For hvis skyld?

Før i tiden gjorde man en masse selviske gerninger, men dengang kunne man altid proppe dem ind under den kæmpestore fyldige paraply der hed(der): GUD. Jeg gør det for Gud. Vi slagtede hedninge i et væk, så vi kunne få rigdom og land, selvfølgelig for Guds skyld. Altid med Gud i mente.

I dag er Gud død, eller i hvert fald lyder det underligt at sige at man gør noget for Guds skyld (andet end at sprænge ting i luften eller drikke giftige væsker). Men sådan i hverdagen er det svært at overbevise konen om at man har haft sex med naboen for Guds skyld. Næ, nu er det for børnenes skyld. Vi har skiftet vores kæmpestore Gudsparaply ud med en børneparaply. Vi gør alt for børnenes skyld. Vi bliver skilt "for børnenes skyld", vi finder sammen igen "for børnenes skyld". Vi ophøjer os selv til mini-guder, der slet ikke er i tvivl om at vores handlinger ikke er egoistiske, men for børnenes skyld. Vi blev nødt til at købe en større bil, "for børnenes skyld." Selvfølgelig.

Nu skal der ikke nævnes navne eller peges fingre, men min ekskone er på netop sådan et korstog. Faktisk, når hun for en kort stund bliver træt af at hænge deroppe på korset og stiger ned og mænger sig med os andre kan hun godt indrømme at det er ren og skær hævn. Hun søger forældremyndigheden fordi jeg havde den næsvished at bede om at se min søn mere. Sådan nogle ting bliver prompte straffet, for børnenes skyld, selvfølgelig. Så nu slæber hun os (også børnene) gennem en retssag, fordi jeg var uartig og hendes advokat synes at det var det bedste at gøre. Lad os lige pause her et kort øjeblik. Fordi, hvordan er det hendes advokat tjener penge? Nå jo, det er sandt, ved at føre retssager, så hvis nu min ekskone ville indgå et forlig, så ville han ikke kunne købe den der nye bil han er gået og blevet lidt smålun på. Og det er alligevel staten (dvs. os alle sammen) der betaler, så ... what the hell. Why not? Men, som der står på deres hjemmeside, så tager de kun denne slags sager for børnenes skyld. Ikke at han nogen sinde har snakket med mig, men det ville da også være fjollet, for hvem skal så betale den nye bil?

Så, min ekskone er overhovedet ikke villig til at snakke, selvsagt for børnenes skyld. Hun vil i retten og have den fulde forældremyndighed, igen, sole klart for børnenes skyld, fordi det er jo bevist at børnene har det bedst af at have en far OG en mor. Men pjat, hvad er en eksperts udsagn værd, når man gør noget for børnenes skyld. Så kan de kloge hoveder ellers komme anmasende med deres teorier og videnskablige undersøgelser (Jorden er rund, anyone?), men hvad er det værd overfor et slående argument som "for børnenes skyld".

Og det slående argument, det fældende bevis, det som skal frarøve mig retten til at se mine børn - mine damer og herrer, jeg giver Dem ... (drumroll) Han er sindssyg. Ligesom hendes eksmand der også er sindssyg (men som vandt forældremyndigheden) er jeg nu også stemplet i hoved og røv. Men vi er ikke alene her. Min søn blev af min ekskone allerede stemplet sindssyg da han var 3 år. Og nu mener hun også at vores datter er ved at blive det, på trods af fine udtalelser fra institutioner. Men igen, hvad ved de? Det her er jo for børnenes skyld. Man kunne overveje, bare en strøgtanke, om problemet måske lå begravet et andet sted, men lad os lade den ligge for nu.

Så hele dette cirkus er sat i gang, og lad mig lige understrege, hun havde ALDRIG nogensinde gjort det, hvis ikke det var fordi vi alle sammen betaler hendes regning. Hun ville simpelthen bare ikke smide 50 kilo efter ingenting, faktisk ikke engang for børnenes skyld.

Den kan man så tænke lidt på, mens man overvejer hvad man ellers kan slippe af sted med "for børnenes skyld".

Produktivitet og ansvar

Jeg har haft problemer med at skrive på det sidste. Mine eks-kone har sagssøgt mig for myndigheden over mine børn, så pludselig var det advokat og beskyldninger og alt den slags. Min kæreste stoppede fra den ene dag til den anden med at kontakte mig. Og pludselig kæmper jeg for retten til at se mine børn (min datter har boet hos mig 12 ud af 14 dage de sidste 3,5 år, det er fucking latterligt at jeg overhovedet kan ende her), samtidig med, at jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt i kærligheden. Det hele ramlede på en gang. Og jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne skrive. Jeg satte mig ned, tændte computeren, men ingenting, hvilket bare skabte et nyt pres, for skriver jeg ingenting kommer der ingen penge ind (og, ud over den ufatteligt høje husleje står der pludselig også en advokat og skriger på penge), Så, måske mister jeg myndigheden over mine børn, min kæreste ønsker ikke at snakke med mig og jeg kan ikke betale mine regninger, dvs. jeg skal flytte. Jeg forstod ikke jeg ikke kunne skrive. Jeg kan altid skrive, come hell or high water, men denne gang, nada. Så jeg ringede til min gode ven, Niklas, som bare grinte af mig og forklarede mig at der hvor jeg står lige nu, det er grunden til folk hopper ud fra broer eller høje bygninger. Hele mit fundament var truet. Ikke så underligt at det var svært at være kreativ. Så jeg bestemte mig til at få styr på hvad jeg kunne få styr på. Og da jeg ikke kunne det, så bestemte jeg mig for ikke a bekymre mig om det ... Fordi produktivitet og ansvar går hånd i hånd. Jo mere ansvar, jo mindre produktivitet. Og nu skriver jeg igen, og faktisk kommer alle løsningerne så af sig selv. Det eneste svære nu, er at føre dem ud i livet ... some day.

Fordi jeg er et barn

Ofte spørger folk mig hvorfor jeg skriver til børn. Til BØRN? Hvorfor og hvornår skriver jeg en rigtig bog? Til VOKSNE. En krimi, fordi det er ikke fordi, at der ikke findes nok halvlunkne krimier derude allerede.

Mit svar er simpelt. Jeg skriver til børn fordi jeg er et barn. Ok, fair nok. Jeg er HOST år og kan derfor ikke teknisk set falde ind under kategorien "barn". Jeg kan ikke købe en børnebillet i tivoli, jeg kan ikke komme ind i kugleland i Ikea og jeg kan ikke holde fremmede damer i hånden og lade som om jeg troede de var min mor uden politiet bliver indblandet. Okay, så måske ER jeg ikke et barn. Men jeg connecter (som det nu hedder med et meget fint voksen ord) bedre med børn end med dem der har fået hår mærkelige steder. Børn har en umiddelbarhed og en ærlighed som jeg forguder, og jeg tror det er derfor jeg ikke trives så godt blandt voksne mennesker. For voksne mennesker er udspekuleret og uærlige. Voksne siger ting som "Ajh, her tager jeg aldrig hjem fra", selvom de udemærket ved at flyet hjem til job, huslån og pensionsopsparing afgår fra Las Palmas lufthavn om 7 dage. Hvis et barn siger "hele livet" så mener de det, nok mest fordi et abstrakt koncept som tid ikke giver mening for dem, og "for evigt" er lige indtil man finder på noget andet, MEN i det øjeblik de siger det, mener de det. De voksne ved godt at det charter fly waits for no man, og er de ikke tilbage på "pinden" (klamt udtryk, ikke? Jeg mener, hvem sidder på en pind, andet end folk der godt kan lige at få ting stukket op i måsen?) så ryger jobbet (og derved huset og pensionsopsparingen). Så når de postulere at de aldrig tager hjem, så er det med en returbillet i hånden.

Men kender det også fra dengang hvor jeg (ifølge min søster) havde et rigtigt job, Der sagde folk ting som "Ahr, gid det var mig der skulle til Cypern i 14 dage, ahj, hvor er du heldig." WTF? Jeg mener, hvis du så gerne vil til Cypern (og hvem fanden tager frivilligt til Cypern?) hvorfor tager du så ikke derned? Hvis det var et barn, så havde han/hun pakket rygsækken og var begyndt at gå.

Som voksne ryster vi på hovedet og smiler af børnene. "Hvor er lille Rikke sød, hun siger bare tingene som de er." Og hvor ville livet være nemmere hvis vi alle sammen gjorde som lille Rikke, i stedet for at fyrer en masse lort af vi ikke mener.

Så derfor skriver jeg til børn, fordi jeg forstår dem. Og jeg fatter ikke voksne mennesker, så derfor skriver jeg ikke til dem.

Musik til en regnfuld lørdag

Sonny Søren er løs!

Hop ned i den nærmeste boghandel og køb "Sonny Søren og Spasserne"! Gyldendal har endelig udgivet denne lille litterære perle. En milepæl i dansk litteratur! Eller, i hvert fald en rigtig skæg læseoplevelse. Eller, det er en bog. Den er endda ikke så dyr og der er mange flotte tegninger i. Se om du kan finde Picasso maleriet.

En STOR tak til den oscarnominerede instruktør Christian E. Christiansen, der har skabt karakterne Sonny Søren, Dr. Satan, Mona Maria og hele universet samt grundhistorien sammen med mig, for godt femten år siden. Det var pisse skægt, for at sige det mildt. Christian og jeg arbejdede for godt 10 år siden på at lave Sonny Søren om til en tv-serie til Zulu, der i stedet valgte at lave Christian. (Altså, serien). Godt valg, drenge. Christian E., du er blevet krediteret i bogen. Og jeg får Gyldendal til at sende dig en pronto.

Skolelærere der gerne vil have de store drenge til at læse; drop "Dengang Mette blev fuld" eller "Janniks nye knallert". Næ, køb "Sonny Søren og Spasserne" til de unge mennesker, og så skal de hurtigt få lyst til at læse igen. Tjek det ud HER.

Jeg har en masse at sige om denne udgivelse, men det må vente til jeg får mere tid. Bare rolig, det skal nok blive fyldt med skandale, overraskelser og måske en retssag. Game on!