Så hellere cruise ned af Hollywood Blvd. mens Peaches stønner "Fuck you like a billionaire" ud af højtalerne på den overdimensionerede sølvglinsende vogn og solbrillerne på plads. Eller sidde på Sony studierne på settet på Priest og glo på Paul Bettany skærer i patroner og spille fucking live (Christian blev introducerede for ham). Eller drøne rundt oppe på Mulholland drive midt om natten med gysermusik sivende ud af højtalerne, mens man beder til at bilen ikke går i stå så man bliver røvpulet af en stor gangbanger, og midt i violinens absolutte højdepunkt kigger en prærieulv ud gennem vildnisset og man glemmer alt andet, lægger hovedet tilbage og forsøger at gemme det mentale billede et sted derinde. Eller sidde på Hollywood Bowl og lytte til John Williams spille Star Wars temaet live, mens hundredevis af glade fans svinger lyssværderne i mørket, i takt til musikken. Eller blæse ned af motorvejen, på vej ud til Sony, mens Rob Zombie skriger teksten til Dragula ud i bilen og man føler at man er fucking 16 år igen og udødelig. Eller stå og glo ud over LAs lys, ser byen under sig og mærker dens puls, og på en og samme gang føler at man vil blive der forevigt samtidig savner byens syge sug. Eller gå rundt på en kirkegård og få øje på Mel Blancs grav. "That's all folks."
New York er fedt, men for mig er LA så meget federe. Det her er alle mine barnsdomsminder, alle mine bedste oplevelser fra dengang i mørket, de findes her, det er her mine drømme kan blive til virkelighed, her, i dette skøre, mærkelige forjættede land hvor alt, ALT, er fucking muligt. Hvis bare du har nosserne, viljen og talentet.
