste noget, for
de skal værdsættes med kærlighed, og ikke med mammon. En dag om året hvor
bankdirektøren ærgrer sig over sit erhverv, hvor han er misundelig på de andre.
Tænk, et samfund at give sine børn – hvor vi holder om og
holder af, og ikke hele tiden måler og vejer efter økonomisk værdi, men efter
en menneskelig.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg har ikke
noget imod at betale mere i skat, hvis pengene bliver bedre fordelt. Jeg er
ærgerlig over at skulle betale til en bankpakke, så direktøren og ledelsen kan
forgylde sig selv og hinanden, og tænk for pokker, hvis vi levede i et samfund
hvor de ikke kunne få sig selv til det, hvor de skammede sig over det, fordi de
vidste at de penge kunne have været brugt til at sikre tvangsfjernet børn bedre
vilkår eller en fond til udvikling af alternativ energi.
Det er den vej vi skal. Og så kan du stemple mig som jubelidiot
og tåbe, mens hvis ingen af os tør, så sker der ikke noget. Rent politisk
kræver det nosser. Det kræver helt nye veje og nye tanker. Og nogen skal jo
tænke dem.
