For hvis skyld?

Før i tiden gjorde man en masse selviske gerninger, men dengang kunne man altid proppe dem ind under den kæmpestore fyldige paraply der hed(der): GUD. Jeg gør det for Gud. Vi slagtede hedninge i et væk, så vi kunne få rigdom og land, selvfølgelig for Guds skyld. Altid med Gud i mente.

I dag er Gud død, eller i hvert fald lyder det underligt at sige at man gør noget for Guds skyld (andet end at sprænge ting i luften eller drikke giftige væsker). Men sådan i hverdagen er det svært at overbevise konen om at man har haft sex med naboen for Guds skyld. Næ, nu er det for børnenes skyld. Vi har skiftet vores kæmpestore Gudsparaply ud med en børneparaply. Vi gør alt for børnenes skyld. Vi bliver skilt "for børnenes skyld", vi finder sammen igen "for børnenes skyld". Vi ophøjer os selv til mini-guder, der slet ikke er i tvivl om at vores handlinger ikke er egoistiske, men for børnenes skyld. Vi blev nødt til at købe en større bil, "for børnenes skyld." Selvfølgelig.

Nu skal der ikke nævnes navne eller peges fingre, men min ekskone er på netop sådan et korstog. Faktisk, når hun for en kort stund bliver træt af at hænge deroppe på korset og stiger ned og mænger sig med os andre kan hun godt indrømme at det er ren og skær hævn. Hun søger forældremyndigheden fordi jeg havde den næsvished at bede om at se min søn mere. Sådan nogle ting bliver prompte straffet, for børnenes skyld, selvfølgelig. Så nu slæber hun os (også børnene) gennem en retssag, fordi jeg var uartig og hendes advokat synes at det var det bedste at gøre. Lad os lige pause her et kort øjeblik. Fordi, hvordan er det hendes advokat tjener penge? Nå jo, det er sandt, ved at føre retssager, så hvis nu min ekskone ville indgå et forlig, så ville han ikke kunne købe den der nye bil han er gået og blevet lidt smålun på. Og det er alligevel staten (dvs. os alle sammen) der betaler, så ... what the hell. Why not? Men, som der står på deres hjemmeside, så tager de kun denne slags sager for børnenes skyld. Ikke at han nogen sinde har snakket med mig, men det ville da også være fjollet, for hvem skal så betale den nye bil?

Så, min ekskone er overhovedet ikke villig til at snakke, selvsagt for børnenes skyld. Hun vil i retten og have den fulde forældremyndighed, igen, sole klart for børnenes skyld, fordi det er jo bevist at børnene har det bedst af at have en far OG en mor. Men pjat, hvad er en eksperts udsagn værd, når man gør noget for børnenes skyld. Så kan de kloge hoveder ellers komme anmasende med deres teorier og videnskablige undersøgelser (Jorden er rund, anyone?), men hvad er det værd overfor et slående argument som "for børnenes skyld".

Og det slående argument, det fældende bevis, det som skal frarøve mig retten til at se mine børn - mine damer og herrer, jeg giver Dem ... (drumroll) Han er sindssyg. Ligesom hendes eksmand der også er sindssyg (men som vandt forældremyndigheden) er jeg nu også stemplet i hoved og røv. Men vi er ikke alene her. Min søn blev af min ekskone allerede stemplet sindssyg da han var 3 år. Og nu mener hun også at vores datter er ved at blive det, på trods af fine udtalelser fra institutioner. Men igen, hvad ved de? Det her er jo for børnenes skyld. Man kunne overveje, bare en strøgtanke, om problemet måske lå begravet et andet sted, men lad os lade den ligge for nu.

Så hele dette cirkus er sat i gang, og lad mig lige understrege, hun havde ALDRIG nogensinde gjort det, hvis ikke det var fordi vi alle sammen betaler hendes regning. Hun ville simpelthen bare ikke smide 50 kilo efter ingenting, faktisk ikke engang for børnenes skyld.

Den kan man så tænke lidt på, mens man overvejer hvad man ellers kan slippe af sted med "for børnenes skyld".

Produktivitet og ansvar

Jeg har haft problemer med at skrive på det sidste. Mine eks-kone har sagssøgt mig for myndigheden over mine børn, så pludselig var det advokat og beskyldninger og alt den slags. Min kæreste stoppede fra den ene dag til den anden med at kontakte mig. Og pludselig kæmper jeg for retten til at se mine børn (min datter har boet hos mig 12 ud af 14 dage de sidste 3,5 år, det er fucking latterligt at jeg overhovedet kan ende her), samtidig med, at jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt i kærligheden. Det hele ramlede på en gang. Og jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne skrive. Jeg satte mig ned, tændte computeren, men ingenting, hvilket bare skabte et nyt pres, for skriver jeg ingenting kommer der ingen penge ind (og, ud over den ufatteligt høje husleje står der pludselig også en advokat og skriger på penge), Så, måske mister jeg myndigheden over mine børn, min kæreste ønsker ikke at snakke med mig og jeg kan ikke betale mine regninger, dvs. jeg skal flytte. Jeg forstod ikke jeg ikke kunne skrive. Jeg kan altid skrive, come hell or high water, men denne gang, nada. Så jeg ringede til min gode ven, Niklas, som bare grinte af mig og forklarede mig at der hvor jeg står lige nu, det er grunden til folk hopper ud fra broer eller høje bygninger. Hele mit fundament var truet. Ikke så underligt at det var svært at være kreativ. Så jeg bestemte mig til at få styr på hvad jeg kunne få styr på. Og da jeg ikke kunne det, så bestemte jeg mig for ikke a bekymre mig om det ... Fordi produktivitet og ansvar går hånd i hånd. Jo mere ansvar, jo mindre produktivitet. Og nu skriver jeg igen, og faktisk kommer alle løsningerne så af sig selv. Det eneste svære nu, er at føre dem ud i livet ... some day.

Fordi jeg er et barn

Ofte spørger folk mig hvorfor jeg skriver til børn. Til BØRN? Hvorfor og hvornår skriver jeg en rigtig bog? Til VOKSNE. En krimi, fordi det er ikke fordi, at der ikke findes nok halvlunkne krimier derude allerede.

Mit svar er simpelt. Jeg skriver til børn fordi jeg er et barn. Ok, fair nok. Jeg er HOST år og kan derfor ikke teknisk set falde ind under kategorien "barn". Jeg kan ikke købe en børnebillet i tivoli, jeg kan ikke komme ind i kugleland i Ikea og jeg kan ikke holde fremmede damer i hånden og lade som om jeg troede de var min mor uden politiet bliver indblandet. Okay, så måske ER jeg ikke et barn. Men jeg connecter (som det nu hedder med et meget fint voksen ord) bedre med børn end med dem der har fået hår mærkelige steder. Børn har en umiddelbarhed og en ærlighed som jeg forguder, og jeg tror det er derfor jeg ikke trives så godt blandt voksne mennesker. For voksne mennesker er udspekuleret og uærlige. Voksne siger ting som "Ajh, her tager jeg aldrig hjem fra", selvom de udemærket ved at flyet hjem til job, huslån og pensionsopsparing afgår fra Las Palmas lufthavn om 7 dage. Hvis et barn siger "hele livet" så mener de det, nok mest fordi et abstrakt koncept som tid ikke giver mening for dem, og "for evigt" er lige indtil man finder på noget andet, MEN i det øjeblik de siger det, mener de det. De voksne ved godt at det charter fly waits for no man, og er de ikke tilbage på "pinden" (klamt udtryk, ikke? Jeg mener, hvem sidder på en pind, andet end folk der godt kan lige at få ting stukket op i måsen?) så ryger jobbet (og derved huset og pensionsopsparingen). Så når de postulere at de aldrig tager hjem, så er det med en returbillet i hånden.

Men kender det også fra dengang hvor jeg (ifølge min søster) havde et rigtigt job, Der sagde folk ting som "Ahr, gid det var mig der skulle til Cypern i 14 dage, ahj, hvor er du heldig." WTF? Jeg mener, hvis du så gerne vil til Cypern (og hvem fanden tager frivilligt til Cypern?) hvorfor tager du så ikke derned? Hvis det var et barn, så havde han/hun pakket rygsækken og var begyndt at gå.

Som voksne ryster vi på hovedet og smiler af børnene. "Hvor er lille Rikke sød, hun siger bare tingene som de er." Og hvor ville livet være nemmere hvis vi alle sammen gjorde som lille Rikke, i stedet for at fyrer en masse lort af vi ikke mener.

Så derfor skriver jeg til børn, fordi jeg forstår dem. Og jeg fatter ikke voksne mennesker, så derfor skriver jeg ikke til dem.

Musik til en regnfuld lørdag

Sonny Søren er løs!

Hop ned i den nærmeste boghandel og køb "Sonny Søren og Spasserne"! Gyldendal har endelig udgivet denne lille litterære perle. En milepæl i dansk litteratur! Eller, i hvert fald en rigtig skæg læseoplevelse. Eller, det er en bog. Den er endda ikke så dyr og der er mange flotte tegninger i. Se om du kan finde Picasso maleriet.

En STOR tak til den oscarnominerede instruktør Christian E. Christiansen, der har skabt karakterne Sonny Søren, Dr. Satan, Mona Maria og hele universet samt grundhistorien sammen med mig, for godt femten år siden. Det var pisse skægt, for at sige det mildt. Christian og jeg arbejdede for godt 10 år siden på at lave Sonny Søren om til en tv-serie til Zulu, der i stedet valgte at lave Christian. (Altså, serien). Godt valg, drenge. Christian E., du er blevet krediteret i bogen. Og jeg får Gyldendal til at sende dig en pronto.

Skolelærere der gerne vil have de store drenge til at læse; drop "Dengang Mette blev fuld" eller "Janniks nye knallert". Næ, køb "Sonny Søren og Spasserne" til de unge mennesker, og så skal de hurtigt få lyst til at læse igen. Tjek det ud HER.

Jeg har en masse at sige om denne udgivelse, men det må vente til jeg får mere tid. Bare rolig, det skal nok blive fyldt med skandale, overraskelser og måske en retssag. Game on!

No hand

Okay, dette har ikke en skid med kultur eller politik at gøre, så er du advaret. Det drejer sig om forhold, og det at have "hand" i forholdet. Hele dette udspringer af en samtale jeg havde med en god ven i går. Vi snakkede, som man gør, om en anden god ven, og den sørgelige tilstand han er i nu, grundet han ingen hånd har i sit forhold. Og hvad vil det så sige at have hånd i et forhold? På dansk siger vi nok "at have bukserne" på. Ikke på sådan en "hun skal bare ud i køkkenet og holde kæft" måde, men mere på ligeværdig måde.

Jeg tror i øvrigt problemet er meget større end man lige umiddelbart tror. Blandt 6 af mine nære venner, er der 3 af dem der går rundt med røven bar. 3 ud af 6. Det er, med mine begrænset matematiske evner, 50%. Og hvad vil det så sige at gå med røven bar? Det vil sige at man skal have tilladelse af sin kone når man skal noget, og jeg snakker ikke om at skulle på stripbar eller en nat på bordel. Jeg snakker om at tage hjem og nørde brætspil eller tage i biffen med sine (mandlige) venner. No sir. Det er en no-go.

Der er en af de seks nævnte venner som jeg ikke ser mere. Og faktisk ikke bare mig. Vi var fire gutter der tog i sommerhus en weekend om året og spillede brætspil og så film (for en god ordens skyld skal jeg lige nævne at vi ikke så porno, men Michael Bay film, som måske godt kan betegnes som en slags porno, action-porno). Men altså ganske uskyldigt. Men den ene af os måtte ikke mere for sin kæreste. Faktisk må han slet ikke se os mere. Jeg har kendt ham siden jeg var 2 år, så det var lidt mærkeligt. Vi kan ikke ringe til ham, vi kan ikke sende mails (blokeret). Jeg sender et julekort, men det er det. Om det ryger under den østtyske radar eller ender som kaminfoder aner jeg ikke.

Men han er altså blevet nægtet adgang til os af sin kone.

Så var vi tre. Og ud af os tre er den næste nu på vej ud. Han må heller ikke mere for konen. Han kæmper lidt, som en fisk på land, men linen strammer og krogen sidder i kæften. Det er, åbenbart, for meget forlangt at han tage væk en weekend om året for at se sine venner.

Og så var der to.

Men det hele undrer mig. Hvad får en voksen, rimelig intelligent, mand til at droppe al kontakt med sit bagland, for at bruge 24/7 med en kvinde? Og jeg har set begge to, og vi snakker altså ikke Heidi Klum her. Og hvorfor i alverden har kvinder lyst til at spærre deres mænd inde? Og hvordan mister man sine bukser? Og kan man finde dem igen eller er de væk for evigt?

Jeg har aldrig været i et forhold hvor jeg ikke måtte se mine venner. Men jeg ville heller aldrig gå med til det, så det er nok lige så meget der bukserne ligger begravet, at manden smider bukserne, eller giver dem til konen, og så er det det. Game over. Måske er det bare nemmere at hun styrer showet og bestemmer hvad man må og ikke må.

Men jeg har også en ven der fandt sine bukser igen. Hvor de lå begravet ved jeg ikke, men de blev fundet og nu kører deres forhold godt, fordi det er bare bedre, for begge parter, når de har bukserne på (så kan man altid smide dem for en kort bemærkning).

Det behøver ikke altid at ende så grumt som med mine to venner, hvor kontakten til (deres) omverden bliver afskåret. Det kan også være at man bare har "no hand" i forholdet. Sådan en ven har jeg også. Kæresten skred og han var helt nede og skrabe for at få hende tilbage, og i dag har han "no hand". Han har bukser på, men ingen hånd. Man kan se det når hun kommer, han krymper sig og bliver lille. Og hvordan får man se hånd igen, fordi man bliver nødt til at have hånd i sit forhold, ellers ender det med at man mister bukserne. Hånden ryger først, og så bukserne.

Jeg har snakket med nogle venner om det, og det her er meget mere almindeligt end man umiddelbart skulle tro. Alle har en ven der har mistet både hånd og bukser og, på ægte Sovjet-vis, blevet nægtet udrejsetilladelse. Spørgsmålet er "hvad er det for nogle kvinder?" og ikke mindst "hvad er det for nogle mænd?" Og pludselig går det op for mig hvor ordet "vatpik" stammer fra.

Jeg har forsøgt at redde mine venner. Har tapet dem fast under karrosseriet på min søster Peugeot 106 eller gemt dem i det latterligt lille bagagerum, men sandheden er at du ikke kan tvinge en mand til at flygte. Lige meget hvor kummerlige forhold han lever under vil han altid ende med at vende retur. DET kan jeg forholde mig til. Jeg har været i et lorteforhold i 7 stive år. Og jeg forstår hvorfor man bliver. Det er meget simpelt. Man bliver tæsket med hvor dårligt et menneske man er og ender med at tro at ingen andre kan/vil elske en. Eller, nogle tæsker, andre er en smule mere raffinerede. Og vi tror aldrig vi får sex igen hvis vi går. Mandens liv går jo stort set ud på at få sex, fra vi bliver kønsmodne har vi ikke mange andre tanker i hovedet end "sex". Når vi så finder en at have det med, og hvis man har lidt lavt selvværd, så sidder man fast. Og jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at komme fri. Og pludselig har vi givet køb på alle vores drømme, vores venner og vi sidder der med en sæk af en kone og to grimme børn. Fuck!

Faktisk er det overvældende så mange der tror at de aldrig finder en kæreste igen. Og så er der klassikeren "jeg gør det for børnene". Fuck det. Overvej lige det signal du sender til dine børn "This is life kids. A loveless, cold hell. Enjoy." Livet skal være varme og passion. Og dine børn skal se du har det godt, og gerne at du elsker den du er sammen med. Kys og kærtegn i hverdagen. Det andet er en dårlig undskyldning. Vi gør det ikke for børnenes skyld. Vi gør det for vores egen skyld. Fordi det er nemmere at blive, end det er at gå. Og så bruger vi børnene som undskyldning. Det er eddermame koldt og kynisk. Tilbage til bukserne.

Jeg har som sagt forsøgt at redde mine venner, men har endelig fundet ud af at de kun kan redde sig selv, og ønsker de ikke det, så er det deres beslutning.

Her er en hilsen fra Seinfeld, hvor George "no hand" Constanza viser alle de mænd derude uden busker og hånd, hvordan man gør den slags.

Update!

Pyha, så blev det lige sommer og jeg blev revet i nosserne af eksen, og mødte en pige (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).

Jeg har i sommerferien skrevet et oplæg til en 22 min. Star Wars Lego film, jeg er i gang med at skrive på to tegnefilm og "Soldater Græder Ikke" er nu næsten færdig i en 1. draft udgave.

Mht. Soldater så er historen meget kort fortalt, at Jesper W. Nielsen læste anmeldelsen i Politiken, fes ned og købte bogen, læste den, græd (ok, det fandt jeg selv på) og ringede til mig. Vi mødtes og Peter Bech blev tilknyttet som Producer. Vi ansøgte på DFI og fik moneter til en første gennemskrivning. Nu er der kommet ny konsulent, så vi må se hvad der sker. Første gennemskrivning afleveres snart. Det er jo en noget anderledes børne/ungdomsfilm end Far til Fire, men lad os håbe at konsulenten i første omgang gerne vil hive dansk børnefilm i en noget modigere retning. Jeg synes filmen bedst kan betegnes som en moderne udgave af Brdr. Løvehjerte.

Bogen er netop udkommet i 2. oplæg.

På bogfronten kommer "Sonny Søren og Spasserne" måske snart. Gyldendal værger sig ved at give en dato. Vi har skændtes lidt, men den tager jeg på et andet tidspunkt.

Ronin 1, som kommer fra Carlsen er også på vej. Tegningerne er netop kommet, og de er SUPER fede. Jeg er (officielt) startet på at skrive 2'eren. Ehm.

Og, som rosinen i pølseenden skal jeg ud og lave en cameo som præst i et hemmeligt filmprojekt. Mere må jeg (rent juridisk) ikke sige. Dog kan jeg afslører, at den kvinde som jeg jeg som ung har brugt flere meter køkkenrulle på, medvirker i filmen. Dreams do come true.