fredag den 23. april 2010

Alle vil have farlige børnebøger men ingen gider læse dem

I den danske litterære kulturelite bliver der rygklappet og sunget sange om, at nu skal børnebogen slå med knyttede næver. Det bliver max til lidt slatten lussinger. Anita Krumbachs lidt barske bog "Et mærkeligt skib" vandt kulturministeriets pris for bedste børnebog i 2009. Et stort skridt for kultureliten, et lille skridt for børnelitteraturen. Ikke fordi det er en dårlig bog, den er ganske vidunderlig, men den går kun den halve vej, tør kun næsten, sagt med andre ord, den slår med åben hånd. De danske børnebøger skal ikke bare deler flade ude, men decideret knyttede næver lige på næseryggen. Fordi vi ændre ingenting ved at gå den halve distance. Men, som vi alle ved, de børnebøger der tør lidt mere, dem er der ingen der vil læse. I hvert fald ingen voksne.
Det er så ikke helt rigtigt. Jeg er blevet kontaktet af en del foredragsholdere der har min bog, Soldater græder ikke, med i tasken hver gang de er ude. Og de prøver at sælge den til skolelærere og ditto bibliotekarer, men disse synes det lyder lige lovligt hårdt, har han ikke noget der minder om Pippi Langstrømpe? Jeg har fået mails fra en del børn efterhånden, der har læst min bog og kunne lide den, men mellem børnene står der en mur af lærere og bibliotekarer, en mur af mennesker der hellere vil propfodre den kommende ungdom med deres egne gyldne barndomsminder, end at chance den med noget nyt, og skal det partout være nyt, så skal det helst være noget nyt der minder om det gamle. Det sikre.
Min eks-kone spurgte en bibliotekar på Hillerød Bibliotek hvorfor de ikke havde Soldater græder ikke. Svaret var, at man ikke mente det var noget for deres brugere. Nej for helvede, behold skyklapperne på og bliv i la-la land. Fordi en bog om børn der har det svært, hvem gider det? De riges børn skal i hvert fald ikke tynges med en social samvittighed. Det er NETOP på Hillerød Bibliotek og lignede steder man skal have denne slags bøger. Et mål med bogen var at fortælle børn i Danmark, at vi faktisk også her har børn der har det rigtig skidt. Det er ikke kun ude i verden.
Og så ER min bog ikke en stor elendighed. Den handler om håb, hvis du spørger mig.
Nå, men jeg blev inspireret til at skrive denne smøre grundet en artikel i Information af Mirian Due Steffensen hvor der bl.a. skrives: Klaus Rothstein eksemplificerer sin pointe ved at fremhæve to andre potentielt provokerende børnebøger, Jesper Nicolaj Christiansens Soldater græder ikke og Kåre Bluitgens Latteren i hjertet, der begge behandler et emne, som kun en enkelt voksenbog har taget op; nemlig krigen i Afghanistan. Men heller ikke disse bøger har formået at skabe røre. Det skyldes ifølge Klaus Rothstein ikke bøgernes kvalitet, men den genrebetegnelse, de sælges under.
Det drejer sig om, at de mennesker der skal give den nye børnelitteratur videre til børn og unge, de tør. Det er så simpelt. Og det tør de ikke. I langt de fleste tilfælde gør de som i Hollywood, de går tilbage til den gennemtæskede formular de mener virker. Vi skal turde litteraturen. Og børnelitteraturen behøver ikke gøre ondt, den kan være sjov, skæv, anderledes. Men den skal turdes. Og eliten skal tage handskerne af og få blod under neglene. For det kommer til at gøre ondt, at ændre synet på dansk børnelitteratur og det nytter ikke en skid at man kun har det i munden. Ærmerne skal rulles op og så skal der slås nogle tænder ud. Det drejer sig om en holdningsopfattelse fra hele kulturelitens side, og fra forlagene. Det nytter hele ikke at de udgiver kendte menneskers hundelorte af børnebøger. Læg mærke til at kendte mennesker stort set aldrig skriver en "rigtig" bog. De skriver altid børnebøger. Fordi det er "nemt", forlagene forventer ikke det store, i nogle tilfælde er et navn og et fjæs nok. Og det er jo ligemeget om det ikke er så godt. Det er børnelitteratur. DEN holdning, den skal vi have gjort kål på. Vi skal tage børnelitteraturen alvorligt og vi skal turde den. Ellers kan vi alle sammen lige så godt stoppe, og så kan de genoptrykke Astrid Lindgren og Bjarne Reuter og et kendt koryfæ kan skide en billedbog ud i ny og næ.
Jesper over and out, med blod ned af hagen og tre tænder i venstre hånd.

torsdag den 15. april 2010

Dansk low-budget/undergrundsfilm

Børsen havde forleden en artikel om dansk undergrundsfilm. Det er jo dejligt, når der er nogen der interesserer sig for den slags, bare ærgerligt af journalisten Brian Iskov synes at vide SÅ lidt om film, som han åbenbart gør. På hans oversigt over "nyere danske indie-film" nævner han f.eks ikke Råzone (som er lavet udenom DFI ), derimod skamnævner han "filmen" Final Solution.
Jeg siger "filmen" fordi der rent faktisk ikke ER en film endnu. Der ligger en teaser på nettet, på en fed hjemmeside, og det ligner noget af høj produktionskvalitet. Men der ER ingen film. Ikke endnu. Jeg er sikker på holdet bag laver en film, om den bliver god vil jeg gerne vente med at udtale mig om, til efter jeg har set den.
Det som Brian Iskov skulle have skrevet en artikel om, er det formidable arbejde holdet bag Final Solution har lavet på salgssiden. Det havde været både en spændende, lærerig og underholdende artikel. Hvad der er pisse uinteressant, er at læse en artikel om dansk undergrundsfilm, hvor størstedelen af spaltepladsen er givet til en film der ikke er lavet endnu, mens resten bliver flygtigt forbigået, sandsynligvis fordi Brian Iskov ikke har set dem. Han har godt nok heller ikke set Final Solution, men det stopper ham ikke i at skrive spalte op og spalte ned om denne kommende "film". Faktisk er 2,5 spalte generelt om dansk indie-film, mens de resterende 5,5 spalter er om Final Solution (som, ja, rigtigt husket, ikke er lavet endnu).
Igen, jeg vil intet tage fra denne film, jeg synes det er fedt at undergrunden laver film, men måske skulle man i en artikel om dansk undergrundsfilm koncentrerer sig om de film der ER lavet. Eller vælge at lægge fokus på de film der KOMMER.
Da jeg arbejdede på Angel pøsede jeg sammen med den Oscar nomineret instruktør, Christian E. Christiansen, på at lave en zombiefilm, med den catchy engelske titel: "Once Alive - Twice Dead". Vi havde intet manus, ingen idé, ingen skuepillere og ingen penge. Men en salgsperson fra Angel tog vores plakat med på en festival - og flere købere var straks interesseret. Fra Spanien, Italien og USA. Jeg siger bare, at før Brian Iskov sælger skindet, så skal han nok lige sørger for, at Bjørnen er blevet født.
Og sjovt nok skriver Brian Iskov, at i genrefilm er det vigtigt med den gode idé. Den originale idé. Onde mænd i en skov der slår teenagere ihjel ... Brian, måske skulle du næste gang slå et smut forbi Blockbuster før du skriver, fordi det er faktisk lavet før. I så mange variationer, at den nyeste nu er med æblesmag, bare for at prøve noget nyt. Og "Based on a true story"? Come on. Alt i dag er "based on a true story". Fucking SAW 5 er based on a true story. Næsten.
Final Solution (som jeg personligt glæder mig til) har vist, at de kan lave kreativ markedsføring. Jeg er sgu meget imponeret over drengene/pigerne. Zentropa og Nordisk film burde kime dem ned, for at få dem til at lave markedsføring til deres film. Helt personligt synes jeg en artikel om markedsføring indenfor dansk film havde været mere relevant her, da Brian Iskov helt åbenlyst også fokusere mest på det i sin artikel. Det havde nok også været mere i Børsens ånd.

mandag den 12. april 2010

Jeg er min mor

For nyligt hørte jeg i radioen en ekspert fortælle, at mænd (drenge) på min alder ikke er deres far, men deres mor. Vi udviser nemlig moderlige følelser for vores afkom, sætter familien i højsædet og undertrykker i det hele taget hulemanden indeni. Og det er (åbenbart) godt. Vi forsøget ikke at ligne vores patriarkalske far, men derimod vores omsorgsfulde mor. Men, hvad så med kvinderne? Forsøger de så at ligne deres fædre? Jeg fik smag for rolleombytningen i foregårs, dagen før min datters 6 års fødselsdag.
Til dem der ikke har børn kan det følgende nok været svært at forholde sig til, men bare hav planlægningen af invasionen af Normadiet i tankerne, og så er du der sådan ca.
En børnefødselsdag er ikke længere en tur til bageren og (i dette tilfælde) seks lys i en kagemand. Det er en endeløs planlægning og indkøb. Der er gaver, duge, servietter, lys og i dette tilfælde skulle der også provianteres, da vi som vanligt, tog med familien i zoo.
Min eks-kone fortalte om fredagen, at hun skulle til noget "veninde"-noget om lørdagen, og hun kunne godt aflyse (læg mærke til brugen af kvindelist, de har taget farens utvetydige krav og vendt det på hovedet, så djævelsk smart, at kun en kvinde kan finde på det), hvis jeg ikke kunne klare det hele selv. Jeg er jo et stolt menneske, (hvilket min eks kone ved) så jeg sadlede hesten og svarede at hun bare kunne tage ud og drikke kaffe, så skulle jeg nok få lavet den lagkage (alt hjemmelavet) og slået den bolledej sammen, få købt de sidste gaver, købt (meget) ind og samtidig passe tre børn. No problem.
Faktisk gik alt også efter planen (det er ikke første år jeg står alene med forberedelserne), men hen på aften blev jeg ramt af feber og gik helt ned. Jeg ringede til min eks-kone, da jeg hverken havde fået lavet lagkage eller bagt boller endnu. Jeg kunne høre hun var godt i gang med en latté og da jeg fortalte jeg var blevet syg spurgte hun: "Jamen, hvor syg er du?", eller, som far havde sagt det for 50 år siden "jeg kommer sgu ikke hjem kælling, jeg sidder lige her i godt selskab med en kold pilsner og hvis du er frisk nok til at ringe, så er du frisk nok til at slå en bolledej sammen." Men igen, kvinder er snedigere. Sikkert også derfor skoen er på den anden fod. Og alt det der.
Nå, men der var ikke meget andet at gøre end at samle korset op fra gulvet, spille martyrrollen med knejsende nakke og så ellers få lavet de skide boller.
Senere ringede min eks-kone og klagede over jeg havde forstyrret hende og jeg havde jo åbenbart ikke været så syg siden jeg godt kunne bage de boller.
Og så var det jeg tænkte på ham eksperten i radioen. Og jeg tænkte (hulkende), at jeg ER blevet til min mor.
Det er ikke fordi jeg synes det er skammeligt at jeg gør noget for mine børn, eller bager og den slags. Det gør jeg ofte. Men det er den kendsgerning at jeg er blevet til det svage køn. Det gør mig rædselslagen.
Og man kan se begivenhederne udspille sig i alle de ganske små danske hjem -
"Jamen, Julie, jeg kan jo lugte du har været ude og drikke."
"Det har jeg ikke, Carl. Okay, så fik jeg en enkelt med Malene nede på Sommersko, er det nu forbudt?"
"Jamen, vi havde jo aftalt..."
"Det var en Decaf, non-fat latté."
"Ej, Julie, jeg kan altså også mærke på dig du har fået koffein."
Det fælles ansvar? Det varede vist ikke engang et årti. Piben har fået en anden lyd. Bodegaen er skiftet ud med caféen, og den kolde pilsner med den varme latté, og faren ... har fået langt hår, røde negle og mobil.
Vi mænd er ligesom Titicacafrøen, en kritisk truet race. Det er ikke fordi jeg drømmer mig tilbage til dengang manden kom hjem fra arbejde, stak kvinden en flad og slæbte hende med i sengen hvor han seksuelt udnyttede hende, tæskede ungerne godnat og derefter kørte ud til elskerinden, MEN der må sgu være en gylden mellemvej.
Til alle mænd derude: KÆMP. Vi må have os en international kampdag, en bevægelse, nogle plakater og nogle strømper (helst sorte, så skal jeg ikke ud og købe nye). Og et slogan: Mænd ned i sofaen! Alt det her med ligeløn, ligesind og ligepis begynder sgu at blive en lille smule ulige. Sammenhold? Den eneste du kan stole på her i verden er din Kermitdukke og din ven.

torsdag den 8. april 2010

Film på 30 sekunder - nu med kaniner

Hvis du har pisse travlt i weekenden, og aldrig når at få set filmene på din "list of shame", eller der er en 3 timers lang klassiker som du aldrig får tid til, så er alt håb endnu ikke ude.
Et lille site, angry alien, har genskabt en hel del klassiske mesterværker, alle med en spilletid på ca. 30 sekunder, og med kaniner i alle roller (store som små).
Nogle af dem, som Top Gun og Brokeback Mountain er sindssygt godt lavet. De formår simpelthen på 30 sekunder at genfortælle hele lortet. Måske siger det mere om Top Gun og Brokeback Mountain, end det gør om de velspillende kaniner, men det er også en slags kunst at kunne genfortælle en 2 timers film på 30 sekunder, og få alt vitalt med. Prøv lige at tag et ur frem og genfortæl sidst sete biofilm til din hamster. Kan du gøre det på 30 sekunder?
It ain't easy being green. Apparently, it's easier being a bunny.

Bog kunst


Bog kunst - på en ny måde:




















Brian Dettmer har sandsynligvis siddet i et sommerhus, mens regnen silede ned udenfor, med mormors temmelig omfattende bibliotek foran sig og en skalpel i hånden, og tænkt "hey ... wait a second." Eller også er han bare en usandsynlig visionær kunstner. Uanset hvad, så er resultatet en obducering af bogen som værk, og Mr. Dettmer har med kirurgisk præcision skåret "åbnet" bogen, og fundet ... sandheden? Sjælen? Det er vel op til beskuren af værket. Jeg må indrømme at jeg er betaget, som jeg ellers sjælden bliver af moderne kunst, men det her har de berømte 3 "h'er": hånd, hjerne og hjerte. Det kræver en vis snilde at kunne dissekere en bog på denne måde, og det kræver en hvis hjerne og hjerte at vælge hvad der er bogens sjæl. Aldrig bedømme en bog på omslaget, får pludselig en hel ny mening. Jeg ville vildt gerne se disse værker i virkeligheden, forhåbentlig et dansk galleri/museum tager dem hjem.
Hvis du, som jeg, tørster efter mere kan du læse/se mere her og her.

søndag den 4. april 2010

Nyt fra den bedste halvdel af EBTG

Tracey Thorn har lavet en ny solo plade (desværre lader det ikke til at der kommer mere fra hende og hende mand, Ben Watt, sammen bedre kendt som EBTG). Den nye plade tager et skridt bagud, rent musikalsk. Eller måske et skridt forlæns. I hvert fald bliver den mindre elektronisk, og derved rejser Tracey Tilbage til tiden før Walking Wounded som var EBTG's store gennembrud.
Meget apropos for min generation og omgangskreds kommer her: "Oh, the divorces".

Søndagsunderholdning

torsdag den 1. april 2010

Film posters - dem alle sammen (næsten)

Gennem min gode ven, Davids blog, fandt jeg et link til en legeplads uden lige for sådan en lille nørd som mig, nemlig impawards, hvor de har filmposter en masse.
Jeg forsvandt for en kort stund tilbage til dengang hvor en plakat ikke var to digitalt manipulerede ansigter, sammensat i photoshop, men derimod et kunststykke.
Der er nok af tage af, men jeg har valgt at vise tre af de mindre kendte, der hver især siger meget om filmen, den politiske stemning i landet bag filmen og malerens individuelle præg. Det er ikke fordi alle filmplakater i dag er grimme, men jeg mangler lidt dybde og engagement.
Dør plakaten? Sandsynligvis, eftersom film langsomt men sikkert blive digitale. Det er lidt som med LP'en. Helt op til dens død kunne man snakker om "cover art". Med CD'en blev billedet så lille, at det bare var vigtigt man kunne læse navnet på artisten. Med LP'ens genkomst er kunsten at lave et smukt cover kommet retur, så måske vi skal håbe på en revival af Betamaxen? I hvert fald vil vi altid (?) have impawards, hvor vi kan drysse hen og finde vores favorit plakat, eller måske blive inspireret til noget nyt og fedt i vores egen hverdag.
Til de unge mennesker, som synes S/H (sort/hvid) film er for folk med hår i ørerne, så start i 1980 (jeres forældres barndom cirka) og arbejd jer op til nu. Det er slående så stor kontrasten er, fra kunst til ren kapitalisme.
Her er tre stykker (til dem med og uden hår i ørerne) fra dengang en bøsse var noget man klyngede op på torvet, skurken altid endte med at samle sine fingre op med brækkede tænder og kvinderne var så satans smukke at dine øjne antændte hvis du så meget som kiggede på dem.