Til dem der ikke har børn kan det følgende nok været svært at forholde sig til, men bare hav planlægningen af invasionen af Normadiet i tankerne, og så er du der sådan ca.
En børnefødselsdag er ikke længere en tur til bageren og (i dette tilfælde) seks lys i en kagemand. Det er en endeløs planlægning og indkøb. Der er gaver, duge, servietter, lys og i dette tilfælde skulle der også provianteres, da vi som vanligt, tog med familien i zoo.
Min eks-kone fortalte om fredagen, at hun skulle til noget "veninde"-noget om lørdagen, og hun kunne godt aflyse (læg mærke til brugen af kvindelist, de har taget farens utvetydige krav og vendt det på hovedet, så djævelsk smart, at kun en kvinde kan finde på det), hvis jeg ikke kunne klare det hele selv. Jeg er jo et stolt menneske, (hvilket min eks kone ved) så jeg sadlede hesten og svarede at hun bare kunne tage ud og drikke kaffe, så skulle jeg nok få lavet den lagkage (alt hjemmelavet) og slået den bolledej sammen, få købt de sidste gaver, købt (meget) ind og samtidig passe tre børn. No problem.
Faktisk gik alt også efter planen (det er ikke første år jeg står alene med forberedelserne), men hen på aften blev jeg ramt af feber og gik helt ned. Jeg ringede til min eks-kone, da jeg hverken havde fået lavet lagkage eller bagt boller endnu. Jeg kunne høre hun var godt i gang med en latté og da jeg fortalte jeg var blevet syg spurgte hun: "Jamen, hvor syg er du?", eller, som far havde sagt det for 50 år siden "jeg kommer sgu ikke hjem kælling, jeg sidder lige her i godt selskab med en kold pilsner og hvis du er frisk nok til at ringe, så er du frisk nok til at slå en bolledej sammen." Men igen, kvinder er snedigere. Sikkert også derfor skoen er på den anden fod. Og alt det der.
Nå, men der var ikke meget andet at gøre end at samle korset op fra gulvet, spille martyrrollen med knejsende nakke og så ellers få lavet de skide boller.
Senere ringede min eks-kone og klagede over jeg havde forstyrret hende og jeg havde jo åbenbart ikke været så syg siden jeg godt kunne bage de boller.
Og så var det jeg tænkte på ham eksperten i radioen. Og jeg tænkte (hulkende), at jeg ER blevet til min mor.
Det er ikke fordi jeg synes det er skammeligt at jeg gør noget for mine børn, eller bager og den slags. Det gør jeg ofte. Men det er den kendsgerning at jeg er blevet til det svage køn. Det gør mig rædselslagen.
Og man kan se begivenhederne udspille sig i alle de ganske små danske hjem -
"Jamen, Julie, jeg kan jo lugte du har været ude og drikke."
"Det har jeg ikke, Carl. Okay, så fik jeg en enkelt med Malene nede på Sommersko, er det nu forbudt?"
"Jamen, vi havde jo aftalt..."
"Det var en Decaf, non-fat latté."
"Ej, Julie, jeg kan altså også mærke på dig du har fået koffein."
Det fælles ansvar? Det varede vist ikke engang et årti. Piben har fået en anden lyd. Bodegaen er skiftet ud med caféen, og den kolde pilsner med den varme latté, og faren ... har fået langt hår, røde negle og mobil.
Vi mænd er ligesom Titicacafrøen, en kritisk truet race. Det er ikke fordi jeg drømmer mig tilbage til dengang manden kom hjem fra arbejde, stak kvinden en flad og slæbte hende med i sengen hvor han seksuelt udnyttede hende, tæskede ungerne godnat og derefter kørte ud til elskerinden, MEN der må sgu være en gylden mellemvej.
Til alle mænd derude: KÆMP. Vi må have os en international kampdag, en bevægelse, nogle plakater og nogle strømper (helst sorte, så skal jeg ikke ud og købe nye). Og et slogan: Mænd ned i sofaen! Alt det her med ligeløn, ligesind og ligepis begynder sgu at blive en lille smule ulige. Sammenhold? Den eneste du kan stole på her i verden er din Kermitdukke og din ven.
