Ofte spørger folk mig hvorfor jeg skriver til børn. Til BØRN? Hvorfor og hvornår skriver jeg en rigtig bog? Til VOKSNE. En krimi, fordi det er ikke fordi, at der ikke findes nok halvlunkne krimier derude allerede.
Mit svar er simpelt. Jeg skriver til børn fordi jeg er et barn. Ok, fair nok. Jeg er HOST år og kan derfor ikke teknisk set falde ind under kategorien "barn". Jeg kan ikke købe en børnebillet i tivoli, jeg kan ikke komme ind i kugleland i Ikea og jeg kan ikke holde fremmede damer i hånden og lade som om jeg troede de var min mor uden politiet bliver indblandet. Okay, så måske ER jeg ikke et barn. Men jeg connecter (som det nu hedder med et meget fint voksen ord) bedre med børn end med dem der har fået hår mærkelige steder. Børn har en umiddelbarhed og en ærlighed som jeg forguder, og jeg tror det er derfor jeg ikke trives så godt blandt voksne mennesker. For voksne mennesker er udspekuleret og uærlige. Voksne siger ting som "Ajh, her tager jeg aldrig hjem fra", selvom de udemærket ved at flyet hjem til job, huslån og pensionsopsparing afgår fra Las Palmas lufthavn om 7 dage. Hvis et barn siger "hele livet" så mener de det, nok mest fordi et abstrakt koncept som tid ikke giver mening for dem, og "for evigt" er lige indtil man finder på noget andet, MEN i det øjeblik de siger det, mener de det. De voksne ved godt at det charter fly waits for no man, og er de ikke tilbage på "pinden" (klamt udtryk, ikke? Jeg mener, hvem sidder på en pind, andet end folk der godt kan lige at få ting stukket op i måsen?) så ryger jobbet (og derved huset og pensionsopsparingen). Så når de postulere at de aldrig tager hjem, så er det med en returbillet i hånden.
Men kender det også fra dengang hvor jeg (ifølge min søster) havde et rigtigt job, Der sagde folk ting som "Ahr, gid det var mig der skulle til Cypern i 14 dage, ahj, hvor er du heldig." WTF? Jeg mener, hvis du så gerne vil til Cypern (og hvem fanden tager frivilligt til Cypern?) hvorfor tager du så ikke derned? Hvis det var et barn, så havde han/hun pakket rygsækken og var begyndt at gå.
Som voksne ryster vi på hovedet og smiler af børnene. "Hvor er lille Rikke sød, hun siger bare tingene som de er." Og hvor ville livet være nemmere hvis vi alle sammen gjorde som lille Rikke, i stedet for at fyrer en masse lort af vi ikke mener.
Så derfor skriver jeg til børn, fordi jeg forstår dem. Og jeg fatter ikke voksne mennesker, så derfor skriver jeg ikke til dem.
