Jeg er ikke helt sikke på hvordan jeg endte på en såkaldt RØD lilleskole. Min mor er lige så politisk aktiv som en døgnflue, men har altid hældt en smule til det eksotiske, det skæve, det anderledes. Hun var bl.a. medstifter og formand for Tåstrup NaturHelsegruppe og arrangerede et hav af foredrag om akupunktur og horoskoplægning, for de noget chokerede gennemsnits citronmåne-spisende-parcelhus-ejende Tåstrupgensere, der knap nok havde set en hippie, for slet ikke at snakke om en astral healer.
Så måske var det hvad der trak, det eksotiske i kommunismen. Jeg kan huske vi (min søster og jeg) også var på et besøg på en Steiner skole, men der satte min mor alligevel grænsen. Det var noget med alt legetøj skulle smides ud (man måtte kun have træklodser) maden skulle pakkes ind i stof (madkasser af plastik var forbudt, teorien var at plastikken sendte dødelige partikler ind i madderne) og andre ligende vanvittige regler. Sat op mod kommunismen virkede sidstnævnte pludselig som den rene saftevand.
Min pointe (ja, jeg har en) er at jeg er ret glad for jeg fik de år i kommunismens ånd. At jeg mødte voksne mennesker med andre værdier, at jeg pludselig blev politisk aktiv (1. maj var ikke en fridag, det var Jule-fucking-aften, der var mødepligt i Parken, med banner og seks kolde fra kassen). Men jeg fik et indblik i kommunismen så få andre på min alder har. Jeg var ikke en ubetinget fan (har altid været lidt skeptisk), men hele idéen om at ingen mobbede på skolen, at alle kendte hinanden og man hjalp hinanden, den sev alligevel ind under huden på mig og langsomt men sikkert blev jeg rød som en indianer. Vi var dog ikke blinde for bagsiden af den kommunistiske medalje. Vi var på studie tur i Øst Tyskland, og jeg tror samtlige elever kyssede dansk grund da vi kom tilbage. Vi havde set hvad kommunismen var i praksis, i forhold til den teoretiske kommunisme der blev prædiket på skolen. Selvom turen ikke var helt ulig en smut i Rædselskabinettet på Madam Tossaud Vokskabinet, så fæstede der sig en følelse af sammenhold og måske næstekærlighed, eller så tæt på næstekærlighed som en 14-årig kan komme. Jo, de havde det skidt, men der var alligevel noget ...
I 90'erne sluttede eventyret, efter murens og Soviet Unionens fald startede heksejagten. Danske kommunister blev ikke brændt på bålet, men pinde blev samlet og tændstikkerne var indkøbt.
Det er ganske rigtigt, at der er rædselshistorier fra Soviet Unionen. Det er ganske rigtigt, at folk levede i fattigdom. "Kommunismen virker ikke" råber kapitalisterne, mens resten af os læner os tilbage i den elektriske lænestol og tænder for Paradise Hotel. Så behøver vi ikke tænke mere over det; kaffen er varm og citronmånen blød. What more do you want?
Men som barn af det røde kan jeg se temmelig mange værdier, som kapitalisterne valgte IKKE at nævne efter murens fald. Og fokus på partiledernes korruption har været det de har råbt højest om. Men er vores politikere ikke korrupte? Meler de ikke egen kage? Power corrupts. Absolute Power corrupts absolutely.
I Soviet Unionen var alle lige. Alle havde et sted og bo og et job. Jo, lønnen var skidt, men sammenholdet var stærkt. Spørgsmålet er måske om vi vil have fladskærm eller næstekærlighed?
De siger at arbejderen er død, og derfor er det på tide også at lægge Socialismen i graven. Politikerne har gjort det. Helle og Villy fandt hurtigt skovlen frem, men spørgsmålet er om det er socialismen de begraver eller dem selv? Fordi jeg mærker den ulmer derude, følelsen af lighed. Vreden over at få har meget. Solidariteten ulmer. Vi vil gerne hinanden, så småt. Jo jo, de fleste har nok i sig selv, og så længe fjernsynet bliver ved med at fodre dem med underholdning er de fri for at tænke på deres næste. Men solidariteten springer op, hist og pist, som en blomst. En rød blomst.
I stedet for at være så bange for kommunismen synes jeg vi skulle kigge på den, analysere den, se hvad der gik galt, og om vi ikke kan bruge noget af det. Fordi vi er et eller andet sted alle enige om at hvis vi fortsætter ned af dette spor, så ender det meget snart og ikke kønt. Ryst angsten af os og tage fat. Kapitalismen leve af udnyttelse af andre. De er godt nok langt væk lige nu, men de kommer, jo dårligere forhold vi giver dem, jo tættere på kommer de, og de vil også have en fladskærm og lidt citronmåne til kaffen. Det er et stort problem i USA, og som alle store problemer i USA så får vi dem også, bare ti år senere. Så vi kan nå at gøre noget, men det kræver at vi begraver vores grådighed og deler. Det kræver at vi betaler hvad en varer koster, så arbejderen i den anden ende kan få en løn han/hun kan leve af. Det gør måske at vi ikke kan skifte fjernsyn så ofte som vi skifter underbusker, og vi må nøjes med mindre, men i og med fedme er et stigende problem, så er idéen måske slet ikke så tosset.
Jeg stemmer ikke for at Danmark fra og med i morgen bliver kommunistisk, men jeg stemmer for at vi fra og med i morgen begynder at tænke. Helle og Villy er ikke svaret. De ignorante hjernedøde tosser på den anden fløjl er slet ikke løsningen. Vi er løsningen. Vi er fremtiden. Sammen. Sig det med mig - Solidaritet.
Mødet er hævet.
