Lad os starte med den positive overraskelse: Young Victoria. Jeps, pretty homo, med store kjoler og prinser i tætsiddende lange underbukser. Det er endnu en film, i hvad der synes at være en uladelig strøm af film om det britiske kongehus. Men det er faktisk en sød lille film. Hvor historisk korrekt den er aner jeg ikke, da min viden om det britiske kongehus er på højde med min viden om gearkassens indre mekanik, men højst underholdende det var den. Det minder mere om en romantisk komedie/drama end et kostumehalløj. Historien om den unge smukke Victoria der bliver dronning af England og forelsker sig i en Belgisk prins, men hun nægter at gifte sig med ham, fordi det er hvad alle forventer. Men det er (åbenbart) med Belgiske prinser som der er med Belgiske vafler, før eller siden så bliver man bare nødt til at få en. Nu har jeg måske afsløret for meget allerede, men den her film er ikke atomfysik for begyndere. Den er simpel og sød, og skide romantisk, og absolut seværdig. Så find en paryk i skabet, tag brillerne med det falske overskæg på og snig dig ned i Blockbuster og lej denne her. Jesper Christensen er forresten med. Det er underholdende.
Det er Julie & Julia til gengæld ikke. Det er en film der er totalt blottet for tænder, nosser og klitoris, of any kind. Det er så dødt og forudsigeligt, at jeg faktisk slet ikke tror det er en film, men snarere en Build-a-Bear som instruktøren har gnubbet mod en rulle 35mm, og det her så resultatet. Filmen handler om en gammel kvinde (over)spillet af Meryl Streep og en ung kvinde, spillet af den kvalmende sukkersøde Amy Adams, der laver mad. Jeps, det er handlingen. Men jeg ville hellere se Meyer panere en rødspætte i 2 timer and jeg ville sidde igennem dette kønsløse, kvalmende, kusseløse makværk en gang mere. Efter filmen endelig er slut, har du det lidt som om en eller anden har sneget en candyfloss op i røven på dig.
Måske er det fordi jeg bare synes Tv-Kokke burde sendes ned i felten i Afghanistan eller bruges som mineryddere i Namibia. Og lave en spillefilm der handler om denne selvfede, attention seeking Julie, der så pisse gerne vil være forfatter, men ikke gider skrive en bog, er væmmeligt. Og hvad gør man så? Man skriver en kogebog. Fordi det eneste det kræver er at man kan stave til citron og ikke smider mere end et "m" i tomat. Julie er en hysterisk kælling, der er pisse ligeglad med alle andre end sig selv og sit quest om at blive forfatter og rig. Og filmen fortæller os, at hvis vi pisser på andre mennesker, og så ellers får tilstrækkelig mange tudeanfald (seriøst, hun er værre end mine børn da de var to år), så kommer alt godt til dig. Mændene i filmen er kønsløse, nosseløse, pikløse og hårløse. En time inde i filmen sad jeg på knæ foran fjernsynet og bad til at Arnold, i rollen som Conan/T 800, ville vælte ind i historien, og skære hovederne af disse krøblinge og ende deres lidelser, så de to gyselige kvinder kunne vende tilbage til køkkenet og hysteriske anfald. Men i det mindste ville man så bare kunne sidde og grine og ikke blive irriteret over manden ikke pandede hende en på lampen.
Og hvad fanden skal vi lige med en film i 2010 der sender kvinder tilbage til kødgryderne?
Julie & Julia er en af de værste filmoplevelser i mit liv. Jeg ville hellere have mine øjenlåg skåret af, af en lesbisk dværg med Parkinson end at se denne build-a-shit af en film en gang til. Absolut holde sig fra.
