Sex og superhelte

I min søgen efter bevis på homoseksuel aktivitet i Bathulen, faldt jeg over et par andre sjove klip fra superheltenes verden. Her følger lidt, vi starter med den største og første helt af dem alle: Superman

(Nuff' said)

(Superboy lader til at nyde en gang spanking.)

(Det her er bare væmmeligt på enhver tænkelig måde)

(Tegner/forfatter synes temmelig fikseret på en bestemt kropsdel, gør de ikke?)

(I don't wanna know.)

Og sidst men ikke mindst, superman coveret der altid vil blive husket:

Men Superman er ikke den eneste, her følger lidt blandet fra resten af industrien, hvor tegneren, bevidst eller ubevidst, har antydet et eller andet:

(Forhåbentlig gør han det ikke ...)

(Hvad er det præcis Peter Parker laver når han ikke bekæmper forbrydere?)

(Casper det venlige spøgelse?)

(Det kan ikke være en fejl.)

Det var alt for denne gang. Happy Outgames!

Superhelte Outgames

Det er tiden til at kravle ud af skabet og erklære sin kærlighed til personer af eget køn og-. I disse dage fejres bøsser, lesbiske og transseksuelle i stor stil, så jeg tænkte at det var på tide at åbne tegneserieskabet, og se hvad der gemte sig i den afdeling.

For tvivlen har altid luret: Er Batman og Robin et par? Hvad foregår der nede i Bathulen når solen står op og forbryderne er kravlet i seng? Hvor kravler Batman så hen?

Jeg har dykket ned i arkiverne og har fundet følgende bevis på at Batman og Robin måske skulle bruge disse festlige dage på at komme out.

(Any other routine morning ...)

(Batman lader bare som om han er bøsse?)

(I don't wanna know)

(Svært at sige hvad der er mest creepy, den nasty looking grinning bystander, eller de to maskerede helte)

(Det er sandsynligvis Alfred der har gang i noget her!)

(Alle de andre tænker på de piger de sidst har rørt, Batman tænker på ... Robin)

(Gay parade. En firkant under opsejling?)

Og sidst men ikke mindst, det knusende bevis på at noget har luret under overfladen i mange år. I give you, the mest bøssede (ikke at der er noget galt med det) tegneseriecover - ever:

Hvad er der mere at sige end: "Bruce loves Dick*".

*Dick Grayson var den første Robin.

3 degrees of Ole Bornedal

Sammen med den talentfulde instruktør Peder Pedersen har jeg et kortfilms projekt, som Peder har været så heldig at få Ole til at læse. Gennem en ven. Ole har læst og mødtes med Peder. Han kunne godt lide manus og synes vi skulle søge DFI.

Så for et par uger siden fik jeg en mail fra Ole. Eller kinda. Den var fra Peder, der havde fået den af sin ven, der havde fået den af Ole Bornedal.

Den er kort og præcis, om hvordan vi skal håndtere ansøgningen (til dem der ikke ved det, har Ole startet sit eget produktionsselskab) til DFI. Hvad Peder, Peders ven (Johnny) og jeg skal bidrage med til ansøgningen.

Men det er, kinda, en mail fra Ole Bornedal. Det er så stort. En mail fra en, der har fået en mail af en, der har fået en mail fra Ole Bornedal. Jeg kan mærke historiens vingesus.

Anyway, Peder sagde at Ole kunne lide manuskriptet, og det er nok for mig. Ole er Gud. Og Gud kan lide noget jeg har lavet. Det er så stort at det næsten ikke kan blive større. 3 degrees af Ole Bornedal. Hollywood, watch out!

Det er en tysker!

Jeg lavede noget reseach (overspringshandling) til en ny børne/ungdomsbog/film og fandt det her billede. Det er en tysk lanser fra 1. VK med gasmaske. Historien fortælle ikke noget om hvad hesten gjorde under et gasangreb. Men et effing fantastisk foto. Pludselig forstår jeg hvorfor det er kunst. Og der ligger bare en historie og venter bag det billede. It's mine. All mine.

Bog til film - The american way

I 2007 var jeg i berlin for at sælge et filmmanus jeg havde skrevet, det hed "Room 237". En svensk producer, gjorde mig opmærksom på at min historie lænede sig kraftigt op af en Dennis Lehane roman, "Shutter Island". Jeg købte og læste den (jeg sov ikke i to nætter fordi jeg bare læste). Bogen var medrivende, spændende og lignede selvfølgelig min histroie. Jeg lavede lidt research og fandt ud af rettighederne var solgt, og Wolfgang Petersen var i gang, men at projektet stod lidt stille. Det gjorde mit også. For godt 6 måneder siden fik jeg endelig brudt mit ned, og historien faldt på plads, jeg var parat til at skrive manuskripet der skulle blive mit gennembrud. Og så ser jeg at Martin Scorsese filmatisere "Shutter Island" med ingen anden end Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Det er, efter min mening, det bedste makkerpar der findes i filmverden pt. "Rum 237" er lagt på is. Nu skal folk lige synke Shutter, og om ti års tid vil der være plads til min, selv om alle vil sige "hey, den minder om den der med Leonardo." What can you do? Her følger Traileren til Shutter Island. Det ser kraftedme godt ud, selvom jeg mindes at hovedpersonen er en stor, tung mand. eller sådan så jeg ham. Det kan man ikke kalde Leonardo, men tilgengæld giver han alle andre skuespillere baghjul. I'm so happy.

En anden bog som jeg holder meget af, er Cormac McCarthys "The Road". Om en far og hans søn der forsøger at overleve et post-apokalyptisk helvede, i en verden der er faldet fra hinanden, hvor solen er forevigt skjult bag massive sorte skyer og hele verden er dækket af et fint lag aske. Bogen er endnu en af dem der, lige som "Shutter Island", er umulig at lægge fra sig. Og Cormacs sprog er nøgternt, elegant og sparsomt. Bogen er forholdsvis kort, men fuck han kan sige meget på ingen plads. "Danske" Viggo Mortensen spiller hovedrollen som faren, der vil gøre hvad som helst for at holde sin søn i live. Jeg havde ikke behøvet de store effekt skud, for kerne historien; den historie som Cormac fortæller, handler om kærlighed. Kærligheden mellem en far og hans søn, kærligheden til livet, og ikke mindst troen på det. Det er en "must read" bog som sagtens kan læses igen og igen, grundet det smukke sprog og den vedkommende historie.

Instruktøren hedder John Hillcoat (The Proposition) og det lader til at han har fanget essensen af bogen. Jeg glæder mig. Dejligt, endelig, at glæde sig til, at komme i biffen.

Sinead O'Connor

Måske rammer savnet mig hårdt netop nu, fordi det er et stykke tid siden jeg har set dem jeg holder af. Sad og ledte efter ny inspirationesmusik og fandt en gammel Sinead O'Connor sang, som får mig hver gang. "The Last day of our acquintance" rammer mig så meget dybere end "Nothing compares to you." Måske fordi jeg selv har været igennem den smerte, I don't know, men jeg sidder her og græder som et lille barn. Som sagt, så har kulleren af at være isoleret så længe nok endelig ramt mig. Dog, jeg er en sucker for tårer. Visse film, tegneserier og bøger får mig hver gang. Og musik. Som denne her.

Og så jager Sineads spøgelse mig. Jeg var uretfærdig meget forelsket i hende som ung. Hun knuste mit hjerte fuldstændig. Pulveriserede det. Hendes sarte, skrøbelige, butt kicking, skull crashing, uopnåelige, alfe/klokkeblomst-agtige ustråling, der brænder sig fast i hjertet og aldrig giver slip. Hendes stemme der følger dig hele vejen, til både himlen og helvede.

Til dig derude, hvis hjerte hun ligeledes har knust, her er en heartbreaking live udgave af "The last day of our acquitance." Hendes spæde, næsten undskyldende "thank you" i starten og den efterfølgende aggressive stemmeføring der bevæger sig op og ned som en dansende bokser, der yndefuldt uddeler det ene kæbeknusende slag efter det andet, giver et endegyldigt billede af verdens, nok smukkeste, sangerinde, når hun er allerbedst.

Haldvejs færdigt

På Hald hovedgård er adskellige bøger stablet på reoler. De fleste forfattet af tidligere (og enkelte nuværede) Hald opholdsforfatter. En del handler rent faktisk om Hald. Næsten alle disse har en Holywoodsk forkærlighed for det platte, og omdrejningspunktet i teksterne er at Hald = Halv. F.eks et Hald ophold. Hald færdigt. Osv. Jeg skriver dette med fuld forståelse for, at jeg selv er blevet ramt at sådan en hjerneblødning, og finder det ligeledes morsomt at slå plat på gårdens navn, med fare for at ende i samme kategori, som jeg uden tøven har smidt de andre gamle hønisser i.

Jeg er halvvejs igennem min roman. Med lidt knofedt og god vilje bliver jeg færdig med første gennemskrivning inden jeg forlader stedet her. Eller, det skal jeg sgu, for når jeg vender tilbage til civilisationen står den på børn frem til midt August, og dvs. der ikke er mulighed for at lave så meget andet.

Jeg er som altid skuffet over min indsats. Jeg brugte de første fem dage på at finde tonen i romanen, noget der normalt bare kommer. Jeg ved ikke om det er alderen der trykker, eller om det er fordi denne her har ligget i fryseren i så mange år, og derfor lige skulle tø op. Og de første kapitler brugte jeg på at føle mig frem, som en blind mand. Så fik jeg radioaktivt affald i øjnene, og kan nu se som en flagermus. Jeg er rimelig sikker på jeg ikke rammer en mur, men jeg aner ikke hvad farve tingene har. Nok overspringshandling. Back to business.

Meep

Jeg fik en mail fra en god ven, der skrev om hvor stresset han var og livet bare stank, og så følte jeg mig lidt som en lus. Her sidder jeg og brokker mig over lidt feber, mens livet jo egentlig ikke er så dårligt endda. Min nabo spurgte mig igår aften; hvis jeg kunne gøre det hele om, hvad ville jeg så gerne have arbejdet med? Og mit svar var hurtigt og simpelt. Præcis det jeg laver. Ikke alle er så heldige, til dem har jeg fundet et stykke klassisk musik, der gør livet bedre. Jeg kan ikke sige andet end: Meep.

Labor of Love

Nogle gange er det at forfatte en historie lidt ligesom at føde et barn. (Her snakker jeg ikke af bitter erfaring, men bruger frit af de oplevelser og fortællinger de to kvinder jeg har fået børn med, har videregivet). Det kan godt være smertefuldt. Jeg sidder netop nu og skriver på en historie som jeg har (forsøgt) skrevet på i fem år. Det er bare aldrig blevet til noget særligt. Da jeg skulle her til Hald tænkte jeg: "Nu skal det være". Og så skrev jeg, tre sider første dag (jeg havde feber). Det var lort. Næste dag startede jeg forfra. Resultatet var lige dårligt. Tredje gang (er lykkens gang?) var endnu værre end de to foregående. Jeg overvejede seriøst at skrive det som film i stedet for, men indså så, at det ikke ville gøre arbejdet nemmere. Jeg havde lidt mere feber, sov lidt, skrev lidt (lort, lort, lort). Først i går fik jeg hul på bylden. Skrev ni sider (igen feber, men ok) som holder i dag. Noget er ikke helt skarpt, men den er der. Jeg vågnede i dag (med feber) men HAVDE lyst til at skrive, og her kommer min fødselsmetafor ind i billedet, for jeg vidste jeg havde klemt den lille satan ud. Historien var født, formet og færdig. Nu skulle jeg bare skrive den. Jeg vidste det også fordi jeg havde fundet det musik jeg ville høre. Det lyder plat, men hver historie jeg skriver på har sin egen playlist i i-Tunes. Jeg sammensætter de stykker musik, der passer til netop den historie. Og så hører jeg den playliste HELE dagen. Det er det eneste jeg hører, mens jeg skriver. Og jeg kunne ikke finde musikken til denne historie. Jeg hørte alt muligt hist og pist, men intet passede. Ingen af de over 2000 sange/numre jeg har liggende passede. Jeg brugte næsten en hel del på at søge musik (youtube). Fandt meget godt, men intet der klikkede. Og så pludselig var den der. Stykket hedder, sjovt nok, "Labor of Love". Det er fra soundtracket til den nye Star Trek film, en af de bedste underholdnings Sci-Film film ever, og musikken akkompagner en uhyggelig, smuk scene, hvor evig kærlighed, fødsel og død bliver blandet med fantastiske CGI effekter. Men det er en anden historie. Jeg fandt mit stykke, min muse. Jeg har ikke så mange numre endnu, men jeg ved der kommer flere. Men her er, fra lille mig, til alle jer: Labor of love.

Beggars can't be choosers

Ankom til Hald Hovedgård mandag eftermiddag. Et refugium for forfattere og andet skravl. Skal være her i to uger. Jeg var her en uge sidste år, og havde nok husets bedste værelse. På 1. sal, udsigt over haven, med alkove hvor man kunne sidde og nyde skov og sø, mens man skrev. Så jeg havde gjort hvad jeg kunne for at få samme værelse, men det lader til de Estiske ludere ikke faldt i god smag. For jeg fik værelse 3 OG 4. Umiddelbart lyder det lidt luksus-agtigt, to værelser. Men der er en grund til man får to værelser. Det er fordi at værelse 3 (og 4, for den sags skyld) er så små, at man kan står midt i rummet og røre begge vægge. Og man behøver ikke engang at strække armene. Og udsigten er en grusplads, hvor de unge lømler fra Viborg og omland, ynder at bruge de lune sommeraftner på at tune og afprøve deres Puck Maxier. Ikke ligefrem hvad jeg havde i tankerne da jeg rejste til den anden ende af Danmark (eller, langt væk) for at få fred og ro til at skrive. Og så sidder man sikkert der og tror, at der mellem værelse 3 og 4 er franske døre, men næ nej. Man skal ud på gangen, så hvad fanden man skal bruge to værelser til aner jeg ikke. Men det er gratis, så man kan jo næppe beklage sig.

Og haven er fantastisk. Der ligger en lille ruin i nærheden og en sø. Efter at have ligget med feber hele mandag og tirsdag, og have forsøgt at skrive det meste af onsdagen, samlede jeg håndklæde og mod, og gik ned og badede i søen. Det skal lige her indskydes at jeg ikke er hverken Tarzan eller heltemodig. Jeg frygter en gedde, selv en lille en, og jeg ved farvandet heromkring er fyldt med det skidt. Så jeg skal ærligt indrømme at jeg var pisse bange, men det var varmt og vandet var køligt, og damn det var nice. Jeg er ikke en af dem der ynder at svømme nøgen (og med gedder i farvandet, heldigvis) da min trang til nudisme blev kvalt i sin spæde opstart på en femølejr som ung (det er en anden gyserhistorie, den kommer...). Og som sagt er jeg ikke hverken Tarzan eller modig. Jeg har set Piranha. Det tager kun 5 sekunder. Men jeg svømmede alligevel. Ikke så langt fra bredden og jeg blev panisk når jeg ikke kunne nå bunden eller når jeg kunne, og bunden bevægede sig. Men det var alligevel fedt. Efter turen klatrede jeg op i et træ (okay, gummi-Tarzan så) hvor jeg lå og tørrede i solen og talte fingre og tæer. De er lyn hurtige sådan nogle gedder. Jeg tror jeg vover livet igen i morgen, selvom jeg sikkert vågner op med eksem, algeforgiftning og ilger der hvor man allermindst ønsker dem (jeg har nemlig også set "Stand by me"). Anyway, hvis jeg ingen blog skriver i morgen, så regn med at verdens største gedde er at finde i søen ved Hald Hovedgård. Eller en ordentlig røvfuld Piranhas.