Jeg har fået en del henvendelse fra sidste blog, og en af den vil jeg smide ind her. Men først, en af mine venner var lidt bedre til at trykke tal ind på lommeregneren end jeg var (eller, han gjorde det, mine var rene luftkasteller), og det viser sig 200.000 er en anelse lavt. Fair nok, men idéen var mere, at der er alt for mange der får penge de godt kunne undvære. Selvfølgelig vil de helst ikke, men der er ingen af mine venner der dør af sult hvis de mistede børnepengene eller boligstøtten. Det jeg mener er, at hele vores velfærdssamfund skal omtænkes. De penge der skal deles ud skal deles ud til de rigtige ting, således at vi bruger pengene korrekt. Jeg ved godt at vores universalmodel bygger på, at alle får en bid af kagen, men det er lidt der skoen trykker, fordi er vi blevet så fattige menneskeligt, at vi ikke vil give hvis vi ikke får? Og her snakker jeg kolde kontanter. Det er den opfattelse vi skal ud og ændre, med solidaritet og næste kærlighed. Fordi jo flere der giver, jo flere får, og jo mere får vi alle. De penge vi betaler i skat skal jo komme hele samfundet til gode, ikke bare de rige eller de fattige. Men alle. Det er essencen af universalmodellen. Ikke at vi i kroner og øre alle skal have det samme, den slags millimeter demokrati skal vi bort fra, og så må man altså tage et par større briller på.
Jo mere fair et samfund man har, jo flere har man lyst til at deltage i - og bidrage til det. Det siger næsten sig selv. Dem der føler sig røvrendt melder sig ud. Og om det er rige eller fattige gør ingen forskel, det er en kæmpe byrde for et samfund der er bygget til at løfte i fællesskab hvis nogle nægter at løfte.
Fogh har panisk råbt og skreget om, at hvis vi ikke gav de rige mere, så flyttede de til et andet land og tog deres penge med sig. Well, good riddance. Og pøj pøj med det. Selvfølgelig vil det være et slag i første omgang, men på længere sigt vil det være en gevinst. Fordi de egocentrerede snobber, der ikke forstår at vi skal løfte i flok, dem har vi ikke brug for. Og vi skal under ingen omstændigheder lefle for dem, for at få dem til at blive. Så snart der bliver en ledig plads længere oppe på stigen vil en ny kravle op og indtage pladsen. De bliver ikke savnet.
Så har højrefløjen også forsøgt at overbevise folk om, at hvis de store selskaber skal betale skat i Danmark, så tager de deres gode varer og skrider. Det er jo ren fantasi. Skulle Danmark være det eneste land i verden hvor man ikke kan købe Coca-Cola? Eneste land i den vestlige verden uden en Mac D? De kan da bare fise af. Igen, en anden spiller træder bare ind og overtager pladsen. Pepsi ville nok være lykkelig og det samme gælder for Burger King. Gå. I dare you. For I vil heller ikke blive savnet. (ok, Coca Cola vil nok en lille smule.)
Idéen er, at hvis alle får en positiv del af kagen, ikke nødvendigvis på deres konto, men i smilet på skolelærens læber, i glimtet i sygeplejerskens øje, lyden af børnernes latter, så skaber vi et bedre samfund. Vi har en model som er god, men vi kan gøre den endnu bedre, og det nytter ikke bare at kræve, at de rige skal betale hele gildet, vi skal alle betale og vi skal alle høste. En mere lige fordeling er til alles fordel. Så loftet skal måske hæves til 250.000, måske lavere eller højere. Men det giver ingen mening at nogle mennesker knap kan få det hele til at løbe rundt, mens andre får ydelser fra det offentlig hver måned, som de ikke har brug for. Jo, det ville være herligt hvis vi kunne selvregulere vores grådighed, men hvis vi lærte noget af kommunismen, så var det, at det ikke er menneskeligt muligt.
Så vi skal ind og lave omgribende ændringer i vores velfærdsstruktur. Vi skal gøre op med tanken og idealet om at lykken er material. Det er ikke fordi jeg vil tilbage til kamellorts hytter og vævet uldunderbukset, men det er løgn når de siger, at kapitalismen er den eneste mulighed. Alternativet er vores: Vi skal bare turde.
Tak til Jacob Nielsen for hans kommentar til økonomien.
Og så over til Mads, vores solidariske mand i ødemarken:
Har det på samme måde. Var man med til boligfesten må man sgu punge ud - men det sker aldrig, for af vores 179 folketingsmedlemmer er der kun 2-3 stykker der bor til leje, resten er boligejere. Det er helt sygt, for på landsplan bor ca. 1 mio., dvs. knap 20% af befolkningen til leje. Go figure. Rimelighed? Retfærdighed? Solidaritet? Hvornår får vi et valg og en stærk venstrefløj der er parate til at sparke de liberale flottenheimere i løgene og (tilbage)tage de penge og virksomheder samfundet virkelig skal bruge, mens de besvarer enhver klynken med "easy comes, easy goes"?
Vivere la rivoluzióne! Avanti popolo!
