Ros (og ris)

Lige kommet hjem fra pitch møde på DFI. Umuligt for mig at sige hvordan det gik, men er altid utrolig deprimeret efter disse møder, nok fordi jeg er så følsom. It ain't easy being green.

Men så kom jeg hjem til en absolut solstråle af en mail, fra to skønne lærere fra en specialskole. Man kan jo ikke lade være med at blive absolut høj og lykkelig af denne slags læsning.

Og tak, piger (ment ikke nedladende og i bedste kvote-betydning overhovedet) for de skønne ord. Jeg har gået og syslet med om jeg skulle kaste mig over romanen igen, og nu er jeg overbevidst, I skubbede mig ud over kanten.

"Vi er et par lærere fra en specialskole (børn med ADHD og autisme), som med stor succes har arbejdet med din roman "Soldater græder ikke".

Først og fremmest vil vi sige, at det er den mest fremragende roman, vi i vores tid som lærere, har læst og arbejdet med. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle arbejde med bogen, da nogle af vores elever, kender den hverdag du beskriver i bogen, alt for godt!! Men vi valgte alligevel at læse den og det har været en meget stor fornøjelse. Eleverne har været dybt engagerede og har ligefrem syntes, at der var for lang tid til næste dansktime - så du må siges, at have ramt plet:) FANTASTISK BOG."

Running

Da jeg var lille sad jeg temmelig meget stille. Altså ikke sådan immobiliserede, men hvilede meget i mig selv. Selv gennem teenage-årene var jeg rolig. Jeg gik ikke i byen og drak mig vind og stiv, jeg sad derhjemme og læste tegneserier eller spillede rollespil.

Det var først da jeg begyndte at blive voksen, at det pludselig gik op for mig at jeg jo for helvede havde pisse travlt.

Jeg skulle giftes, jeg skulle stifte familie, have børn, hus, bil, lån, gæld, friværdi, pensionsopsparing, job, ansvar, møder, og sidst, men nok vigtigst af alt, jeg skulle blive til noget.

Hvad det noget var vidste jeg ikke rigtig, det var udefinerbart, men det var noget, og jeg skulle blive til det.

Og da alt det her gik op for mig, så fik jeg pludselig forbandede travlt. Og så begyndte jeg at løbe (altså, i overført betydning, ikke rundt om søen). Og jo stærkere jeg løb, jo mindre synes jeg at kunne nå, så jeg satte farten op, og op og op ...

I går havde jeg sådan en dag som for de fleste mennesker nok er lig med søndag. Jeg slappede af. Nej, det er faktisk ikke rigtigt, jeg arbejdede lidt og havde jeg været religiøs havde det været en synd, men på den anden side, havde jeg været religiøs havde jeg ikke været i tvivl om at jeg står på listen dernede allerede. Okay, tilbage til i går. Jeg lavede morgenmad (jeg plejer ikke rigtigt at spise når jeg ikke har børnene, det tager for lang tid), jeg satte mig ud på altanen. Jeg læste et oplæg til en spillefilm og skrev noter på det, MEN, bagefter, så tog jeg den bog frem jeg havde smuglet med ud på altanen og læste i den. Sådan helt ... afslappet. Og hvad værre var, jeg kunne lide det.

Selvfølgelig arbejdede jeg så lidt mere senere, men det øjeblik der, på altanen, det nød jeg virkelig. Alene, i mit eget selskab. Kun mig, og bogen, og kaninen (min datters).

I dag startede jeg dagen med min absolut hade beskæftigelse, nemlig at få styr på økonomien. Dernæst var jeg deprimeret.

Og jeg begyndte at løbe (igen, ikke rundt om søen) og spekulerede på hvordan jeg kan tjene flere penge, og så begyndte jeg at løbe endnu stærkere, og endnu stærkere, og så begyndte jeg at støvsuge. Og jeg overvejede endda at søge (gisp!) fast arbejde, fordi tanken om at have et fast beløb der ryger ind på min konto hver måned, og den eneste jeg skal gøre til gengæld er at give dem min frihed, den begyndte faktisk at se temmelig lokkende ud. 8 timer af min vågne tid hver dag, brugt på at fremme andres karrierer og tjene dem flere penge, et styret liv, andre bestemmer hvor og hvornår jeg skal arbejde, jeg får 5 (er det 5?) ugers ferie hvert år, som jeg kan administrere som jeg vil, i tæt samråd med arbejdsplads og kollegaers ferier, og til gengæld får jeg sat et fast beløb ind på min konto hver måned. Og alle er glade. Banken, regeringen, A-kassen og min søster. Og jeg vil (endelig?) få den der lovede krukke med guld for enden af regnbuen, det der mytiske noget alle snakker om. Den der ... pensionsopsparing. Men ville jeg være blevet til noget?

Frihed er alligevel en illusion. Jeg har deadlines konstant, møder og ting jeg SKAL nå.

Så hvorfor ikke bare underskrive på den stiplede linje?

Fordi jeg er anderledes, ikke på den fede måde, men jeg passer ikke ind i den kasse. Jeg kan simpelthen ikke være der.

Og så må jeg i stedet leve med en usikker økonomi. Og løbe.

Men det var netop min pointe, at jeg fik en åbenbaring mens jeg støvsugede. Det lyder ikke så sexede og det var det heller ikke, men jeg fik den alligevel. At jeg ikke behøver løbe HELE tiden, at jeg godt kan give mig selv lov til at sætte farten ned. At jeg faktisk er temmelig lykkelig lige her i mit liv. Jo, jeg ville ønske mange ting var anderledes, men summa summarum, så er jeg glad.

Og solen skinner.

Og er jeg blevet til ... noget? Måske, måske ikke. Men lige nu, i dag, er det ikke så vigtigt om jeg bliver husket om 100 år, men om jeg har det godt. Vores tid her er så kort. Vi bliver nødt til at nyde det. Lidt.

Livet banker (mig eller på)

Sjældent, desværre for sjældent, læser jeg noget der løfter mig op og ud af denne verden. Noget der "vækker" mig, og minder mig om at jeg for helvede skal leve og elske, at jeg skal være og ånde og turde.

Min gode ven, Mr. Press, der er skudt i en ukendt amerikansk country sangerinde, sendte mig for et stykke tid siden en artikel om selv samme. Jeg havde travlt og ikke meget lyst til at læse, da jeg ikke erindrede hvem pokker hun var. Men jeg startede alligevel, nu havde han besværet sig med at sende mig den (i papirform, THANK GOD). Efter første afsnit var jeg solgt. De to sidste dage har jeg stået i bus og tog, jeg har grædt og jeg har grint (flere gange) højt. Jeg har været overvældet af følelser og følt livet snige sig ind på mig.

Det har været en åbenbaring, og jeg er kun halvvejs igennem artiklen. Jeg gemmer den, som en livseliksir. Den skal holde.

På vej hjem fra metroen i dag funderede jeg over livet. Over kærligheden. Den sidste linje i det sidste afsnit jeg havde læst "(why can't I have) a regular supply of passionate kisses."

Måske er jeg bare fanget i en følelse lige nu - jeg længes efter at lade mine fingre glide hen over en kvindes krop, at mærke hendes læber mod min hud, hendes krop der er tæt og varm. Alle de sanselige ting. At røre ved hendes hår, der ligger på min pude, at lytte til hendes åndedrag mens hun sover. At mærke kærligheden, måske, mest af alt.

Jo jo, jeg ved godt børn sulter i Afrika, men derfor længes jeg alligvel.

Patetisk, måske, men er det ikke hvad vi alle drømmer om - a regular supply of passionate kisses? Og mærke livet, mest af alt, at føle vi lever, suset.

Det er rart at vågne op, i ny og næ, når hverdagen har taget kvælertag, og ihukomme, at den er sgu derude, kærligheden, og det er ok, det er ikke patetisk, det er ikke "kræver mentalitet", det er ikke umenneskeligt, at stille sig selv spørgsmålet: "Why can't I have a regular supply of passionate kisses?" Det er nærmest menneskeligt, og det er måske meget godt, at vi fra tid til anden er lidt menneskelige, lidt sårbare og ikke mindst, at vi fra tid til anden ønsker at mærke livet. Men ikke nok med vi skal stille os selv spørgsmålet, vi skal også besvare det, og ikke med undskyldninger, fordi foråret er her (rent kalender-teknisk i hvert fald) og hvis vi ikke skal mærke livet nu, hvornår skal vi så? Og fordi det er vigtigt at turde og ukuelighed er en dyd.

Jeg blev inspireret af artiklen om den lille hårdføre country kvinde, og blev mindet om at livet er hårdt, men også ufattelig smukt, og det vigtigste er måske ikke at elske, men at turde. Jeg ved ikke om modet kommer med foråret, men det kommer med forbilleder, og lige nu er mit forbillede en guitar spillende 57-årig hærdet kvinde fra sydstaterne. Som er, tør og elsker (mest bassister).

Og som rosinen i enden, så er det også rart at mærke og føle hvad ord kan gøre ved mig. At de stadig kan røre mig. At de stadig kan få mig til at le og til at græde. At de, ligesom livet og kærligheden, er så simple, men så alligvel så komplekse.

Tak til journalisten, til sangfuglen og til Hr. Press

Den fede dame har sunget på Bornholm

En era er forbi.

Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.

Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.

Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.

Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)

Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)

To uger senere forlader hun mig.

Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.

Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!

Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.

Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.

Og her står man så, som menneske, overfor et valg.

Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.

Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.

Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.

Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.

Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"

Den lille fede ballerina

Dengang jeg var lille havde jeg egentlig regnet med at jeg ville møde mit livs kærlighed, at vi ville elske hinanden og være sammen resten af vores liv. Hun hed Maria, var min nabo og jeg cyklede over i Obs og købte hende en ring. Mettes mor stod i smykkeafdelingen. Hun smilede og jeg kan huske det irritererede mig, fordi det var sgu seriøst. Jeg elskede Maria. Det her var resten af mit liv.

Jeg var otte år og naiv.

Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.

Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?

Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.

Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.

Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.

Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.

Årets tegneseriecover 2011 3-1

3.

Det er svært at sige noget dårligt om Tim Bradstreet. Det er mindst lige så svært at portrættere en dæmon fra helvede på en sjov måde, uden at gøre nar af denne. Det lykkedes for Bradstreet at vise os Pinhead i et ømt øjeblik, som både er sjovt og pisse uhyggeligt på samme tid. Bradstreet formår at få noget rigtigt klamt frem i sin illustration. Måske er det de korte sorte negle, måske måden sømmene bryder gennem huden, måske den meget menneskelige side af Pinhead vi ser her, som bare gør ham endnu mere uhyggelig. Og så modsætningen mellem komik og uhygge.

2.

Det her er et variant cover for Secret Avengers 18. Det rigtige ligner lort. Dette er tegnet af David Aja. Men tegningen i sig selv er ikke det vilde - det er grafiske udtryk. Det er cool, anderledes og vildt - for Marvel/Disney. Det er faktisk så banebrydende at det er revolutionerende. I love it.

1.

Jeg ELSKER Raymond Chandler. Jeg absolut ELSKER ham. Han er i mine øjne den største forfatter der nogensinde har levet. Jeg ELSKER hans univers og ovenstående cover kunne lige så godt have været et cover til en af Chandlers bøger. Whiskyen der flyder ud af pistolmundingen ned i glasset, hvor der mellem isterningerne og spiritussen sidder en forførende smuk kvinde, iført stort set ingenting. Og så titlen "The Rachel situation". Jeg bliver blød i knæene og svimmel, når jeg ser det cover her. Det her er 100% hard-boiled detective. Der er ikke plads til tudefjæs eller skvatmikler. Det her hvisker sødt om smukke kvinder, der placerer en kniv i dig, så snart du vender ryggen til dem. Hvis læber lover evig kærlighed, men den lille .32 i dametasken lover død. Det her cover har flere boller, end samtlige bagerforretninger i storkøbenhavn. Det her er sex og vold, men med stil.

Farven på whiskyen er PERFEKT. Næsten gennemsigtigt; tyk og gylden. Man kan smage den, mærke isterningens kolde berøring mod læberne, eller er det hendes kys? Og det blanke stål fra pistolløbet gør, at vi ved det ender galt (som om whiskyen og kvinden ikke var nok.)

Og Whiskyens label oppe i hjørnet, der udgør coverets titel. Det er så gennemført.

Det her cover SKRIGER noir. Det kan kun ende galt, men en ting er sikkert, man dør med et smil på læberne.

Coveret er tegnet, tænkt og udført af Viktor Kalvachev.

Music

Sidder og skriver på et projekt for to skønne piger. Har fået denne her på hjernen. Man kan simpelthen kun blive i godt humør. Tjek lige Marvin Gaye - Han er totalt happy. Det er svært at sidde stille når man lytter til det her.