fredag den 2. marts 2012

Livet banker (mig eller på)

Sjældent, desværre for sjældent, læser jeg noget der løfter mig op og ud af denne verden. Noget der "vækker" mig, og minder mig om at jeg for helvede skal leve og elske, at jeg skal være og ånde og turde.
Min gode ven, Mr. Press, der er skudt i en ukendt amerikansk country sangerinde, sendte mig for et stykke tid siden en artikel om selv samme. Jeg havde travlt og ikke meget lyst til at læse, da jeg ikke erindrede hvem pokker hun var. Men jeg startede alligevel, nu havde han besværet sig med at sende mig den (i papirform, THANK GOD). Efter første afsnit var jeg solgt. De to sidste dage har jeg stået i bus og tog, jeg har grædt og jeg har grint (flere gange) højt. Jeg har været overvældet af følelser og følt livet snige sig ind på mig.
Det har været en åbenbaring, og jeg er kun halvvejs igennem artiklen. Jeg gemmer den, som en livseliksir. Den skal holde.
På vej hjem fra metroen i dag funderede jeg over livet. Over kærligheden. Den sidste linje i det sidste afsnit jeg havde læst "(why can't I have) a regular supply of passionate kisses."

Måske er jeg bare fanget i en følelse lige nu - jeg længes efter at lade mine fingre glide hen over en kvindes krop, at mærke hendes læber mod min hud, hendes krop der er tæt og varm. Alle de sanselige ting. At røre ved hendes hår, der ligger på min pude, at lytte til hendes åndedrag mens hun sover. At mærke kærligheden, måske, mest af alt.
Jo jo, jeg ved godt børn sulter i Afrika, men derfor længes jeg alligvel.
Patetisk, måske, men er det ikke hvad vi alle drømmer om - a regular supply of passionate kisses? Og mærke livet, mest af alt, at føle vi lever, suset.

Det er rart at vågne op, i ny og næ, når hverdagen har taget kvælertag, og ihukomme, at den er sgu derude, kærligheden, og det er ok, det er ikke patetisk, det er ikke "kræver mentalitet", det er ikke umenneskeligt, at stille sig selv spørgsmålet: "Why can't I have a regular supply of passionate kisses?" Det er nærmest menneskeligt, og det er måske meget godt, at vi fra tid til anden er lidt menneskelige, lidt sårbare og ikke mindst, at vi fra tid til anden ønsker at mærke livet. Men ikke nok med vi skal stille os selv spørgsmålet, vi skal også besvare det, og ikke med undskyldninger, fordi foråret er her (rent kalender-teknisk i hvert fald) og hvis vi ikke skal mærke livet nu, hvornår skal vi så? Og fordi det er vigtigt at turde og ukuelighed er en dyd.

Jeg blev inspireret af artiklen om den lille hårdføre country kvinde, og blev mindet om at livet er hårdt, men også ufattelig smukt, og det vigtigste er måske ikke at elske, men at turde. Jeg ved ikke om modet kommer med foråret, men det kommer med forbilleder, og lige nu er mit forbillede en guitar spillende 57-årig hærdet kvinde fra sydstaterne. Som er, tør og elsker (mest bassister).

Og som rosinen i enden, så er det også rart at mærke og føle hvad ord kan gøre ved mig. At de stadig kan røre mig. At de stadig kan få mig til at le og til at græde. At de, ligesom livet og kærligheden, er så simple, men så alligvel så komplekse.

Tak til journalisten, til sangfuglen og til Hr. Press

fredag den 24. februar 2012

Den fede dame har sunget på Bornholm



En era er forbi.

Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.
Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.
Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.

Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)
Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)
To uger senere forlader hun mig.
Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.
Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!

Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.

Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.
Og her står man så, som menneske, overfor et valg.
Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.
Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.

Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.

Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.

Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"

onsdag den 22. februar 2012

Den lille fede ballerina

Dengang jeg var lille havde jeg egentlig regnet med at jeg ville møde mit livs kærlighed, at vi ville elske hinanden og være sammen resten af vores liv. Hun hed Maria, var min nabo og jeg cyklede over i Obs og købte hende en ring. Mettes mor stod i smykkeafdelingen. Hun smilede og jeg kan huske det irritererede mig, fordi det var sgu seriøst. Jeg elskede Maria. Det her var resten af mit liv.
Jeg var otte år og naiv.
Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.

Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?
Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.
Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.
Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.

Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.

lørdag den 14. januar 2012

Årets tegneseriecover 2011 3-1

3.

Det er svært at sige noget dårligt om Tim Bradstreet. Det er mindst lige så svært at portrættere en dæmon fra helvede på en sjov måde, uden at gøre nar af denne. Det lykkedes for Bradstreet at vise os Pinhead i et ømt øjeblik, som både er sjovt og pisse uhyggeligt på samme tid. Bradstreet formår at få noget rigtigt klamt frem i sin illustration. Måske er det de korte sorte negle, måske måden sømmene bryder gennem huden, måske den meget menneskelige side af Pinhead vi ser her, som bare gør ham endnu mere uhyggelig. Og så modsætningen mellem komik og uhygge.

2.

Det her er et variant cover for Secret Avengers 18. Det rigtige ligner lort. Dette er tegnet af David Aja. Men tegningen i sig selv er ikke det vilde - det er grafiske udtryk. Det er cool, anderledes og vildt - for Marvel/Disney. Det er faktisk så banebrydende at det er revolutionerende. I love it.

1.

Jeg ELSKER Raymond Chandler. Jeg absolut ELSKER ham. Han er i mine øjne den største forfatter der nogensinde har levet. Jeg ELSKER hans univers og ovenstående cover kunne lige så godt have været et cover til en af Chandlers bøger. Whiskyen der flyder ud af pistolmundingen ned i glasset, hvor der mellem isterningerne og spiritussen sidder en forførende smuk kvinde, iført stort set ingenting. Og så titlen "The Rachel situation". Jeg bliver blød i knæene og svimmel, når jeg ser det cover her. Det her er 100% hard-boiled detective. Der er ikke plads til tudefjæs eller skvatmikler. Det her hvisker sødt om smukke kvinder, der placerer en kniv i dig, så snart du vender ryggen til dem. Hvis læber lover evig kærlighed, men den lille .32 i dametasken lover død. Det her cover har flere boller, end samtlige bagerforretninger i storkøbenhavn. Det her er sex og vold, men med stil.
Farven på whiskyen er PERFEKT. Næsten gennemsigtigt; tyk og gylden. Man kan smage den, mærke isterningens kolde berøring mod læberne, eller er det hendes kys? Og det blanke stål fra pistolløbet gør, at vi ved det ender galt (som om whiskyen og kvinden ikke var nok.)
Og Whiskyens label oppe i hjørnet, der udgør coverets titel. Det er så gennemført.
Det her cover SKRIGER noir. Det kan kun ende galt, men en ting er sikkert, man dør med et smil på læberne.
Coveret er tegnet, tænkt og udført af Viktor Kalvachev.









Music

Sidder og skriver på et projekt for to skønne piger. Har fået denne her på hjernen. Man kan simpelthen kun blive i godt humør. Tjek lige Marvin Gaye - Han er totalt happy. Det er svært at sidde stille når man lytter til det her.

fredag den 6. januar 2012

Best comic covers 2011 7-4


Nr. 7

Tegnet af Jae Lee. Forholdvis simpelt, samtidig brutalt og voldsomt. Jeg elsker den måde Cyclops står på, med hænderne bag ryggen, nærmest casual. Og så hans stråle der breder sig ud fra hans visir og fylder coveret helt ud. Og Wolverine der er fanget, midair, i alt det kaos som Cyclops stråle, trods hans casual stand, åbenbart udgyder. Smukke, dybe farver og en rent billede, kombineret med Lee's haunting karakterer.

Nr. 6


Tegnet af Cliff Chiang. Det ligner en gammel cirkus plakat med en overdreven mængde af udråbstegn og forskellige skriftstyper, krystalkuglen, den mystiske fremmede, og vores to helte i farer. Der er endda en ramme rundt om, for at vise os, at her er tale om en plakat. Det her er nostalgi så det batter. Den dansende bjørn er prikken over i'et.

Nr. 5

Tegnet af Chris Burnham. Batman og Robin tager til Paris. Jeg tog med min kæreste og hendes familie på Louisiana da jeg var ganske ung. Det var første gang jeg var på et museum, og jeg var ret så skeptisk. Der hang en masse malerier, som ikke gav mening, smeltede ure og den slags. Jeg synes Chris Burnham har lavet et absolut FANTASTISK cover. Det virker fordi både Batman og robin er så cartoonish, dog uden at miste forbindelsen med virkeligheden. Og så tjek lige fyren i midten. A Clockwork Orange, anyone?

Nr. 4

Tegnet af David Aya. Dette bringer minder fra både tyskernes og russernes propaganda plakater. De skarpe kanter, simple farver, enkle budskab - This doesn't bode well for the world. Den slår også tankerne hen på Fritz Langs plakat til M, stilistisk. Og så tænke sig til at dette er et cover til en superhelte tegneserier ... De er kommet et stykke vej siden Anders And.





tirsdag den 3. januar 2012

Marvels tribute to classic movies

Marvels art department har haft det sjovt. Kan du sætte navn på alle de klassiske film de har lånt fra?