Rum gys

Det er langt mellem snapsene ... og sci-fi gyserne. Rigtigt langt endda. Og for os hungrende fans er der også et par lysår mellem de gode af slagsene. Den sidste decent en af slagsene var

Event Horizon (1997). Den smagte lidt af Hellraiser i rummet, bare med bedre skuespillere, bedre manuskript, bedre instruktør og bedre scenografi. Sam Neill og Laurence Fishburne var begge fantastiske i de alt dominerende hovedroller, og Paul W. S. Anderson styrede suverænt uden om alle de almindelig sci-fi fælder. Event Horizon var en britisk sci-fi film, med et lavt budget og den gik ad helvede til i biffen. Rum gysere er åbenbart ikke til det store brede publikum. Måske forståeligt nok da det ikke er date materiale, teenagerene gider ikke se det fordi der ikke er unge mennesker med i (eller nøgne), og pigerne gider SLET ikke se det; det er sci-fi uden romance og med underlige væsner med mystiske gevækster. anyway, skulle du være blevet pirret kan du købe Evnet Horizon i LASERDISKEN på Blu-ray til sølle 99 kr.

Men det her indslag skulle slet ikke handle om Event Horizon, det skulle handle om en helt NY rum gyser, der netop er udkommet på både DVD og Blu Ray. PANDORUM handler om to officerer der bliver afbrudt i deres hypersleep, da noget er gået frygtelig galt på deres rumskib.

Den altid gode og sympatiske Dennis Quiad (ham som Meg Ryan forlod for at bolle med ham Australieren som hellere ville være derhjemme med sine heste eller hunde) spiller Payton og får selskab af mit nye Man Crush - Ben Foster. Ben Foster brillerede i sidste års mest oversete film (bortset fra Pandorum) The Messenger, som snart får dansk bio premiere og varmt kan anbefales. Også i Pandorum stjæler han billeder som Bower, der vågner af hyper sleep (i den FEDESTE hyper sleep opvågningsscene EVER) og er fuldstændig rundt på gulvet. Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan sige at hvis man holder af Sci-Fi film, hvis man er FUCKING træt af CGI 3D lorte effekter og åh-så-søde fremmede verdner, så køb Pandorum, og se ægte mennesker løbe rundt i ægte kulisser (og hvilke kulisser, suk!) og blive jagtet af ægte mennesker i make-up. Det er sateme som at være tilbage i 90'erne. Kulisserne er forholdvis simple, men de er lækre. De er der. I virkeligheden. Og det kan mærkes. Hele filmen er klaustrofobisk og kvælende, fordi gangene er smalle og beskidte og alt er mørkt.

Jeg erhvervede den på Blu Ray, og den står så smukt at tårerne trillede ned af mine fugtige kinder mens jeg sad og gnavede i en pude af bar skræk.

Manuskriptet er tight og instruktionen ufejlbarlig. Okay, der er et par huller hist og her, men fordi de alle spiller SUPER godt (og Antje Traues bryster konstant er på nippet til at vælte ud af hendes t-shirt - ja, det er lavt, men det virker. Man føler sig underlig tryg, nærmest reduceret til en fosterlignede tilstand når uhyggen først tager fat) og instruktionen tydeligt bærer præg af en mand der elsker genren og manus, så er resultatet i min bog årets bedste film so far.

Jeg skal dog lige advarer. Det her er ikke for hvem som helst, men hvis du kan lide Sci-Fi (og her snakker vi ikke om Avatar) så giv den en chance.

For mig var det en fantastisk oplevelse at se godt manus, gode spillere, smuk scenografi og god instruktion, der smelter sammen og skaber noget unikt. Mine 3D CGI dage er ved at være talte, og så kommer Pandorum som sendt fra rummet.

Er du blevet fristet kan du også købe den i LASERDISKEN.

Rigtigt god fornøjelse.

Gratis musik til alle

Jeg er for nyligt blevet henvist til et super site af en god ven. Her kan man høre ALT (okay, meget) musik på computeren, og det er helt gratis. Du behøver ikke engang melde dig til og oprette profil og alt det lort.

Du søger bare på hvilket musik du vil høre, laver evt. en playliste og så læner du dig ellers tilbage.

Sitet hedder Grooveshark og hvordan det løber rundt (eller hvor længe) aner jeg ikke, men så længe det gør, så er det dejligt.

Enjoy.

Oscar

Min gode ven og filmguru, David Bjerre, der bl.a. står bag Danmarks bedste podcast www.dobbeltd.dk, er for nyligt begyndt at blogge. Om film, selvfølgelig. Det er meget internationalt (foregår på engelsk), og ved at følge dette link, så kommer du direkte hen på hans blog, der i denne uge handler om omdrejningspunktet i enhver true fans liv, nemlig Oscar showet. Læs om hvilke tanker David har gjort sig for at forbedre showet, gøre det mere underholdende og beholde The Star quality. Rigtig underholdende og velformuleret, også selvom du ikke er die hard Oscar fan.

En dårlig taber

Forleden vandt en af mine medstuderende fra Forfatterskolen for Børnelitteratur kulturministeriets Børnebogspris. Hjertelig tillykke. Men det er ikke uden smerte ordene forlader min mund, fordi at personen vandt betyder at jeg tabte. Vi var nemlig, ufrivilligt (fra min side) i konkurrence. Jeg hader konkurrencer, nok mest fordi jeg hader at tabe, men også fordi hele konceptet at nu skal vi se hvem der er bedst er lidt useriøst, hvis jeg skal være helt ærligt. Og det siger jeg ikke kun fordi jeg er bitter og tabte. Se bare på Oscar. Hurtlocker som bedste film i 2009? Ikke i min bog. Anyway, hver gang du smider et produkt ud på markedet er du ufrivilligt med i konkurrencen om at være det bedste (eller dårligste). Det er ligegyldigt om det er en bog, en film eller en leverpostej. Så snart den er derude har folk en mening. Og det er "gamet" som de siger i reklameverden. Take it or leave it.

Nå, men ufrivilligt var jeg så med i konkurrence om at blive årets børnebog. Og ufrivilligt kommer jeg op imod og tabte til min medstuderenes bog. Vi havde begge udgivet i 2009, vi var begge "debuterende" (min medstuderene havde 1 udgivelse bag sig, jeg havde 3) og vi var begge fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Og jeg tabte. Og nederlag smager bare ikke godt.

Var det uretfærdigt? Nej, sprogligt er vinderen mig langt overlegen. Jeg kan slet ikke det samme. Jeg er meget klar over det og vil ikke prøve på det. Jeg er meget mere historie orienteret, ikke at jeg ignorere sproget, jeg er bare ikke så dygtig til det. Så det var vel fair nok? Jo jo, men derfor gør det stadigvæk nas. Lidt som den nytårsaften i mine unge dage hvor jeg blev stoppet på en trappe i Ballerup, og en stor mand med hår mellem tænderne spurgte mig om jeg ikke hed Jørgen, og få sekunder senere lå jeg på selvsamme trappe og blødte.

Jeg var ikke rigtig klar over hvorfor jeg var i smerte eller hvad jeg havde gjort for at fortjene det, ud over ikke at hedde Jørgen. Det er lidt det samme her. Jeg tabte, og jeg vidste ikke engang jeg var med i konkurrencen.

For at gnide salt i såret (jeg er sikker på det var ment pænt) blev jeg inviteret til vinderens reception, hvor der ville være lidt champagne og lidt mundgodt. Jeg må pinligt erkende at jeg meldte fra. For det første fordi det ikke er skide sjovt at være med til en fest som hylder en person man har lidt nederlag til. Så stort et menneske er jeg simpelthen ikke. For det andet, så har jeg det meget svært med at være tilstede i et rum med fremmede, hvor jeg ikke har noget egentlig formål. Jeg er verdens dårligste mingler. Jeg ejer ikke evnen til at small talke. Jeg hader fremmede mennesker. "Jamen, dit formål er at hygge dig" sagde en venlig sjæl. Nej, det er ikke et formål. Sorry. Et formål er et redde en prinsesse, fortælle om sin bog, starter en brand, hugge hovedet af en diktator. Det er et formål. At "hygge" sig er ikke et formål. Ikke for mig. Jeg var til julefrokost på Høst & Søn, og selvom alle var ganske flinke så var det årets væmmeligste oplevelse, so far. Jeg er sikker på vinderen blev hyldet med promp og pragt, og et eller andet sted i mit mørke hjerte kan jeg da også godt finde en glæde, på vinderens vegne.

Så, inden følelsen drukner i selvmedlidenhed og had: Et rigtigt stort tillykke herfra, fra mit (kolde) hjerte. Du har skrevet en sprogligt vidunderlig bog. Du har fortjent at vinde. Og, jeg glæder mig til at læse din næste.

Fall from Grace

Jeg var i dag ude på sådan noget skolemesse i Roskilde, hvor jeg skulle fortælle om Soldater græder ikke. Eller, faktisk skulle jeg interviewes. Allerede ved ankomst kunne jeg godt se at det her ikke var Oprah kaliber. Den Røde Stol som jeg skulle sidde i, stod mellem udgangen og gaderoben, og et sted tæt på kørte en informationsvideo for et eller andet helvedes produkt for FULD drøn. Der ud over var jeg sat på til klokken 15.15. Messen lukkede kl. 17.00 og det var sidste dag, det vil sige at der stort set var tomt. Og for lige at gøre ondt værre, så var Kim Fupz blevet rykket fra dagen før, til i dag, og han holdt workshop i et lokale lige ved siden af den gang jeg stod i, og hans startede kl. 15.00.

Men okay, det er min første messe, og alle skal starte beskedent.

Dagen før, havde en tidligere elev fra mit hold været henne og snakke. Hendes bog vinder meget snart en pris, jeg må ikke sige hvilken, faktisk ved jeg det ikke fordi ingen må sige noget, men det faktum at ingen må sige noget gør at alle ved det. "Har du vundet?" "Det må jeg ikke sige." Godt så. Anyway, hun havde to groupier fra vores hold med sig, da min bog ikke vinder en skid udeblev selv samme groupier til mit "show". Eller også var de inde og høre Fupz. I det mindste havde forlaget sendt en medarbejder, selvom hun vist nok var der for at sørge for at Kenneth Bøgh Andersen ikke led nød. Men han var åbenbart på toilettet eller taget hjem, fordi hun underholdt mig og agerede publikum. Eller også var hun bare på vej hen for at hente sin jakke og synes hun burde blive lidt.

Jeg håber de 5-8 menesker der hørte interviewet gik glade hjem. Sandsynligvis var de kommet for sent til Fupz, og tænkte at der nok snart kom en pause og så sad de der og ventede imellem tiden.

Memo to me "næste gang så få en bedre tid".

Bortset fra det, så var det ikke så skidt en oplevelse. Jeg må indrømme at jeg er stolt over at blive spurgt og alle erfaringer er vel på en eller anden måde lærerige, og man tager vel altid noget med sig hjem. I mit tilfælde var det to flasker rødvin.

Stem på Marcus

Marcus Rønnov fra Storm er nomineret til den meget prestigefyldte Nickelodeon pris, for bedste (danske) skuespiller. Da den kære dreng blev snydt for en Oscar, en Robert, en Golden Globe OG en Bodil, så vær så barmhjertig og flink, og gå ind og stem på Marcus HER.

Det tager ikke fem sekunder.

STORM DVD udkommer 23. Marts. Det perfekte påskeæg! (Får jeg mon procenter af salg af DVD?)

To tøse film, en med og en uden nosser

I anledningen af Oscar ståhejet har jeg kastet mig over to film, jeg under normale omstændigheder ville være gået en stor bue udenom.

Lad os starte med den positive overraskelse: Young Victoria. Jeps, pretty homo, med store kjoler og prinser i tætsiddende lange underbukser. Det er endnu en film, i hvad der synes at være en uladelig strøm af film om det britiske kongehus. Men det er faktisk en sød lille film. Hvor historisk korrekt den er aner jeg ikke, da min viden om det britiske kongehus er på højde med min viden om gearkassens indre mekanik, men højst underholdende det var den. Det minder mere om en romantisk komedie/drama end et kostumehalløj. Historien om den unge smukke Victoria der bliver dronning af England og forelsker sig i en Belgisk prins, men hun nægter at gifte sig med ham, fordi det er hvad alle forventer. Men det er (åbenbart) med Belgiske prinser som der er med Belgiske vafler, før eller siden så bliver man bare nødt til at få en. Nu har jeg måske afsløret for meget allerede, men den her film er ikke atomfysik for begyndere. Den er simpel og sød, og skide romantisk, og absolut seværdig. Så find en paryk i skabet, tag brillerne med det falske overskæg på og snig dig ned i Blockbuster og lej denne her. Jesper Christensen er forresten med. Det er underholdende.

Det er Julie & Julia til gengæld ikke. Det er en film der er totalt blottet for tænder, nosser og klitoris, of any kind. Det er så dødt og forudsigeligt, at jeg faktisk slet ikke tror det er en film, men snarere en Build-a-Bear som instruktøren har gnubbet mod en rulle 35mm, og det her så resultatet. Filmen handler om en gammel kvinde (over)spillet af Meryl Streep og en ung kvinde, spillet af den kvalmende sukkersøde Amy Adams, der laver mad. Jeps, det er handlingen. Men jeg ville hellere se Meyer panere en rødspætte i 2 timer and jeg ville sidde igennem dette kønsløse, kvalmende, kusseløse makværk en gang mere. Efter filmen endelig er slut, har du det lidt som om en eller anden har sneget en candyfloss op i røven på dig.

Måske er det fordi jeg bare synes Tv-Kokke burde sendes ned i felten i Afghanistan eller bruges som mineryddere i Namibia. Og lave en spillefilm der handler om denne selvfede, attention seeking Julie, der så pisse gerne vil være forfatter, men ikke gider skrive en bog, er væmmeligt. Og hvad gør man så? Man skriver en kogebog. Fordi det eneste det kræver er at man kan stave til citron og ikke smider mere end et "m" i tomat. Julie er en hysterisk kælling, der er pisse ligeglad med alle andre end sig selv og sit quest om at blive forfatter og rig. Og filmen fortæller os, at hvis vi pisser på andre mennesker, og så ellers får tilstrækkelig mange tudeanfald (seriøst, hun er værre end mine børn da de var to år), så kommer alt godt til dig. Mændene i filmen er kønsløse, nosseløse, pikløse og hårløse. En time inde i filmen sad jeg på knæ foran fjernsynet og bad til at Arnold, i rollen som Conan/T 800, ville vælte ind i historien, og skære hovederne af disse krøblinge og ende deres lidelser, så de to gyselige kvinder kunne vende tilbage til køkkenet og hysteriske anfald. Men i det mindste ville man så bare kunne sidde og grine og ikke blive irriteret over manden ikke pandede hende en på lampen.

Og hvad fanden skal vi lige med en film i 2010 der sender kvinder tilbage til kødgryderne?

Julie & Julia er en af de værste filmoplevelser i mit liv. Jeg ville hellere have mine øjenlåg skåret af, af en lesbisk dværg med Parkinson end at se denne build-a-shit af en film en gang til. Absolut holde sig fra.