Sex og superhelte

I min søgen efter bevis på homoseksuel aktivitet i Bathulen, faldt jeg over et par andre sjove klip fra superheltenes verden. Her følger lidt, vi starter med den største og første helt af dem alle: Superman

(Nuff' said)

(Superboy lader til at nyde en gang spanking.)

(Det her er bare væmmeligt på enhver tænkelig måde)

(Tegner/forfatter synes temmelig fikseret på en bestemt kropsdel, gør de ikke?)

(I don't wanna know.)

Og sidst men ikke mindst, superman coveret der altid vil blive husket:

Men Superman er ikke den eneste, her følger lidt blandet fra resten af industrien, hvor tegneren, bevidst eller ubevidst, har antydet et eller andet:

(Forhåbentlig gør han det ikke ...)

(Hvad er det præcis Peter Parker laver når han ikke bekæmper forbrydere?)

(Casper det venlige spøgelse?)

(Det kan ikke være en fejl.)

Det var alt for denne gang. Happy Outgames!

Superhelte Outgames

Det er tiden til at kravle ud af skabet og erklære sin kærlighed til personer af eget køn og-. I disse dage fejres bøsser, lesbiske og transseksuelle i stor stil, så jeg tænkte at det var på tide at åbne tegneserieskabet, og se hvad der gemte sig i den afdeling.

For tvivlen har altid luret: Er Batman og Robin et par? Hvad foregår der nede i Bathulen når solen står op og forbryderne er kravlet i seng? Hvor kravler Batman så hen?

Jeg har dykket ned i arkiverne og har fundet følgende bevis på at Batman og Robin måske skulle bruge disse festlige dage på at komme out.

(Any other routine morning ...)

(Batman lader bare som om han er bøsse?)

(I don't wanna know)

(Svært at sige hvad der er mest creepy, den nasty looking grinning bystander, eller de to maskerede helte)

(Det er sandsynligvis Alfred der har gang i noget her!)

(Alle de andre tænker på de piger de sidst har rørt, Batman tænker på ... Robin)

(Gay parade. En firkant under opsejling?)

Og sidst men ikke mindst, det knusende bevis på at noget har luret under overfladen i mange år. I give you, the mest bøssede (ikke at der er noget galt med det) tegneseriecover - ever:

Hvad er der mere at sige end: "Bruce loves Dick*".

*Dick Grayson var den første Robin.

3 degrees of Ole Bornedal

Sammen med den talentfulde instruktør Peder Pedersen har jeg et kortfilms projekt, som Peder har været så heldig at få Ole til at læse. Gennem en ven. Ole har læst og mødtes med Peder. Han kunne godt lide manus og synes vi skulle søge DFI.

Så for et par uger siden fik jeg en mail fra Ole. Eller kinda. Den var fra Peder, der havde fået den af sin ven, der havde fået den af Ole Bornedal.

Den er kort og præcis, om hvordan vi skal håndtere ansøgningen (til dem der ikke ved det, har Ole startet sit eget produktionsselskab) til DFI. Hvad Peder, Peders ven (Johnny) og jeg skal bidrage med til ansøgningen.

Men det er, kinda, en mail fra Ole Bornedal. Det er så stort. En mail fra en, der har fået en mail af en, der har fået en mail fra Ole Bornedal. Jeg kan mærke historiens vingesus.

Anyway, Peder sagde at Ole kunne lide manuskriptet, og det er nok for mig. Ole er Gud. Og Gud kan lide noget jeg har lavet. Det er så stort at det næsten ikke kan blive større. 3 degrees af Ole Bornedal. Hollywood, watch out!

Det er en tysker!

Jeg lavede noget reseach (overspringshandling) til en ny børne/ungdomsbog/film og fandt det her billede. Det er en tysk lanser fra 1. VK med gasmaske. Historien fortælle ikke noget om hvad hesten gjorde under et gasangreb. Men et effing fantastisk foto. Pludselig forstår jeg hvorfor det er kunst. Og der ligger bare en historie og venter bag det billede. It's mine. All mine.

Bog til film - The american way

I 2007 var jeg i berlin for at sælge et filmmanus jeg havde skrevet, det hed "Room 237". En svensk producer, gjorde mig opmærksom på at min historie lænede sig kraftigt op af en Dennis Lehane roman, "Shutter Island". Jeg købte og læste den (jeg sov ikke i to nætter fordi jeg bare læste). Bogen var medrivende, spændende og lignede selvfølgelig min histroie. Jeg lavede lidt research og fandt ud af rettighederne var solgt, og Wolfgang Petersen var i gang, men at projektet stod lidt stille. Det gjorde mit også. For godt 6 måneder siden fik jeg endelig brudt mit ned, og historien faldt på plads, jeg var parat til at skrive manuskripet der skulle blive mit gennembrud. Og så ser jeg at Martin Scorsese filmatisere "Shutter Island" med ingen anden end Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Det er, efter min mening, det bedste makkerpar der findes i filmverden pt. "Rum 237" er lagt på is. Nu skal folk lige synke Shutter, og om ti års tid vil der være plads til min, selv om alle vil sige "hey, den minder om den der med Leonardo." What can you do? Her følger Traileren til Shutter Island. Det ser kraftedme godt ud, selvom jeg mindes at hovedpersonen er en stor, tung mand. eller sådan så jeg ham. Det kan man ikke kalde Leonardo, men tilgengæld giver han alle andre skuespillere baghjul. I'm so happy.

En anden bog som jeg holder meget af, er Cormac McCarthys "The Road". Om en far og hans søn der forsøger at overleve et post-apokalyptisk helvede, i en verden der er faldet fra hinanden, hvor solen er forevigt skjult bag massive sorte skyer og hele verden er dækket af et fint lag aske. Bogen er endnu en af dem der, lige som "Shutter Island", er umulig at lægge fra sig. Og Cormacs sprog er nøgternt, elegant og sparsomt. Bogen er forholdsvis kort, men fuck han kan sige meget på ingen plads. "Danske" Viggo Mortensen spiller hovedrollen som faren, der vil gøre hvad som helst for at holde sin søn i live. Jeg havde ikke behøvet de store effekt skud, for kerne historien; den historie som Cormac fortæller, handler om kærlighed. Kærligheden mellem en far og hans søn, kærligheden til livet, og ikke mindst troen på det. Det er en "must read" bog som sagtens kan læses igen og igen, grundet det smukke sprog og den vedkommende historie.

Instruktøren hedder John Hillcoat (The Proposition) og det lader til at han har fanget essensen af bogen. Jeg glæder mig. Dejligt, endelig, at glæde sig til, at komme i biffen.

Sinead O'Connor

Måske rammer savnet mig hårdt netop nu, fordi det er et stykke tid siden jeg har set dem jeg holder af. Sad og ledte efter ny inspirationesmusik og fandt en gammel Sinead O'Connor sang, som får mig hver gang. "The Last day of our acquintance" rammer mig så meget dybere end "Nothing compares to you." Måske fordi jeg selv har været igennem den smerte, I don't know, men jeg sidder her og græder som et lille barn. Som sagt, så har kulleren af at være isoleret så længe nok endelig ramt mig. Dog, jeg er en sucker for tårer. Visse film, tegneserier og bøger får mig hver gang. Og musik. Som denne her.

Og så jager Sineads spøgelse mig. Jeg var uretfærdig meget forelsket i hende som ung. Hun knuste mit hjerte fuldstændig. Pulveriserede det. Hendes sarte, skrøbelige, butt kicking, skull crashing, uopnåelige, alfe/klokkeblomst-agtige ustråling, der brænder sig fast i hjertet og aldrig giver slip. Hendes stemme der følger dig hele vejen, til både himlen og helvede.

Til dig derude, hvis hjerte hun ligeledes har knust, her er en heartbreaking live udgave af "The last day of our acquitance." Hendes spæde, næsten undskyldende "thank you" i starten og den efterfølgende aggressive stemmeføring der bevæger sig op og ned som en dansende bokser, der yndefuldt uddeler det ene kæbeknusende slag efter det andet, giver et endegyldigt billede af verdens, nok smukkeste, sangerinde, når hun er allerbedst.

Haldvejs færdigt

På Hald hovedgård er adskellige bøger stablet på reoler. De fleste forfattet af tidligere (og enkelte nuværede) Hald opholdsforfatter. En del handler rent faktisk om Hald. Næsten alle disse har en Holywoodsk forkærlighed for det platte, og omdrejningspunktet i teksterne er at Hald = Halv. F.eks et Hald ophold. Hald færdigt. Osv. Jeg skriver dette med fuld forståelse for, at jeg selv er blevet ramt at sådan en hjerneblødning, og finder det ligeledes morsomt at slå plat på gårdens navn, med fare for at ende i samme kategori, som jeg uden tøven har smidt de andre gamle hønisser i.

Jeg er halvvejs igennem min roman. Med lidt knofedt og god vilje bliver jeg færdig med første gennemskrivning inden jeg forlader stedet her. Eller, det skal jeg sgu, for når jeg vender tilbage til civilisationen står den på børn frem til midt August, og dvs. der ikke er mulighed for at lave så meget andet.

Jeg er som altid skuffet over min indsats. Jeg brugte de første fem dage på at finde tonen i romanen, noget der normalt bare kommer. Jeg ved ikke om det er alderen der trykker, eller om det er fordi denne her har ligget i fryseren i så mange år, og derfor lige skulle tø op. Og de første kapitler brugte jeg på at føle mig frem, som en blind mand. Så fik jeg radioaktivt affald i øjnene, og kan nu se som en flagermus. Jeg er rimelig sikker på jeg ikke rammer en mur, men jeg aner ikke hvad farve tingene har. Nok overspringshandling. Back to business.