Det er så ikke helt rigtigt. Jeg er blevet kontaktet af en del foredragsholdere der har min bog, Soldater græder ikke, med i tasken hver gang de er ude. Og de prøver at sælge den til skolelærere og ditto bibliotekarer, men disse synes det lyder lige lovligt hårdt, har han ikke noget der minder om Pippi Langstrømpe? Jeg har fået mails fra en del børn efterhånden, der har læst min bog og kunne lide den, men mellem børnene står der en mur af lærere og bibliotekarer, en mur af mennesker der hellere vil propfodre den kommende ungdom med deres egne gyldne barndomsminder, end at chance den med noget nyt, og skal det partout være nyt, så skal det helst være noget nyt der minder om det gamle. Det sikre.
Min eks-kone spurgte en bibliotekar på Hillerød Bibliotek hvorfor de ikke havde Soldater græder ikke. Svaret var, at man ikke mente det var noget for deres brugere. Nej for helvede, behold skyklapperne på og bliv i la-la land. Fordi en bog om børn der har det svært, hvem gider det? De riges børn skal i hvert fald ikke tynges med en social samvittighed. Det er NETOP på Hillerød Bibliotek og lignede steder man skal have denne slags bøger. Et mål med bogen var at fortælle børn i Danmark, at vi faktisk også her har børn der har det rigtig skidt. Det er ikke kun ude i verden.
Og så ER min bog ikke en stor elendighed. Den handler om håb, hvis du spørger mig.
Nå, men jeg blev inspireret til at skrive denne smøre grundet en artikel i Information af Mirian Due Steffensen hvor der bl.a. skrives: Klaus Rothstein eksemplificerer sin pointe ved at fremhæve to andre potentielt provokerende børnebøger, Jesper Nicolaj Christiansens Soldater græder ikke og Kåre Bluitgens Latteren i hjertet, der begge behandler et emne, som kun en enkelt voksenbog har taget op; nemlig krigen i Afghanistan. Men heller ikke disse bøger har formået at skabe røre. Det skyldes ifølge Klaus Rothstein ikke bøgernes kvalitet, men den genrebetegnelse, de sælges under.
Det drejer sig om, at de mennesker der skal give den nye børnelitteratur videre til børn og unge, de tør. Det er så simpelt. Og det tør de ikke. I langt de fleste tilfælde gør de som i Hollywood, de går tilbage til den gennemtæskede formular de mener virker. Vi skal turde litteraturen. Og børnelitteraturen behøver ikke gøre ondt, den kan være sjov, skæv, anderledes. Men den skal turdes. Og eliten skal tage handskerne af og få blod under neglene. For det kommer til at gøre ondt, at ændre synet på dansk børnelitteratur og det nytter ikke en skid at man kun har det i munden. Ærmerne skal rulles op og så skal der slås nogle tænder ud. Det drejer sig om en holdningsopfattelse fra hele kulturelitens side, og fra forlagene. Det nytter hele ikke at de udgiver kendte menneskers hundelorte af børnebøger. Læg mærke til at kendte mennesker stort set aldrig skriver en "rigtig" bog. De skriver altid børnebøger. Fordi det er "nemt", forlagene forventer ikke det store, i nogle tilfælde er et navn og et fjæs nok. Og det er jo ligemeget om det ikke er så godt. Det er børnelitteratur. DEN holdning, den skal vi have gjort kål på. Vi skal tage børnelitteraturen alvorligt og vi skal turde den. Ellers kan vi alle sammen lige så godt stoppe, og så kan de genoptrykke Astrid Lindgren og Bjarne Reuter og et kendt koryfæ kan skide en billedbog ud i ny og næ.
Jesper over and out, med blod ned af hagen og tre tænder i venstre hånd.
