mandag den 14. december 2009

4 + 2 = 4

Soldater græder ikke er blevet anmeldt i Berlingske, hvor Mai Misfeldt giver den 4 stjerner ud af 6 mulige. Slet ikke dårligt. Tak til Mai og Berlingske. Endnu en fjer i hatten. God lektør udtalelse, god anmeldelse i Berlingske og god anmeldelse på EMU.
Bogen er også anmeldt i en eller anden lorteavis på fyn, hvor deres Harry Potter-fikseret 23-årige anmelder gav den 2 stjerner (sikkert grundet manglende flyvende koste). Måske selvsamme avis skulle overvejer at hyre en anmelder der kan stave sig igennem ord på mere end fem bogstaver og tackle emner der ikke har noget med magisk hatte at gøre (siger en lettere bitter forfatter, eller som Gianni Vattimo siger "konfronteret med smerten er der ikke andet fornuftigt at gøre end at forsøge at eliminere den").
Hvis man skal blive lidt grov så har den fået gode anmeldelser af alle de veluddannede anmeldere ...
Her kommer anmeldelsen fra Berlingske. Hvis du vil se den for real, så klik her.

Jesper Nicolaj Christiansens børneroman »Soldater græder ikke« er hans første.

En hård lille nyser, der ligger og svinger et uafgørligt sted mellem realisme og eventyr. Elektra hedder hovedpersonen, og fra myten ved vi, at hun er fars pige. Soldaterfar er bare blevet væk i Afghanistan, og mor er en falsk kvinde, der både slår og drikker. Elektra tvangsfjernes til »Solsikken«, et tvivlsomt hjem for psykisk belastede børn. Romanen veksler mellem hverdag og en ridderdrøm, hvor Elektra møder sin elskede far. Virkeligheden er barsk, som den er - i virkeligheden - for de her svigtede børn, og Christiansen lægger ikke fingrene imellem. Vold og incest og sprog der slår hårdt igen. Alligevel er det ømheden i Christiansens projekt, hans usentimentale skildring af den lille ensomme krigerpige og hendes ligesindede, der står tilbage efter læsningen.

Jesper Nicolaj Christiansen: Soldater græder ikke. 176 s. 200 kr. Høst & Søn.

Så er der vist ikke et øje tørt. I hvert fald ikke her ...