Sinead O'Connor

Måske rammer savnet mig hårdt netop nu, fordi det er et stykke tid siden jeg har set dem jeg holder af. Sad og ledte efter ny inspirationesmusik og fandt en gammel Sinead O'Connor sang, som får mig hver gang. "The Last day of our acquintance" rammer mig så meget dybere end "Nothing compares to you." Måske fordi jeg selv har været igennem den smerte, I don't know, men jeg sidder her og græder som et lille barn. Som sagt, så har kulleren af at være isoleret så længe nok endelig ramt mig. Dog, jeg er en sucker for tårer. Visse film, tegneserier og bøger får mig hver gang. Og musik. Som denne her.

Og så jager Sineads spøgelse mig. Jeg var uretfærdig meget forelsket i hende som ung. Hun knuste mit hjerte fuldstændig. Pulveriserede det. Hendes sarte, skrøbelige, butt kicking, skull crashing, uopnåelige, alfe/klokkeblomst-agtige ustråling, der brænder sig fast i hjertet og aldrig giver slip. Hendes stemme der følger dig hele vejen, til både himlen og helvede.

Til dig derude, hvis hjerte hun ligeledes har knust, her er en heartbreaking live udgave af "The last day of our acquitance." Hendes spæde, næsten undskyldende "thank you" i starten og den efterfølgende aggressive stemmeføring der bevæger sig op og ned som en dansende bokser, der yndefuldt uddeler det ene kæbeknusende slag efter det andet, giver et endegyldigt billede af verdens, nok smukkeste, sangerinde, når hun er allerbedst.