tirsdag den 22. september 2009

Helle Helle for børn

Er lige blevet færdig med Anita Krumbachs novelle-agtige minibog "Et mærkeligt skib". Super poetisk og smukt skrevet, og absolut værd at mase ned i dit barns små svedige hænder, alene for de sproglige perler som her: "Et æbletræ med knudret stamme strækker sine krogede grene ind over stien. Ikke et eneste blad er tilbage. Ikke et eneste. Men æbler. Frosne og gule på stive stilke hænger de. Som kugler på et vanskabt juletræ." Det er smukt. Det er poetisk. Det er misundelsesværdigt. Og sådan bliver den bare ved og ved. Hele historien foregår mellem linjerne, som at læse en roman af Helle Helle. Anita er suveræn stærk i sit sprog og det er så meget usagt smerte. Specielt juleaften kapitlet gør pisse ondt.
Men det her er ikke en bog for den svage læser. Det er ikke Harry Potter. Jeg kan lige så godt afsløre det på forhånd. Der er ingen rumskib. Der er ingen der har kappe og kan flyve og der er ingen varulve. Det ER Helle Helle for børn. Hverdagens stille drama. Jeg synes jo det er lidt ærgerligt der ikke hoppe en kæmpe dræber gorilla ud af skabet til sidst, men hey, sådan er jeg, stor fan at kæmpe dræber gorillaer. Og rumskibe.
Men smukt og poetisk er sproget. Næsten lyrisk visse steder. Og helt bestemt, hvis du gerne vil at dit barn skal udfordres mentalt, så køb ROBERT OG ROBOTTEN. (Eller/og "Et mærkeligt skib").
Jeg kender jo Anitas "første" slutning. Og synes den var bedre, hvis jeg skal være ærlig. Jeg synes denne her bliver en smule tam. Men jeg forstår heller ikke Helle Helles bøger, så måske er det mig. Jeg kan godt lide den får lidt "Urfh!" til sidst.
Når alt er sagt er bogen smuk, finurlig og enestående - som forfatteren selv. Køb og støt forfatteren, dit barn og dig selv. Det er en win/win.