Det er et stykke papir hvor sagsøger, i hvert fald i dette tilfælde, forsøger at beskrive sagsøgte som en person der fik SS-officere til at pisse i bukserne og gav Hitler mareridt. Og det er så mig.
Forestil dig, en person du har elsket, en person du har været intim med, delt hemmeligheder med, delt hverdag, medgang og modgang med, forestil dig denne person sætte sig ned og bruge tid på at finde alle dine fejl, gange dem med 1000 og så fortælle dem til sin advokat.
Det er ikke så meget det at blive udstillet som psykopatisk børnemishandler, det er mere det, at den fortrolighed som vi har haft, den er blevet misbrugt. Det lukkede rum vi havde, som alle par har, det er blevet åbnet og udstillet for offentligheden. For egen vindings skyld. Selvfølgelig under den ernorme "for børnenes skyld" banner, men den banner er ved at famle, mugne og gå fra hinanden. Og tilbage står et meget lille menneske. "Love rears its ugly head" som Living Colour sang i 1990.
Det er så meningen jeg skal svare på det her. Og pludselig går det op for mig, hvad fanden de superhelte mener med at de ikke kan slå ihjel, fordi så bliver de bare som de onde. Klart jeg har lyst til at opfinde løgne om hende ligeså (og jeg har en bedre fantasi end hun har), klart jeg har lyst til at eksponere hende, at udstille hver en svaghed, men så bliver jeg som hende. Og det vil jeg ikke. Om det så gør at jeg taber, fordi jeg ikke vil synke ned på hendes niveau, så må det være prisen. I den mindste bevarede jeg min menneskelighed. Meget kan hun tage fra mig, men ikke den.
