En era er forbi.
Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.
Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.
Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.
Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)
Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)
To uger senere forlader hun mig.
Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.
Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!
Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.
Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.
Og her står man så, som menneske, overfor et valg.
Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.
Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.
Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.
Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.
Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"
