Jeg var otte år og naiv.
Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.
Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?
Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.
Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.
Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.
Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.
Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.
