Hver fredag har vi "film aften" hjemme hos os. Da jeg ikke har noget fjernsynssignal, kan poderne ikke se Disney sjov, så i stedet sætter vi os ned, med en ordentlig røvfuld økologiske gulerødder og nogle dejlige sprøde friske Blomkåls stængler (nej, det er løgn, vi æder slik og chips) og ser en film.
Det hænder at vi går i Blockbuster og lejer en film. Det gjorde vi f. eks for ca. et år siden, hvor vi lejede CARS. Ikke verdens bedste film, men min mindste søn er glad for biler. Desværre var skiven fuldstændig useelig. Filmen hakkede og stønnede. Jeg smed den fra DVD afspilleren ned i PS2'eren (som æder stort set alt), men også den måtte smide håndklædet i ringen. De små tog det pænt nok. Vi så istedet Ice Age (for 109' gang). Jeg gik ned med filmen næste dag og forklarede manden i Blockbuster at den var i stykker. So far so good.
Sidste fredag kom den lille (Ferdinand) hjem fra børnehave og fortalte bevægende om Lynet M'Queen (som han kalder ham) og hvor stærkt han kunne køre. Jeg sprang straks op på cyklen, og tonsede ned i BB for at leje Cars igen.
Vi satte os til rette med Popcorn og dets lige, og Gudhjælpemig om filmen ikke begynder at hakke og sprutte PRÆCIS samme sted som sidste gang. Da begyndte mit tis godt nok at koge. Ikke alene har ekspedienten i BB valgt at ignorer min meget præcise nedskrevne (med tidskoder) gennemgang af hvor på filmen den var gal, men fandme om han ikke også har smidt den ud på hylden igen.
Jeg suser ned i butikken, med forventning om en promte undskyldning og lovning på det aldrig vil ske i fremtiden. Men næ nej.
Jeg kommer ind og samtalen forløber ca. sådan her:
"Goddag, nu skal du høre her, Jeg har lejede denne film for 1 år siden, og igen i går, og det er præcis samme fejl der er på filmen, præcis samme sted."
"Nå, så skal du nok ikke leje den igen."
Vi gør lige et kort ophold her, for betoningen i denne sætning er vigtig. I hans univers rangerede jeg et sted mellem åndsforladt amøbe og en underudviklet primat-art, der var så snot hamrende uintelligent at regne med at den forretning han arbejder i, gad bekymre sig om noget så banalt som kundepleje.
"Nej, det har jeg bestemt ikke tænkt mig. Der er jo fejl på."
"Nogle afspillere kan ikke afspille visse film. Sådan er det med alle vores film."
Igen gør vi holdt. Hørte jeg lige manden sige at ALLE deres film er ridsede og det ikke er deres problem, eller hørte jeg ham sige at jeg har en skodafspiller der bare ikke kan klare noget? Jeg vil igen gerne her understrege (for den tungnemme) at denne film har været prøvet på ikke en, ikke to, men TRE forskellige afspillere. Denne gang en PS2 og en PS3. Sidst en Sony og en PS2. Det er jo svært for mig at sige hvor godt trænet BB medarbejder staben er, men man må gå ud fra at de har været igennem det obligatoriske Sandsynlighedsregningsforløb i 8. klasse, ligesom alle andre i Danmark. Og sandsynligheden for at den disk var lige så ridset som Adolf Hitlers ry er en del større end tre forskellige maskiner ikke kan afspille en disk fordi de kvalitetsmæssigt er for ringe.
Vi fortsætter:
"Jeg tror det er filmen der er noget galt med."
"Jeg kan godt, for denne ene gang, give dig et tilgodehavende på 25 kr. Men hvis du lejer filmen igen, så får du ikke noget."
Her undslap en nervøs latter fra mine stramme læber. Lad os pille sætningen fra hinanden. "for denne ene gang" hvilket insinuerer at jeg lyver. At jeg rent faktisk har siddet derhjemme og set CARS, og så cyklet ned med filmen og påstår der er ridser i den, for at få et tilgodehavende på 25 kr.
Kære BB, hvis jeg nogle sinde svindler, så vil det få Stein Bagger sagen til at ligne et bankrøveri i Pladderballe Sparekasse. For 25 kr. gider jeg sguda ikke cykle ned for at stå og blive svinet til, at en knægt der lige er kravlet ud af folkeskolen. For det andet insinuerer han, at jeg ikke bare er et dumt umælet dyr, men jeg rent faktisk, måske er snothamrende åndssvag nok til at leje samme film en gang til. Med viden om, at de ikke rører en finger, men bare sætter den på plads på hylden, så de kan vride 25 kr. ud af endnu en ulykkelig sjæl.
Jeg ville gerne fortælle om hvordan jeg hoppede op på desken, trak sjoveren frem og pissede ekspedienten i hovedet (hvilket han i den grad havde fortjent), men jeg var så lamslået over det bundskrabende serviceniveau, over at komme med en legitim klage, og så blive udstillet som forbryder OG idiot, at jeg krøb ind, fandt en film, og lagde så en tyver i ekstra leje.
Det er typisk mig, måske er min tiltro til menneskeheden for stor, for det er først bagefter det rammer mig. Alt det jeg skulle have sagt og gjort. Og så slår det mig at jeg ikke skulle have sagt og gjort noget. I en rigtig verden havde BB taget ansvar og skyld. De lejer mig en film, så er det vel også deres ansvar at den kan afspilles? Og deres skyld hvis den ikke kan afspilles (forudsagt at man besider en dertil indrettet afspiller). Eller har vi alle sammen så pisse travlt med at fralægge os ethvert ansvar og skyld at det smitter af på alt hvad vi tænker og gør. Min gode ven, den oscarnomineret instruktør Christian E. Christiansen, pøsede engang (dengang vi begge var producere) på at lave en røvfuld T-Shirts til sit hold, på en prodution hvis navn er undsluppet mig, med skriften "Det kan godt være det er mit ansvar, men det er ikke min skyld." Blockbuster kunne passende ændre lidt på det, og trykke følgende på t-shirts til hele deres stab:
"Det kan godt være det er mit ansvar, men det er din skyld." så, næste gang en røvrendt kunde henvender sig i butikken behøver ekspedienten intet sige, men blot pege på sin brystkasse.
