Er der brug for Laserdisken?

Et spørgsmål jeg fik sendt i en mail, fra Laserdiskens ejer, der kæmper en dødskamp mod tyranni og overmagt. Uden at gå ind i de væmmelige detaljer, vil jeg i stedet forsøge at besvare spørgsmålet, med et mod spørgsmål - elsker du film?

Kan du svarer nej til dette, så læs ikke videre. Eller jeg kunne spørger: elsker du noget?

For os med passioner, nogle kalder os nørder, vi elsker noget. Det er måske ikke vores mor (hende elsker vi som regel også) eller vores hund, men det er noget som har grebet vores sjæl, som holde os vågen i de sene nattetimer, som sørger for vi kan klarer os gennem dagen/ugen/måneden på et dødsygt job, for at vi kan komme hjem og beskæftige os med den ene ting som fylder vores hjerte. Det kan være film, musik, bøger, jagt, biler, fly, fisk, name one.

Hver gruppe af nørder har deres eget tempel. Den butik de besøger, hvor der står nogle lurvede typer bag disken som ved ALT om fluefiskeri eller klassiske violinkoncerter før 1863.

Jeg elsker den slags butikker. Uanset om de sælger jagtudstyr, fiskegrej, cykler eller bøger. Jeg elsker at komme ind i en butik og blive betjent af en person der ved hvad han/hun laver. At blive betjent af en person der stort set ikke beskæftigere sig med andet 24/7 end lige netop det jeg kommer for at købe. Sådan en butik er Laserdisken.

I vore moderne hurtige verden hvor vi gerne shopper på nettet for at sparer en femmer og undgå unødvendig menneskelig kontakt, så har alle specialbutikkerne en mørk fremtid at gå i møde. Fordi en hvilken som helst charletan kan åbne en internet dvd butik og sælge film ud af containere hjemme fra sin egen baghave. Og det er vel i og for sig også okay. Det bliver klamt når der på siden står "Peter og Mette elsker film." Og så har I en pan/scan udgave af Spartacus? Jeg ved, for a fact, at de i Laserdisken elsker film. Jeg ved hvor jeg skal gå hen hvis jeg skal spørge om noget som jeg ikke ved. Kan jeg slå det op på nettet? Je, jeg kan. Men jeg kan ikke være sikker på det er det endegyldige, eneste sande svar. Det VED jeg, jeg får i "disken" (som den hedder i daglig omtale.) Og hvor kan man ellers få det?

Jeg går af og til i Blockbuster for at leje film (i Laserdisken kan man kun købe dem), og hver gang slår det mig hvor lidt de her mennesker ved om film. De er de samme tre ekspedienter der står der stort set hver gang jeg kommer, altså må man gå ud fra de opholder sig i et lokale, omringet af film en stor del af deres tid, og så ved de så skræmmende lidt om dem. Det minder mig om scenen i 7, hvor Morgan Freeman kommer ind på bibliotektet og vagterne bare sidder og spiller kort, og han undre sig, hvordan de ikke kan læse en bog, når de er omgivet af så mange.

Er der, kære læser, har du det i en nøddeskal. Videobutikker, netbutikker og supermarkeder svarer til vagterne i 7, der sidder ignorante og spiller kort, mens ekspedienterne i butikker som Laserdisken er Morgan Freeman. Folk der ved hvad de snakker om, og som konstant søger viden i det medie der omgiver dem, og som de elsker.

Så her er en opfording: Næste gang du skal have en film eller give en film i gave, så læg vejen forbi Laserdisken. Det er en oplevelse værd. Tag en sludder med en af de søde ekspedienter, hvis du er i tvivl om hvilken film du skal give i gave, så kan de med garanti vejlede dig, som de kan i en GOD boghandel (og her snakker jeg om de små, ikke kæderne).

Til juleindkøbene, smut ned forbi Laserdisken og få en sludder om hvad søren du skal give tante Martha, eller tag familien med og få en tur ud af det. Selvom butikken er lille er oplevelserne mange. Du kan undersøge mere på laserdisken.dk.

Og som svar på spørgemålet, har vi brug for Laserdisken? Jeg har. Jeg har brug for butikker hvor jeg får service af folk der kan deres lort. Jeg er træt af store magasiner hvor ingen ved noget som helst og hvor det gælder om at få flest mulig folk igennem så hurtigt som muligt. Jeg føler mig som et stykke kvæg. Jeg vil gerne føle mig hjemme, jeg vil gerne behandles som et menneske. Jeg vil gerne have fucking service. Er det for meget forlangt?

Så det er ikke bare mig der har brug for Laserdisken. Vi har alle sammen brug for Laserdisken, før vi ender som køer i en nation af kæmpe kæder, hvor man kan købe mælk, dvd, fjensyn og bil - alt sammen samlet et sted, af folk der ikke hvad hvad en regionskode eller en pan/scan udgave er.

Støt de små butikker, køb dine (jule)gave der. Brug en dag, gå rundt, bliv inspireret og få en hyggelig dag ud af det, så nyder du måske også julen og dine gaveindkøb lidt mere. For i de små specialbutikker er du altid velkommen til at blive og spørge. Det er dig der er kunden og det er dig der er i centrum.

Og ja, dvden koster måske en tier mere, fordi de ikke kunne købe en container, men måtte nøjes med et par stykker. Men for den tier får du professionel vejledning og god betjening. Og det er, i vores informationssamfund, hvor en psykolog uden at blinke hæver 800 dask for en time, og en advokat selv synes det er billigt når timelønnen lyder på 1200 kr, eddemame rørende for solid service, stor viden og for et øjeblik at blive behandlet som et menneske.

Jeg linker lige til tre andre special butikker som jeg varmt kan anbefale (og så afslører jeg samtidig at jeg er lidt af en nørd):

Tegnerserier/spil: Fantask.dk

Legetøj/figurer: AB Legetøj

Bøger: Bryggens boghandel

Men tro ikke på mig. Tag selv derind og oplev en verden af viden og kærlighed.

Helle Helle for børn

Er lige blevet færdig med Anita Krumbachs novelle-agtige minibog "Et mærkeligt skib". Super poetisk og smukt skrevet, og absolut værd at mase ned i dit barns små svedige hænder, alene for de sproglige perler som her: "Et æbletræ med knudret stamme strækker sine krogede grene ind over stien. Ikke et eneste blad er tilbage. Ikke et eneste. Men æbler. Frosne og gule på stive stilke hænger de. Som kugler på et vanskabt juletræ." Det er smukt. Det er poetisk. Det er misundelsesværdigt. Og sådan bliver den bare ved og ved. Hele historien foregår mellem linjerne, som at læse en roman af Helle Helle. Anita er suveræn stærk i sit sprog og det er så meget usagt smerte. Specielt juleaften kapitlet gør pisse ondt.

Men det her er ikke en bog for den svage læser. Det er ikke Harry Potter. Jeg kan lige så godt afsløre det på forhånd. Der er ingen rumskib. Der er ingen der har kappe og kan flyve og der er ingen varulve. Det ER Helle Helle for børn. Hverdagens stille drama. Jeg synes jo det er lidt ærgerligt der ikke hoppe en kæmpe dræber gorilla ud af skabet til sidst, men hey, sådan er jeg, stor fan at kæmpe dræber gorillaer. Og rumskibe.

Men smukt og poetisk er sproget. Næsten lyrisk visse steder. Og helt bestemt, hvis du gerne vil at dit barn skal udfordres mentalt, så køb ROBERT OG ROBOTTEN. (Eller/og "Et mærkeligt skib").

Jeg kender jo Anitas "første" slutning. Og synes den var bedre, hvis jeg skal være ærlig. Jeg synes denne her bliver en smule tam. Men jeg forstår heller ikke Helle Helles bøger, så måske er det mig. Jeg kan godt lide den får lidt "Urfh!" til sidst.

Når alt er sagt er bogen smuk, finurlig og enestående - som forfatteren selv. Køb og støt forfatteren, dit barn og dig selv. Det er en win/win.

only Cash, please

Er gået hen og blevet lidt lun på Johnny Cash, men faktisk mest hans covers. "Personal Jesus", og "Bridge over troubled water." Men specielt den her.

Det er så smukt og sørgeligt på en gang. Anyway, skal man lave et cover, så kan man lige så godt gøre det ordentligt. I øvrigt også en helt fantastisk smuk video.

Sonny Søren tæsker skelettet ud af røven på dig

Tobias Enevoldsen som er tegner på Sonny Søren, eller SS som vi kalder den til daglig, er (endelig) færdig med alle tegningerne. Det er kick-ass sjovt og der bliver ikke sparet på indvoldene. Jeg bringer noget her så snart som muligt.

Det var meningen den skulle udkomme i Oktober, men redaktøreren har været larmende stille på det sidste.

What the hell is going on ... I don't know.

Men nu er alle tegninger færdige og hele skidtet er klar til tryk.

Storm will rock you! (ikke det der dødsyge band, men filmen)

En flot video med Ufo Yepha og Lis. Nummeret er efter min mening lidt for rocket. Publikum er 10+, så jeg tror rappen går ind, mens Lis er lige lovlig meget Tina Turner Rockmama-agtig. Nogle super flotte billeder af hunde i slow-mo, sjovt nok var det den største modstand Jennifer og jeg mødte i tidernes morgen, da vi ville lave filmen, om det nu også kunne lade sig gøre, og sjovt nok holdt vi begge fast på at det kunne det, og det kom til at se fedt ud. What do ya know?

Nummeret kan downloades på TDC Play, hvis man har sådan en fidus og kan købes på TDC musik. Man kan også se den på ovenstående link. Dag og fucking nat.

Selve filmen kommer snart. Hav tålmodighed.

JNC i USA

En surrealistisk drøm er forbi. Jeg er landet, og er tilbage i skolen og hverdagen med frikadeller og børneafhentning. Hverdagen suger mås.

Så hellere cruise ned af Hollywood Blvd. mens Peaches stønner "Fuck you like a billionaire" ud af højtalerne på den overdimensionerede sølvglinsende vogn og solbrillerne på plads. Eller sidde på Sony studierne på settet på Priest og glo på Paul Bettany skærer i patroner og spille fucking live (Christian blev introducerede for ham). Eller drøne rundt oppe på Mulholland drive midt om natten med gysermusik sivende ud af højtalerne, mens man beder til at bilen ikke går i stå så man bliver røvpulet af en stor gangbanger, og midt i violinens absolutte højdepunkt kigger en prærieulv ud gennem vildnisset og man glemmer alt andet, lægger hovedet tilbage og forsøger at gemme det mentale billede et sted derinde. Eller sidde på Hollywood Bowl og lytte til John Williams spille Star Wars temaet live, mens hundredevis af glade fans svinger lyssværderne i mørket, i takt til musikken. Eller blæse ned af motorvejen, på vej ud til Sony, mens Rob Zombie skriger teksten til Dragula ud i bilen og man føler at man er fucking 16 år igen og udødelig. Eller stå og glo ud over LAs lys, ser byen under sig og mærker dens puls, og på en og samme gang føler at man vil blive der forevigt samtidig savner byens syge sug. Eller gå rundt på en kirkegård og få øje på Mel Blancs grav. "That's all folks."

New York er fedt, men for mig er LA så meget federe. Det her er alle mine barnsdomsminder, alle mine bedste oplevelser fra dengang i mørket, de findes her, det er her mine drømme kan blive til virkelighed, her, i dette skøre, mærkelige forjættede land hvor alt, ALT, er fucking muligt. Hvis bare du har nosserne, viljen og talentet.

La-la land

Er lige kommet hjem efter en uge i LA, hvor jeg besøgte min oscarnomineret ven, Christian E. Christiansen (i daglig tale kaldet CEC) og fik den helt store Hollywood tour.

Der er noget surrealistisk over Hollywood, noget mærkeligt og ubeskriveligt over det hele. Næsten uanset hvor man er henne derover, så ser jeg et landmark jeg kender eller genkender fra en film. Det er lidt som at være i en alternativ dimension, som spejler vores virkelighed på en drømmende uvirkelig måde. En følelse af deja-vu var næsten konstant over mig. Jeg har været her før ... eller har jeg? Det er som en drøm, en stor fluffy uvirkelig drøm, fyldt med tyndbenet, storbarmet blondiner, med botex læber og fitnees røv. Her så man flere Ferrarier end Fiater, her hang drømmen så tykt i luften at man kunne række ud og næsten gribe den. Her blev man fyldt med stjernestøv og stjernen lå lige deroppe, til højre. Der er kun et ord der ikke findes i Hollywoods ordbog: impossible. For her, blandt blondiner, superstjerner og bumser kan alle få deres drømme opfyldt, hvis de arbejder hårdt og kender de rigtige mennesker. Det handler meget om frokost. Det handler om håndtryk, rygklapperi og åbning af døre. Selvom det i starten hænger som en lummer sky over det hele, så indånder man det så ofte at det bliver en del af en. Alt er muligt. Det er varmt, men ikke for varmt. Pigerne er kønne, men ikke for kønne. Agenterne er langt væk, men ikke for langt væk. Drømmenes by. Oh yeah, baby!

Men allerede når man sidder på flyveren begynder det hele at forsvinder. Jeg ved ikke om det er fordi der i flyveren bliver sprøjtet den helt almindelige luft ned i dine lunger, som resten af kloden synes at indånde. Den der skide irriterende selvudslettende luft, der fortælle dig at du bare er kød og blod og at ordet umuligt står på side 1246 i Nudansk ordbog, sort på hvidt. Og allerede før man mellemlander i Heathrow er man klar over at det hele sikkert bare var en drøm, selvom det føltes så virkeligt, og kun det flammende billede af mine 3 børn tvang mig til at gå over til flyveren til Copenhagen, i stedet for at finde den næste til LA, og vende tilbage til det ene sted på jorden hvor alt er muligt.

Fuck hvor jeg savner det. Og en ting er sikkert. I'm coming back, baby! Daddy's coming back.