Gennem min gode ven, Davids blog, fandt jeg et link til en legeplads uden lige for sådan en lille nørd som mig, nemlig impawards, hvor de har filmposter en masse.
Jeg forsvandt for en kort stund tilbage til dengang hvor en plakat ikke var to digitalt manipulerede ansigter, sammensat i photoshop, men derimod et kunststykke.
Der er nok af tage af, men jeg har valgt at vise tre af de mindre kendte, der hver især siger meget om filmen, den politiske stemning i landet bag filmen og malerens individuelle præg. Det er ikke fordi alle filmplakater i dag er grimme, men jeg mangler lidt dybde og engagement.
Dør plakaten? Sandsynligvis, eftersom film langsomt men sikkert blive digitale. Det er lidt som med LP'en. Helt op til dens død kunne man snakker om "cover art". Med CD'en blev billedet så lille, at det bare var vigtigt man kunne læse navnet på artisten. Med LP'ens genkomst er kunsten at lave et smukt cover kommet retur, så måske vi skal håbe på en revival af Betamaxen? I hvert fald vil vi altid (?) have impawards, hvor vi kan drysse hen og finde vores favorit plakat, eller måske blive inspireret til noget nyt og fedt i vores egen hverdag.
Til de unge mennesker, som synes S/H (sort/hvid) film er for folk med hår i ørerne, så start i 1980 (jeres forældres barndom cirka) og arbejd jer op til nu. Det er slående så stor kontrasten er, fra kunst til ren kapitalisme.
Her er tre stykker (til dem med og uden hår i ørerne) fra dengang en bøsse var noget man klyngede op på torvet, skurken altid endte med at samle sine fingre op med brækkede tænder og kvinderne var så satans smukke at dine øjne antændte hvis du så meget som kiggede på dem.
