Sinead O'Connor

Måske rammer savnet mig hårdt netop nu, fordi det er et stykke tid siden jeg har set dem jeg holder af. Sad og ledte efter ny inspirationesmusik og fandt en gammel Sinead O'Connor sang, som får mig hver gang. "The Last day of our acquintance" rammer mig så meget dybere end "Nothing compares to you." Måske fordi jeg selv har været igennem den smerte, I don't know, men jeg sidder her og græder som et lille barn. Som sagt, så har kulleren af at være isoleret så længe nok endelig ramt mig. Dog, jeg er en sucker for tårer. Visse film, tegneserier og bøger får mig hver gang. Og musik. Som denne her.

Og så jager Sineads spøgelse mig. Jeg var uretfærdig meget forelsket i hende som ung. Hun knuste mit hjerte fuldstændig. Pulveriserede det. Hendes sarte, skrøbelige, butt kicking, skull crashing, uopnåelige, alfe/klokkeblomst-agtige ustråling, der brænder sig fast i hjertet og aldrig giver slip. Hendes stemme der følger dig hele vejen, til både himlen og helvede.

Til dig derude, hvis hjerte hun ligeledes har knust, her er en heartbreaking live udgave af "The last day of our acquitance." Hendes spæde, næsten undskyldende "thank you" i starten og den efterfølgende aggressive stemmeføring der bevæger sig op og ned som en dansende bokser, der yndefuldt uddeler det ene kæbeknusende slag efter det andet, giver et endegyldigt billede af verdens, nok smukkeste, sangerinde, når hun er allerbedst.

Haldvejs færdigt

På Hald hovedgård er adskellige bøger stablet på reoler. De fleste forfattet af tidligere (og enkelte nuværede) Hald opholdsforfatter. En del handler rent faktisk om Hald. Næsten alle disse har en Holywoodsk forkærlighed for det platte, og omdrejningspunktet i teksterne er at Hald = Halv. F.eks et Hald ophold. Hald færdigt. Osv. Jeg skriver dette med fuld forståelse for, at jeg selv er blevet ramt at sådan en hjerneblødning, og finder det ligeledes morsomt at slå plat på gårdens navn, med fare for at ende i samme kategori, som jeg uden tøven har smidt de andre gamle hønisser i.

Jeg er halvvejs igennem min roman. Med lidt knofedt og god vilje bliver jeg færdig med første gennemskrivning inden jeg forlader stedet her. Eller, det skal jeg sgu, for når jeg vender tilbage til civilisationen står den på børn frem til midt August, og dvs. der ikke er mulighed for at lave så meget andet.

Jeg er som altid skuffet over min indsats. Jeg brugte de første fem dage på at finde tonen i romanen, noget der normalt bare kommer. Jeg ved ikke om det er alderen der trykker, eller om det er fordi denne her har ligget i fryseren i så mange år, og derfor lige skulle tø op. Og de første kapitler brugte jeg på at føle mig frem, som en blind mand. Så fik jeg radioaktivt affald i øjnene, og kan nu se som en flagermus. Jeg er rimelig sikker på jeg ikke rammer en mur, men jeg aner ikke hvad farve tingene har. Nok overspringshandling. Back to business.

Meep

Jeg fik en mail fra en god ven, der skrev om hvor stresset han var og livet bare stank, og så følte jeg mig lidt som en lus. Her sidder jeg og brokker mig over lidt feber, mens livet jo egentlig ikke er så dårligt endda. Min nabo spurgte mig igår aften; hvis jeg kunne gøre det hele om, hvad ville jeg så gerne have arbejdet med? Og mit svar var hurtigt og simpelt. Præcis det jeg laver. Ikke alle er så heldige, til dem har jeg fundet et stykke klassisk musik, der gør livet bedre. Jeg kan ikke sige andet end: Meep.

Labor of Love

Nogle gange er det at forfatte en historie lidt ligesom at føde et barn. (Her snakker jeg ikke af bitter erfaring, men bruger frit af de oplevelser og fortællinger de to kvinder jeg har fået børn med, har videregivet). Det kan godt være smertefuldt. Jeg sidder netop nu og skriver på en historie som jeg har (forsøgt) skrevet på i fem år. Det er bare aldrig blevet til noget særligt. Da jeg skulle her til Hald tænkte jeg: "Nu skal det være". Og så skrev jeg, tre sider første dag (jeg havde feber). Det var lort. Næste dag startede jeg forfra. Resultatet var lige dårligt. Tredje gang (er lykkens gang?) var endnu værre end de to foregående. Jeg overvejede seriøst at skrive det som film i stedet for, men indså så, at det ikke ville gøre arbejdet nemmere. Jeg havde lidt mere feber, sov lidt, skrev lidt (lort, lort, lort). Først i går fik jeg hul på bylden. Skrev ni sider (igen feber, men ok) som holder i dag. Noget er ikke helt skarpt, men den er der. Jeg vågnede i dag (med feber) men HAVDE lyst til at skrive, og her kommer min fødselsmetafor ind i billedet, for jeg vidste jeg havde klemt den lille satan ud. Historien var født, formet og færdig. Nu skulle jeg bare skrive den. Jeg vidste det også fordi jeg havde fundet det musik jeg ville høre. Det lyder plat, men hver historie jeg skriver på har sin egen playlist i i-Tunes. Jeg sammensætter de stykker musik, der passer til netop den historie. Og så hører jeg den playliste HELE dagen. Det er det eneste jeg hører, mens jeg skriver. Og jeg kunne ikke finde musikken til denne historie. Jeg hørte alt muligt hist og pist, men intet passede. Ingen af de over 2000 sange/numre jeg har liggende passede. Jeg brugte næsten en hel del på at søge musik (youtube). Fandt meget godt, men intet der klikkede. Og så pludselig var den der. Stykket hedder, sjovt nok, "Labor of Love". Det er fra soundtracket til den nye Star Trek film, en af de bedste underholdnings Sci-Film film ever, og musikken akkompagner en uhyggelig, smuk scene, hvor evig kærlighed, fødsel og død bliver blandet med fantastiske CGI effekter. Men det er en anden historie. Jeg fandt mit stykke, min muse. Jeg har ikke så mange numre endnu, men jeg ved der kommer flere. Men her er, fra lille mig, til alle jer: Labor of love.

Beggars can't be choosers

Ankom til Hald Hovedgård mandag eftermiddag. Et refugium for forfattere og andet skravl. Skal være her i to uger. Jeg var her en uge sidste år, og havde nok husets bedste værelse. På 1. sal, udsigt over haven, med alkove hvor man kunne sidde og nyde skov og sø, mens man skrev. Så jeg havde gjort hvad jeg kunne for at få samme værelse, men det lader til de Estiske ludere ikke faldt i god smag. For jeg fik værelse 3 OG 4. Umiddelbart lyder det lidt luksus-agtigt, to værelser. Men der er en grund til man får to værelser. Det er fordi at værelse 3 (og 4, for den sags skyld) er så små, at man kan står midt i rummet og røre begge vægge. Og man behøver ikke engang at strække armene. Og udsigten er en grusplads, hvor de unge lømler fra Viborg og omland, ynder at bruge de lune sommeraftner på at tune og afprøve deres Puck Maxier. Ikke ligefrem hvad jeg havde i tankerne da jeg rejste til den anden ende af Danmark (eller, langt væk) for at få fred og ro til at skrive. Og så sidder man sikkert der og tror, at der mellem værelse 3 og 4 er franske døre, men næ nej. Man skal ud på gangen, så hvad fanden man skal bruge to værelser til aner jeg ikke. Men det er gratis, så man kan jo næppe beklage sig.

Og haven er fantastisk. Der ligger en lille ruin i nærheden og en sø. Efter at have ligget med feber hele mandag og tirsdag, og have forsøgt at skrive det meste af onsdagen, samlede jeg håndklæde og mod, og gik ned og badede i søen. Det skal lige her indskydes at jeg ikke er hverken Tarzan eller heltemodig. Jeg frygter en gedde, selv en lille en, og jeg ved farvandet heromkring er fyldt med det skidt. Så jeg skal ærligt indrømme at jeg var pisse bange, men det var varmt og vandet var køligt, og damn det var nice. Jeg er ikke en af dem der ynder at svømme nøgen (og med gedder i farvandet, heldigvis) da min trang til nudisme blev kvalt i sin spæde opstart på en femølejr som ung (det er en anden gyserhistorie, den kommer...). Og som sagt er jeg ikke hverken Tarzan eller modig. Jeg har set Piranha. Det tager kun 5 sekunder. Men jeg svømmede alligevel. Ikke så langt fra bredden og jeg blev panisk når jeg ikke kunne nå bunden eller når jeg kunne, og bunden bevægede sig. Men det var alligevel fedt. Efter turen klatrede jeg op i et træ (okay, gummi-Tarzan så) hvor jeg lå og tørrede i solen og talte fingre og tæer. De er lyn hurtige sådan nogle gedder. Jeg tror jeg vover livet igen i morgen, selvom jeg sikkert vågner op med eksem, algeforgiftning og ilger der hvor man allermindst ønsker dem (jeg har nemlig også set "Stand by me"). Anyway, hvis jeg ingen blog skriver i morgen, så regn med at verdens største gedde er at finde i søen ved Hald Hovedgård. Eller en ordentlig røvfuld Piranhas.

skoleæbler

Fik en henvendelse for et stykke tid siden, fra en kvinde der skulle op til lærereksamnen, og havde valgt at gå op i min bog, "Æblet".

Det var sgu lidt af et chok. På den dejlige måde. At der sidder mennesker derude, der synes bogen indeholder så meget, at de mener de kan gamble deres fremtid på den.

Hun skrev til mig, og sprugte om forskellige ting, som jeg svarede på så godt jeg nu kunne. Jeg ville jo gerne hjælpe hende.

Og så skrev hun at hun var glad for jeg havde skrevet den, og hun håbede jeg ville skrive mere.

Det var ikke en dårlig dag.

Ansvar og skyld

Hver fredag har vi "film aften" hjemme hos os. Da jeg ikke har noget fjernsynssignal, kan poderne ikke se Disney sjov, så i stedet sætter vi os ned, med en ordentlig røvfuld økologiske gulerødder og nogle dejlige sprøde friske Blomkåls stængler (nej, det er løgn, vi æder slik og chips) og ser en film.

Det hænder at vi går i Blockbuster og lejer en film. Det gjorde vi f. eks for ca. et år siden, hvor vi lejede CARS. Ikke verdens bedste film, men min mindste søn er glad for biler. Desværre var skiven fuldstændig useelig. Filmen hakkede og stønnede. Jeg smed den fra DVD afspilleren ned i PS2'eren (som æder stort set alt), men også den måtte smide håndklædet i ringen. De små tog det pænt nok. Vi så istedet Ice Age (for 109' gang). Jeg gik ned med filmen næste dag og forklarede manden i Blockbuster at den var i stykker. So far so good.

Sidste fredag kom den lille (Ferdinand) hjem fra børnehave og fortalte bevægende om Lynet M'Queen (som han kalder ham) og hvor stærkt han kunne køre. Jeg sprang straks op på cyklen, og tonsede ned i BB for at leje Cars igen.

Vi satte os til rette med Popcorn og dets lige, og Gudhjælpemig om filmen ikke begynder at hakke og sprutte PRÆCIS samme sted som sidste gang. Da begyndte mit tis godt nok at koge. Ikke alene har ekspedienten i BB valgt at ignorer min meget præcise nedskrevne (med tidskoder) gennemgang af hvor på filmen den var gal, men fandme om han ikke også har smidt den ud på hylden igen.

Jeg suser ned i butikken, med forventning om en promte undskyldning og lovning på det aldrig vil ske i fremtiden. Men næ nej.

Jeg kommer ind og samtalen forløber ca. sådan her:

"Goddag, nu skal du høre her, Jeg har lejede denne film for 1 år siden, og igen i går, og det er præcis samme fejl der er på filmen, præcis samme sted."

"Nå, så skal du nok ikke leje den igen."

Vi gør lige et kort ophold her, for betoningen i denne sætning er vigtig. I hans univers rangerede jeg et sted mellem åndsforladt amøbe og en underudviklet primat-art, der var så snot hamrende uintelligent at regne med at den forretning han arbejder i, gad bekymre sig om noget så banalt som kundepleje.

"Nej, det har jeg bestemt ikke tænkt mig. Der er jo fejl på."

"Nogle afspillere kan ikke afspille visse film. Sådan er det med alle vores film."

Igen gør vi holdt. Hørte jeg lige manden sige at ALLE deres film er ridsede og det ikke er deres problem, eller hørte jeg ham sige at jeg har en skodafspiller der bare ikke kan klare noget? Jeg vil igen gerne her understrege (for den tungnemme) at denne film har været prøvet på ikke en, ikke to, men TRE forskellige afspillere. Denne gang en PS2 og en PS3. Sidst en Sony og en PS2. Det er jo svært for mig at sige hvor godt trænet BB medarbejder staben er, men man må gå ud fra at de har været igennem det obligatoriske Sandsynlighedsregningsforløb i 8. klasse, ligesom alle andre i Danmark. Og sandsynligheden for at den disk var lige så ridset som Adolf Hitlers ry er en del større end tre forskellige maskiner ikke kan afspille en disk fordi de kvalitetsmæssigt er for ringe.

Vi fortsætter:

"Jeg tror det er filmen der er noget galt med."

"Jeg kan godt, for denne ene gang, give dig et tilgodehavende på 25 kr. Men hvis du lejer filmen igen, så får du ikke noget."

Her undslap en nervøs latter fra mine stramme læber. Lad os pille sætningen fra hinanden. "for denne ene gang" hvilket insinuerer at jeg lyver. At jeg rent faktisk har siddet derhjemme og set CARS, og så cyklet ned med filmen og påstår der er ridser i den, for at få et tilgodehavende på 25 kr.

Kære BB, hvis jeg nogle sinde svindler, så vil det få Stein Bagger sagen til at ligne et bankrøveri i Pladderballe Sparekasse. For 25 kr. gider jeg sguda ikke cykle ned for at stå og blive svinet til, at en knægt der lige er kravlet ud af folkeskolen. For det andet insinuerer han, at jeg ikke bare er et dumt umælet dyr, men jeg rent faktisk, måske er snothamrende åndssvag nok til at leje samme film en gang til. Med viden om, at de ikke rører en finger, men bare sætter den på plads på hylden, så de kan vride 25 kr. ud af endnu en ulykkelig sjæl.

Jeg ville gerne fortælle om hvordan jeg hoppede op på desken, trak sjoveren frem og pissede ekspedienten i hovedet (hvilket han i den grad havde fortjent), men jeg var så lamslået over det bundskrabende serviceniveau, over at komme med en legitim klage, og så blive udstillet som forbryder OG idiot, at jeg krøb ind, fandt en film, og lagde så en tyver i ekstra leje.

Det er typisk mig, måske er min tiltro til menneskeheden for stor, for det er først bagefter det rammer mig. Alt det jeg skulle have sagt og gjort. Og så slår det mig at jeg ikke skulle have sagt og gjort noget. I en rigtig verden havde BB taget ansvar og skyld. De lejer mig en film, så er det vel også deres ansvar at den kan afspilles? Og deres skyld hvis den ikke kan afspilles (forudsagt at man besider en dertil indrettet afspiller). Eller har vi alle sammen så pisse travlt med at fralægge os ethvert ansvar og skyld at det smitter af på alt hvad vi tænker og gør. Min gode ven, den oscarnomineret instruktør Christian E. Christiansen, pøsede engang (dengang vi begge var producere) på at lave en røvfuld T-Shirts til sit hold, på en prodution hvis navn er undsluppet mig, med skriften "Det kan godt være det er mit ansvar, men det er ikke min skyld." Blockbuster kunne passende ændre lidt på det, og trykke følgende på t-shirts til hele deres stab:

"Det kan godt være det er mit ansvar, men det er din skyld." så, næste gang en røvrendt kunde henvender sig i butikken behøver ekspedienten intet sige, men blot pege på sin brystkasse.