Mens denne anmeldelse skrives, forlyder det i radioen, at de danske soldater, der kommer tilbage fra krigen i Afghanistan, har problemer med at få bearbejdet deres traumatiske oplevelser. De har svært ved at græde og flere af dem føler, at de svigter deres familier.
Med et slags omvendt fortegn beskriver Jesper Nicolaj Christiansen i sin debutroman krigens omkostninger for en tilbageblevet familie.
En 11-årig pige Elektra er hovedperson i romanen. Hendes far er forsvundet i Afghanistan og følgen er en dybt alkoholiseret mor. Elektra tvangsfjernes fra moderen og indsættes på institutionen ”Solsikken, hvor der er alt andet end varme og solskin.
Når virkeligheden presser sig for meget på for Elektra, tager hun faderens soldaterhjelm på og forsvinder ud i eventyragtige sekvenser, hvor faderen er en ædel ridder, der kommer for at redde hende.
Sammen med en grønlandsk dreng, en misbrugt pige og to fortabte brødre forlader Elektra institutionen og i en stjålet Ferrari drøner de på roadmovieagtig maner af sted for at finde faderen.
Bogen er en hård nyser. Men til trods for de alvorlige emner: Tvangsfjernelse, pædofili, mord, incest og misbrug beskriver forfatteren Elektra og de andre strandede børn med en meget stor ømhed. Det er denne sprogdragt, der gør, at romanen hæver sig langt op over gennemsnittet.
Teddy Kristiansens omslag formidler med stor indlevelse bogens indhold og illustrerer flot Elektras lille pigekriger
