Extra pair of gloves

Filmen som opdragende medie er en realitet. Så meget der sker i vores hverdag kan vi relatere til begivenheder på det store lærred (eller den ok store fladskærm). Film afspejler virkeligheden, men nogle gange afspejler virkeligheden film. Som f. eks denne begivenhed:

Jeg har alle mine børn hveranden weekenden. Dem der er gode til matematik vil så kunne regne ud, at jeg den anden weekend ikke har nogle børn. I de weekender arbejder jeg stort set fra solen står op til den går ned. Og denne weekend var en sådanne. Eller, det skulle det have været. Fordi min tidligere omtalte ekskone havde valgt at tage i sommerhus, men min datter, Wilhelmina skulle til Pinsefest i børnehaven, og da x var i sommerhus, så tog y til pinsefest, med datter. Det var så meningen at jeg bagefter skulle ind på hovedbanen og aflevere førnævnte datter til x'ens store datter, der så via offentlig transport skulle bringe hende til selvsagte sommerhus. ABER ...

En eller anden klovn bestemmer sig for at springe ud foran toget på Trekroner station. En tragisk begivenhed i sig selv, men jeg forstår ikke hvordan det i den grad kom bag på DSB, at folk der bor i Trekroner går med selvmordstanker. Denne mand valgte altså at ende sit liv foran et regionaltog. Hvilket medførte, at hele togdriften døde. Det var meningen at x'ens store datter skulle hente min lille datter på hovedbanen men grundet ovennævnte begivenhed var det ikke muligt. Det i sig selv er jo fair nok. Force Majeure. Jeg foreslår x at jeg tager min datter med hjem og vi prøver igen i morgen. Den faldt ikke i god jord. Fleksibel som jeg selv synes jeg er, foreslå jeg at jeg kunne tage min datter et stykke af vejen. Da x'ens ældste ventede på Roskilde, foreslog min x at jeg fandt dertil. For at gøre en lang historie kort endte vi med at mødes på Høje Tåstrup. Der var på daværende tidspunkt gået over to timer (og jeg skulle også hjem igen ... suk). Jeg ringer og gør x opmærksom på, at jeg ikke ønsker at aflevere min datter uden en gennemtænkt plan, da hele togsystemet er en smule shaky, så de to piger kunne strande på Hedehusene og skulle blive der natten over. Vi bliver enige om, at de ikke kører videre med toget før vi er absolut sikre på at de kan nå helskindet til Holbæk, og hun ender med at sige "hvis alt går galt så kan jeg bare komme og hente dem i min mors bil."

Det bliver så stille i røret at man kan høre fluen i togets vindue ånde. "Bil?" "Ja, min mor er også i sommerhuset. Hvordan tror du hun er kommet herop?" "Så du har haft en bil hele tiden?" "Ja."

Det tager max en time at køre fra hendes sommerhus til København. Max. Jeg kunne have sparet en hel aften, hvor vi ikke skulle have brugt tiden på at sidde på hovedbanen eller i et regionaltog og vente. Og hverken børn eller jeg skulle have spekuleret på om vi skulle ende vores dage på Høje Tåstrup station. Jeg vidste, at de næste ord ud af min mund ville være negative og temmelig ukonstruktive, så jeg valgte at lægge på. Datteren blev afleveret og alt gik godt. Og som krølle på historien flottede min x sig ved at hente sine børn på Holbæk, så de ikke skulle med grisen og bagefter med bus.

Nå, det var nu ikke kun for at sprøjte galde ud, men temmelig kort tid efter jeg havde lagt på kom jeg i tanke om nedenstående øjeblik i filmhistorien. Ikke et af de bedste, men stadigvæk et der har brændt sig nok fast til at poppe op og få mig til at grine af hele den lidt tragiske misere. Art imitating life? Or life imitating art?

Enjoy.

Sunday bloody sunday

Regnen vælter ned udenfor. Jeg vågnede i morges kl. 07.00, stod op, tændte computeren der lå ved siden af sofaen, ud på toilettet, derfra til køleskabet (med vasket hænder, selvfølgelig) hvor jeg fandt resterne af colaen fra i går, og derfra ind på sofaen igen og i gang med at skrive. (jeps, tilbage på cola vognen, SUK! Miraklet er, at den har fungeret som en kombi morgenmad/frokost ordning). Jeg er lige blevet færdig (kun afbrudt af scener spillet i underdrenge for mig selv på stuegulvet.) Min hjerne føles som en stegt skumfidus. Overvejede biffen, men jeg orker ikke slæbe mig selv afsted, så det bliver sgu til noget Blu Ray på sofaen. Tak for i dag.

Easy comes, easy goes

Vi bliver i det politiske ringhjørne et stykke tid endnu.

Jeg har fået en del henvendelse fra sidste blog, og en af den vil jeg smide ind her. Men først, en af mine venner var lidt bedre til at trykke tal ind på lommeregneren end jeg var (eller, han gjorde det, mine var rene luftkasteller), og det viser sig 200.000 er en anelse lavt. Fair nok, men idéen var mere, at der er alt for mange der får penge de godt kunne undvære. Selvfølgelig vil de helst ikke, men der er ingen af mine venner der dør af sult hvis de mistede børnepengene eller boligstøtten. Det jeg mener er, at hele vores velfærdssamfund skal omtænkes. De penge der skal deles ud skal deles ud til de rigtige ting, således at vi bruger pengene korrekt. Jeg ved godt at vores universalmodel bygger på, at alle får en bid af kagen, men det er lidt der skoen trykker, fordi er vi blevet så fattige menneskeligt, at vi ikke vil give hvis vi ikke får? Og her snakker jeg kolde kontanter. Det er den opfattelse vi skal ud og ændre, med solidaritet og næste kærlighed. Fordi jo flere der giver, jo flere får, og jo mere får vi alle. De penge vi betaler i skat skal jo komme hele samfundet til gode, ikke bare de rige eller de fattige. Men alle. Det er essencen af universalmodellen. Ikke at vi i kroner og øre alle skal have det samme, den slags millimeter demokrati skal vi bort fra, og så må man altså tage et par større briller på.

Jo mere fair et samfund man har, jo flere har man lyst til at deltage i - og bidrage til det. Det siger næsten sig selv. Dem der føler sig røvrendt melder sig ud. Og om det er rige eller fattige gør ingen forskel, det er en kæmpe byrde for et samfund der er bygget til at løfte i fællesskab hvis nogle nægter at løfte.

Fogh har panisk råbt og skreget om, at hvis vi ikke gav de rige mere, så flyttede de til et andet land og tog deres penge med sig. Well, good riddance. Og pøj pøj med det. Selvfølgelig vil det være et slag i første omgang, men på længere sigt vil det være en gevinst. Fordi de egocentrerede snobber, der ikke forstår at vi skal løfte i flok, dem har vi ikke brug for. Og vi skal under ingen omstændigheder lefle for dem, for at få dem til at blive. Så snart der bliver en ledig plads længere oppe på stigen vil en ny kravle op og indtage pladsen. De bliver ikke savnet.

Så har højrefløjen også forsøgt at overbevise folk om, at hvis de store selskaber skal betale skat i Danmark, så tager de deres gode varer og skrider. Det er jo ren fantasi. Skulle Danmark være det eneste land i verden hvor man ikke kan købe Coca-Cola? Eneste land i den vestlige verden uden en Mac D? De kan da bare fise af. Igen, en anden spiller træder bare ind og overtager pladsen. Pepsi ville nok være lykkelig og det samme gælder for Burger King. Gå. I dare you. For I vil heller ikke blive savnet. (ok, Coca Cola vil nok en lille smule.)

Idéen er, at hvis alle får en positiv del af kagen, ikke nødvendigvis på deres konto, men i smilet på skolelærens læber, i glimtet i sygeplejerskens øje, lyden af børnernes latter, så skaber vi et bedre samfund. Vi har en model som er god, men vi kan gøre den endnu bedre, og det nytter ikke bare at kræve, at de rige skal betale hele gildet, vi skal alle betale og vi skal alle høste. En mere lige fordeling er til alles fordel. Så loftet skal måske hæves til 250.000, måske lavere eller højere. Men det giver ingen mening at nogle mennesker knap kan få det hele til at løbe rundt, mens andre får ydelser fra det offentlig hver måned, som de ikke har brug for. Jo, det ville være herligt hvis vi kunne selvregulere vores grådighed, men hvis vi lærte noget af kommunismen, så var det, at det ikke er menneskeligt muligt.

Så vi skal ind og lave omgribende ændringer i vores velfærdsstruktur. Vi skal gøre op med tanken og idealet om at lykken er material. Det er ikke fordi jeg vil tilbage til kamellorts hytter og vævet uldunderbukset, men det er løgn når de siger, at kapitalismen er den eneste mulighed. Alternativet er vores: Vi skal bare turde.

Tak til Jacob Nielsen for hans kommentar til økonomien.

Og så over til Mads, vores solidariske mand i ødemarken:

Har det på samme måde. Var man med til boligfesten må man sgu punge ud - men det sker aldrig, for af vores 179 folketingsmedlemmer er der kun 2-3 stykker der bor til leje, resten er boligejere. Det er helt sygt, for på landsplan bor ca. 1 mio., dvs. knap 20% af befolkningen til leje. Go figure. Rimelighed? Retfærdighed? Solidaritet? Hvornår får vi et valg og en stærk venstrefløj der er parate til at sparke de liberale flottenheimere i løgene og (tilbage)tage de penge og virksomheder samfundet virkelig skal bruge, mens de besvarer enhver klynken med "easy comes, easy goes"?

Vivere la rivoluzióne! Avanti popolo!

Festen er slut, nu skal regningen betales ... men jeg har altså ikke fået invitationen endnu

Det males i disse dage endnu engang fanden på vægge og gulve, af en enig presse, der mener at Finanskrise V. 2.0 snart vil vise sit grimme fjæs. "Festen er slut" skrev aviserne dengang den første krise kradsede. "Nu skal regningen betales" lød det.

Og regeringen har lavet en spareplan, hvor de først synes de fattige skulle betale for gildet, men senere, da diverse meningsmålinger viste røde tal, synes de måske vi alle sammen skulle betale for det gilde.

Jeg er bare lidt forvirret, fordi jeg har altså ikke været til nogen fest. Jeg blev ikke engang inviteret. Og her sidder jeg så med en regning der skal betales. Ved kasse 1. Og politikerne løber rundt som hovedløse høns og skriger "Finanskrisen kommer, finanskrisen kommer ... igen" og vil meget gerne have at jeg skal være med til at dække underskuddet fra forrige krise, hvor det hele som bekendt gik galt grundet overforbrug.

?

Jeg ved ikke ... Jeg var fattig og nu er jeg stadigvæk fattig. Jeg har ingen aktier, ingen pensionsopsparing (oh gru!), ingen ejendomme, biler, både eller privatfly. Jeg havde intet, jeg har intet, og, nu da jeg skal betale for en fest som åbenbart blev holdt, men som jeg ikke var med til, så ser det heller ikke ud til jeg får noget.

I radioen fortalte de i dag om hvordan forældre der købte boliger til deres børn dengang Foghs Fede Tider endnu var fede, nu kan score et kæmpe skattefradrag grundet krisen. Og lur mig om de tunge drenge ikke køber ind, nu hvor priserne er faldet?

Så, for lige at opsumere. Der blev holdt en fest. Jeg var ikke inviteret. Regningen kom. Jeg skal betale, mens dem der dansede på bordene trækker skidtet fra i skat. Er det bare mig, eller er der et eller andet fuldstændig galt her?

Jeg har en bedre idé. Fjern alle skattefradrag på fast ejendom (Hvis du har råd til at købe det, så har du også råd til at betale for det). Fjern børnbidrag til alle der tjener så meget, at de skal betale topskat. Fjern folkepensionen fra alle der betaler topskat. Fjern boligsikring til alle der tjener over 200.000 om året (og forhøj den til pensionisterne). Fjern ekstraordinært børnebidrag til alle der tjener over 200.000 om året. Og sidst men ikke mindst, fjern så for helvede det fradrag man får for at være et asocialt røvhul og køber sygeforsikring til sig selv.

Jeg er sikker på at "Jespers spareplan" kan dække de huller som "Foghs Forbrugsfest" har efterladt i den skamskudte Danske Statskasse, og tilmed kan tilføre bibliotekerne, kulturen, hospitalerne, skolerne og børneinsitutionerne lidt ekstra kapital.

Viva La Revolution!

Kampen er sparket i gang - på polsk

Her er Peder Pedersens indspark (Peder er vores muldvarp i marken, han fungere dagligt som reklamefilmsinstruktør, men under det pengebegærlige, forbrugerstyret, amoralske ydre banker et hjerte fyldt af næstekærlighed):

Lad fanerne smælde, broderkærligheden flyde og solidariteten leve!

Game on!

Er solidaritet mon stadigvæk et bandeord?

Jeg er barn af 70érne, dengang fædre byttede koner, bukserne var brede og kommunisme ikke var et bandeord. Jeg startede med at gå på en hel almindelig folkeskole, men flyttede på en privatskole i 7. klasse. Og ikke bare en hvilken som helst privatskole, men ALBERTSLUND SOCIALISTISKE LILLESKOLE, som i virkeligheden var meget mere kommunistisk end den var socialistisk. Faktisk tror jeg det var et krav fra forældrebestyrelsens side, at alle lærerne skulle være medlem af DKP. Jeg havde tre skønne år der, som bl.a gik med at synge sange om at Amerikanerne skulle dø, lidt (ufrivillig) spionage for KGB og ellers bare vente på kapitalismens uundgåelige fald, for det var jo kun et spørgsmål om tid.

Jeg er ikke helt sikke på hvordan jeg endte på en såkaldt RØD lilleskole. Min mor er lige så politisk aktiv som en døgnflue, men har altid hældt en smule til det eksotiske, det skæve, det anderledes. Hun var bl.a. medstifter og formand for Tåstrup NaturHelsegruppe og arrangerede et hav af foredrag om akupunktur og horoskoplægning, for de noget chokerede gennemsnits citronmåne-spisende-parcelhus-ejende Tåstrupgensere, der knap nok havde set en hippie, for slet ikke at snakke om en astral healer.

Så måske var det hvad der trak, det eksotiske i kommunismen. Jeg kan huske vi (min søster og jeg) også var på et besøg på en Steiner skole, men der satte min mor alligevel grænsen. Det var noget med alt legetøj skulle smides ud (man måtte kun have træklodser) maden skulle pakkes ind i stof (madkasser af plastik var forbudt, teorien var at plastikken sendte dødelige partikler ind i madderne) og andre ligende vanvittige regler. Sat op mod kommunismen virkede sidstnævnte pludselig som den rene saftevand.

Min pointe (ja, jeg har en) er at jeg er ret glad for jeg fik de år i kommunismens ånd. At jeg mødte voksne mennesker med andre værdier, at jeg pludselig blev politisk aktiv (1. maj var ikke en fridag, det var Jule-fucking-aften, der var mødepligt i Parken, med banner og seks kolde fra kassen). Men jeg fik et indblik i kommunismen så få andre på min alder har. Jeg var ikke en ubetinget fan (har altid været lidt skeptisk), men hele idéen om at ingen mobbede på skolen, at alle kendte hinanden og man hjalp hinanden, den sev alligevel ind under huden på mig og langsomt men sikkert blev jeg rød som en indianer. Vi var dog ikke blinde for bagsiden af den kommunistiske medalje. Vi var på studie tur i Øst Tyskland, og jeg tror samtlige elever kyssede dansk grund da vi kom tilbage. Vi havde set hvad kommunismen var i praksis, i forhold til den teoretiske kommunisme der blev prædiket på skolen. Selvom turen ikke var helt ulig en smut i Rædselskabinettet på Madam Tossaud Vokskabinet, så fæstede der sig en følelse af sammenhold og måske næstekærlighed, eller så tæt på næstekærlighed som en 14-årig kan komme. Jo, de havde det skidt, men der var alligevel noget ...

I 90'erne sluttede eventyret, efter murens og Soviet Unionens fald startede heksejagten. Danske kommunister blev ikke brændt på bålet, men pinde blev samlet og tændstikkerne var indkøbt.

Det er ganske rigtigt, at der er rædselshistorier fra Soviet Unionen. Det er ganske rigtigt, at folk levede i fattigdom. "Kommunismen virker ikke" råber kapitalisterne, mens resten af os læner os tilbage i den elektriske lænestol og tænder for Paradise Hotel. Så behøver vi ikke tænke mere over det; kaffen er varm og citronmånen blød. What more do you want?

Men som barn af det røde kan jeg se temmelig mange værdier, som kapitalisterne valgte IKKE at nævne efter murens fald. Og fokus på partiledernes korruption har været det de har råbt højest om. Men er vores politikere ikke korrupte? Meler de ikke egen kage? Power corrupts. Absolute Power corrupts absolutely.

I Soviet Unionen var alle lige. Alle havde et sted og bo og et job. Jo, lønnen var skidt, men sammenholdet var stærkt. Spørgsmålet er måske om vi vil have fladskærm eller næstekærlighed?

De siger at arbejderen er død, og derfor er det på tide også at lægge Socialismen i graven. Politikerne har gjort det. Helle og Villy fandt hurtigt skovlen frem, men spørgsmålet er om det er socialismen de begraver eller dem selv? Fordi jeg mærker den ulmer derude, følelsen af lighed. Vreden over at få har meget. Solidariteten ulmer. Vi vil gerne hinanden, så småt. Jo jo, de fleste har nok i sig selv, og så længe fjernsynet bliver ved med at fodre dem med underholdning er de fri for at tænke på deres næste. Men solidariteten springer op, hist og pist, som en blomst. En rød blomst.

I stedet for at være så bange for kommunismen synes jeg vi skulle kigge på den, analysere den, se hvad der gik galt, og om vi ikke kan bruge noget af det. Fordi vi er et eller andet sted alle enige om at hvis vi fortsætter ned af dette spor, så ender det meget snart og ikke kønt. Ryst angsten af os og tage fat. Kapitalismen leve af udnyttelse af andre. De er godt nok langt væk lige nu, men de kommer, jo dårligere forhold vi giver dem, jo tættere på kommer de, og de vil også have en fladskærm og lidt citronmåne til kaffen. Det er et stort problem i USA, og som alle store problemer i USA så får vi dem også, bare ti år senere. Så vi kan nå at gøre noget, men det kræver at vi begraver vores grådighed og deler. Det kræver at vi betaler hvad en varer koster, så arbejderen i den anden ende kan få en løn han/hun kan leve af. Det gør måske at vi ikke kan skifte fjernsyn så ofte som vi skifter underbusker, og vi må nøjes med mindre, men i og med fedme er et stigende problem, så er idéen måske slet ikke så tosset.

Jeg stemmer ikke for at Danmark fra og med i morgen bliver kommunistisk, men jeg stemmer for at vi fra og med i morgen begynder at tænke. Helle og Villy er ikke svaret. De ignorante hjernedøde tosser på den anden fløjl er slet ikke løsningen. Vi er løsningen. Vi er fremtiden. Sammen. Sig det med mig - Solidaritet.

Mødet er hævet.