Forlaget Mina

For efterhånden ganske længe siden stiftede jeg Forlaget Mina med min barndomsven Niklas Press. Han havde oversat en bog af David Mamet og ingen forlag gad udgive den, så det synes jeg vi selv skulle gøre. Vi lavede en enkelt regel, vi skulle ikke udgive vores eget lort, så dybt ville vi alligevel ikke synke.
Siden da er "self publishing" blevet et fænomen, men det er en helt anden historie.

Vi udgav "Om at instruere film", en lille håndbog fra mesteren selv, vel nærmest som hvis Gud rakte en arm ned gennem skyerne og sagde "Here's the real bible, guys".

"Om at instruere film" handler ikke kun om film, den handler om at fortælle historier, og man kan lære meget af Mamet, som er enkelthedens mester. Hans gyldne regel KISS - Keep it simple, stupid citerer jeg nærmest dagligt, mest for mig selv, men også for kollegaer. Den store kunst er nemlig at fortælle den simple historie.

Niklas Press har, ud over at lave en mesterlig oversættelse af bogen til dansk (han er halvt amerikaner) også piftet vores efterhånden lidt antikke hjemmeside op (oprindeligt lavet af Hr. David Bjerre, og tusind tak, jeg tror det var noget af det første du lavede, dengang var det cutting edge) og den er blevet endnu flottere.

Det er stadig muligt at købe bogen, enten ved at smide os en mail eller bestille den direkte fra hjemmesiden. Det er ikke noget vi er blevet fede af, men det har været et hygge projekt. Og hyggeligt har det været.

Det skal lige nævnes at det ret fede cover er designet af Jill Ann Press, en super talentfuld og smuk designer/maler, der så også er gift med direktøren.

Idéen med Forlaget Mina var at udsende en række af bøger om film, og den næste i række skulle have været et VÆRK. En Hardcover udgave af Fritz Langs "M". Tegneserien, manuskriptet og dvd'en (det var dengang dvd var hot). Jeg lavede et ret omfattende (hvis jeg selv skal sige det) arbejde med at finde frem til Thea von Harbous originale manuskript, lave en deal med den danske dvd-distributør og endelig, at få fat på tegneren Jon J Muths agent i USA, og bede om rettighederne til tegneserien. Det var så her at min naivitet skinnede igennem. Fordi både tyskerne og danskeren havde været glade og samarbejdsvillige, og det var amerikaneren da også, og han ville frygtelig gerne høre mere om min idé, hvilket jeg gladeligt skrev og fortalte om. Og så døde kommunikationen pludselig. Han svarede ikke på mails og han var altid i møde når jeg ringede. En måned senere kom forklaringen i form af en pressemeddelse der fortalte at nu kom Jon J Muths tegneserieversion af "M" i en deluxe hardcover med filmen (dvd). Røvhullet, undskyld mit franske, havde simpelthen planket min idé og jeg fik en mail fra agenten om at jeg var velkommen til at købe rettighederne til at udgive projektet på dansk.

Så vi havde idéer og drømme, de blev bare kvalt af pengegriske amerikanere. Og så havde agenten jo alligevel ikke forstået min idé med projektet. Min vision var at lave tre menneskers vision af en fortælling i én pakke. Den samme historie fortalte i tre forskellige medier. Det var intet mindre en genialt.

Jeg løb tør for energi derefter, det er hvad der sker når man bliver røvpulet, man bliver træt og ugidelig. Niklas havde heller ikke rigtig tid til at oversætte mere og hele projektet døde lidt, også fordi vi er nogle klovne til at sælge, begge to.

Men "Om at instruere film" eksistere endnu. Og det gør Forlaget Mina også, og hvem ved, en dag vender vi nok frygteligt tilbage, men flere gode bøger om at fortælle historier. Indtil dag kan "Om at instruere film" købes via vores hjemmeside, bestilles i den lokale boghandler eller hos den fænomenale Laserdisken. Det er vist også muligt at købe den live i Gloria Bio i København, hvis man skal nå at have et eksemplar inden jul.

Så fra begge os på Forlaget Mina til alle jer dejlige mennesker - Merry fucking x-mas

Tasiilaq

Er på besøg i Tasiilaq og laver research. Super smukt her, men det føles også som et fængsel. Byen her er omgivet af bjerge og havet, eneste vej ud og ind er med helikopter på denne årstid, og da vejret er lidt af spilopmager, så flyver helikopteren ikke hver dag. Det kan godt være en anelse nervepirrende, når man har to små børn derhjemme der gerne vil at man kommer hjem til jul.

Her er et foto fra min terrasse forleden dag - solopgang, selvom selve solen ser vi ikke.

Ronin 3

Så udkommer 3. bind i serien om drengen Ronin. Den hedder "SPYDDET" og kan købes i butikkerne fra d. 12. december. Hvis du gerne vil have fingre i et eksemplar af bogen, helt gratis, så send mig en mail med hvorfor, og er du blandt de fem første, så sender jeg et eksemplar af den dugfriske bog ud til dig.

Her er coveret som er tegnet af den formidable Niels Bach. Og jeg kan love for at tegningerne indeni sparker mindst lige så meget mås.

Ronin 4

Så er Ronin 4 skrevet færdig, og jeg går med det samme i gang med sidste bind i serien. Det er lidt sørgeligt at skulle tage afsked med drengene, men alt godt får en ende.

Har fået skitser til 3'eren af Niels Bach, og de er super fede.

Bind 3 skulle komme i år, mens bind 4 og 5 kommer til næste år.

Næste bogprojekt er en roman.

penge vs. mennesker

Hver gang en politiker skal snakke om et problem, så fortæller de hvor mange penge de lige har givet til at løse pågældende problem. Det burde måske så småt gå op for os, at vi ikke kan løse alle samfundets problemer med penge. Og jo mere vi holder fokus på pengene, jo mindre bliver mennesket værd. Vores nuværende regering snakker en hel del om hvor vigtigt det private erhvervsliv er, fordi det skaber arbejdspladser og penge til Danmark. Mette Frederiksen svarede, da hun blev spurgt om arbejdsløsheden, at nu havde de lige givet x antal millioner til at løse problemet.

Jeg tror vi skal forsøge at flytte fokus, for det er da klart at dem som bliver vigtige i vores samfund er dem der laver penge, når vi hele tiden snakker om penge. Det er som om man er doven eller der er noget galt med en hvis man ikke tjener mange penge. Skolelæreren der knokler for at blive dygtigere og dygtigere til sit job, er i samfundets øjne meget lidt værd, fordi det drejer sig om årsindtægten, og den er ikke imponerende for en skolelærer, ergo kan personen ikke være særlig værdifuld for vores samfund. Sosu-assistenten, der står op kl. 6 hver morgen, afleverer børnene i skole kl. 7.30 og står på jobbet klokken 8.00 sharp, hun er heller ikke særlig meget værd.

I de jubelglade 00 troede vi at vores status i samfundet ville blive højere hvis vi fik mere i lønposen, det viste sig hurtigt at mere vil have mere og grådighed har aldrig gjort noget positivt for nogen.

Så nu er vi her, i en blindgyde, hvor vi alle jagte mammon og hvor vi alle drømmer om at tjene mange penge og få status som værdifulde borgere for samfundet.

Men måske det er tid til at gøre noget nyt. Gøre noget drastisk. Kunne det ikke være fantastisk hvis læreren og Sosu-assistenten engang imellem blev mødt med en klapsalve når de mødte op på jobbet, med et ”tak”, og hvis pengene ikke længere var det ultimative, så ville vi måske begynde at sætte pris på de mennesker der slider for at holde vores samfund kørende. Buschaufføren, sagsbehandleren, pædagogen og alle de andre.

Og rette fokus mod noget andet end hvad de tjener, og i stedet for se hvad de gør. For os alle sammen. Vi burde have en årlig dag hvor vi fejrer DEM. Ikke lægerne og advokaterne og børsmæglerne, der bliver fejret hver gang der kommer løn, men alle dem som SLIDER, mindst lige så hårdt, de har bare valgt at gøre det muligt for de andre at tjene penge.

At have en årlig dag hvor vi VÆRDSÆTTER de mennesker, og nej, for pokker, før I kommer for godt i gang, det skal IKKE koste noget, for de skal værdsættes med kærlighed, og ikke med mammon. En dag om året hvor bankdirektøren ærgrer sig over sit erhverv, hvor han er misundelig på de andre.

Tænk, et samfund at give sine børn – hvor vi holder om og holder af, og ikke hele tiden måler og vejer efter økonomisk værdi, men efter en menneskelig.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg har ikke noget imod at betale mere i skat, hvis pengene bliver bedre fordelt. Jeg er ærgerlig over at skulle betale til en bankpakke, så direktøren og ledelsen kan forgylde sig selv og hinanden, og tænk for pokker, hvis vi levede i et samfund hvor de ikke kunne få sig selv til det, hvor de skammede sig over det, fordi de vidste at de penge kunne have været brugt til at sikre tvangsfjernet børn bedre vilkår eller en fond til udvikling af alternativ energi.

Det er den vej vi skal. Og så kan du stemple mig som jubelidiot og tåbe, mens hvis ingen af os tør, så sker der ikke noget. Rent politisk kræver det nosser. Det kræver helt nye veje og nye tanker. Og nogen skal jo tænke dem.

Herlufsholm

Så blev drengen fra Tåstrup inviteret til Herlufsholm, helt sådan officielt, godt nok til noget fantasy bogmesse, så det er sådan lidt plastik-Herlufsholm, men ikke så meget destro mindre blev jeg inviteret og skal for første gang sætte mine vestengske ben der. Det bliver aldrig det samme.

Jeg er på Lørdag kl. 12.30. Jeg skal fortælle lidt om min serie RONIN, og jeg glæder mig rigtig meget.

Jeg tilbød at jonglere (nøgen) med motorsave mens jeg dansede Zorbask på knust inventar, men de fandt i stedet en fyr der kan stille mig nogle spørgsmål. Jeg er MINDST lige så spændt som I er (og sikkert også lidt mere).

Hvis du er i området, så kom og hør :-)

http://fantasybogmesse.dk/program/

Grønland

Kære læsere,

Jeg har været så heldig at få et legat fra kunststyrelsen, og skal en tur til Grønland hvor min næste bog udspiller sig.
Men jeg er desværre meget fattig på Grønlandsviden, så ligger du inde med viden, og bedre endnu, kender du nogen der bor deroppe, så vil jeg meget gerne snakke.

Bedste

Jesper Nicolaj

Ronin 3 og Ringkøbing

Så er jeg tilbage efter en uge i sommerhus i Hvide Sande. Sjovt nok ligger det klods op og ned af Ringkøbing, hvor vi var inde næsten hver dag. Det er en super hyggelig lille by, med præg af gammeldags købstad. Bestemt et besøg værd. Skjern nåede vi desværre ikke til, men der var også meget der skulle nås på en uge med tre børn. Vi var ved stranden, i "vores"indedørs swimmingpool, i Legoland, swimmingpool, Baboon City, swimming pool, klitterne, swimming pool, fyrtårnet, swimmingpool og så en masse is-ture.

Er lige kommet retur og har skrevet Ronin 3 færdig og sendt den til min redaktør, og Niels sidder klar til at illustrerer den, så den burde komme i år.

Har skrevet en del om, men den er blevet meget bedre og kommer til at sparke SÅ meget mås. Intet er som I tror det er.

Her er et lille foto fra det smukke Vesterhav. Det var voldsomt inspirerende. Savner det. Suk.

BOGSLUGERPRISEN 2012

Jeg er MEGET stolt over at kunne fortælle at RONIN 1 - SVÆRDET, illustreret af Niels Bach og redigeret af Birgitta Gärtner er nomineret til BOGSLUGERPRISEN 2012. TUSIND TAK til udvalget i Ringkøbing-Skjern kommune for at nominere bogen. Det er altid en stor ære at blive udvalgt, og jeg ved godt konkurrencen er hård, men for POKKER hvor gad jeg godt at vinde den statue. Det giver også et vist ansvar at blive nomineret. Serien består af 5 bøger, hvoraf der er kommet 2. Jeg har bestemt mig til at give bog 3 en ekstra gennemskrivning efter nomineringen.  Igen, mange gange tak til udvalget, jeg håber 5. klasserne vil synes godt om bogen. Også et STORT TILLYKKE til Niels og Birgitta, og tak for godt samarbejde!

Er ballonen fløjet?

Så blev jeg 40 år. Jeg ved godt at alder ikke og man er så gammel og blah blah blah. Jeg er stadig middelaldrene. Før sommerferien var jeg ude og holde foredrag og jeg blev præsenteret som "Den unge forfatter". Jeg tror jeg stopper med at holde foredrag nu. Hvem fanden vil præsenteres som "Den middelaldrene forfatter"?
40 er en reflekterende alder. Jeg kigger tilbage nu (fuck, ja, jeg er blevet gammel) på mit liv. Alt det jeg nåede, alt det jeg ikke nåede, drømme der døde, drømme der lever.
Jeg var i byen i går med en gammel ven. Hans kæreste gennem fem år er i USA i tre uger, og hun ringede til ham tre gange, mens vi var sammen. TRE GANGE. Fra fucking USA. Min eks-kæreste tog ikke telefonen når jeg ringede. Jeg ved godt nogle ville synes det var for meget, men jeg var sgu misundelig, på den gode måde. At elske hinanden så meget, at blive savnet så meget. Fuck, det må være rart. Det fortæller mig også at kærligheden er derude, at det ikke er umuligt eller en lyserød elefant i min fantasi.
Patetisk, måske, men jeg er pisse ligeglad, jeg er 40 år, så må man gerne være patetisk.
Jeg har en anden god ven, hver gang hans kone ringer, uanset hvad vi er i gang med, så tager han telefonen. Ikke fordi han er pussywhipped, men fordi han elsker hende. Det må være rart, at blive elsket og elske så meget.

Selvfølgelig tænker jeg "Hvad fanden gik galt?" Selvfølgelig kigger jeg tilbage. Måske jeg fuckede det op, måske det aldrig var der, måske så meget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor mange fucking chancer får vi? Minder mig om den der vittighed med præsten hvis skib der synker og så beder han Gud om at redde ham. Først kommer en robåd forbi, men præsten siger "Nej tak, Gud kommer og redder mig." Så kommer en færge - "Nej tak, Gud kommer og redder mig.", til sidst kommer en fiskerbåd, præsten er nu udmattet og lige ved at dø, men han holder fast i sin tro. "Gud kommer og redder mig." Et par timer efter fiskerbåden er sejlet slipper præstens kræfter op og han drukner. Da han kommer op i himlen konfronterer han Gud: "Hvorfor kom du ikke og reddede mig?" - "Hvad mener du, jeg sendte en robåd, en færge og en fiskerbåd."
Er ballonen fløjet mens jeg har stået med hænderne i lommen? Eller har jeg bare jagtet de forkerte balloner? Jeg ved godt at der er alle de der historie med "min mormor fandt kærligheden som 96-årig". Men den kærlighed jeg gerne vil er jo at dele livet med en, og når jeg så bliver 96, så kan jeg sidde og kigge tilbage på det hele, med en i hånden. Alt det vi har oplevet og skabt, sammen.
Måske jeg er grådig, måske jeg er urealistisk, måske jeg bare er blevet gammel. Som en gul ballon på en strand, out of place.
Men jeg ved kærligheden eksisterer, og det gør mig glad, det giver mig håb (jeg er ukuelig optimist), og måske jeg ikke kommer til at mærke den igen, måske, men den er der, og den gør jorden til et bedre sted og være, og det er grund til at smile og se gule balloner på strande.
Tak til min veninde Kristin for foto af ballon :-)

Stadig i live

Tak til jer der har skrevet og spurgt om jeg stadig lever, jep, det gør jeg, har bare haft sindssygt travlt med arbejde.
Skriver på forskellige filmprojekter, skriver mere når jeg ved mere, og skriver på Ronin 4 & 5, der kommer både på dansk og norsk i den nærmeste fremtid.
Jeg har fået et arbejdslegat fra Kunststyrelsen til at skrive et teaterstykke jeg har gået rundt med inde i hovedet et par år nu, det glæder jeg mig rigtig meget til at prøve kræfter med, er fuld af gå-på-mod og energi og kan næsten ikke vente med at komme i gang. Igen, mere når jeg ved mere.
Jeg skal også i gang med et amerikansk manus, men vil ikke sige så meget mere end opdatering følger :-)
God sommer

Besøg i Skive - Tarok

Jeg var for anden gang i Skive, for at snakke med Jørn og Ingelise Laursen (og var også så heldig at møde deres datter og barnebarn). En fotograf fra Skive Folkeblad kom forbi og ville gerne lige have et foto og lidt ord. Jeg har ikke selv læst artiklen endnu, så skal ikke kunne sige om det er sandt eller falsk. Kun dette lille uddrag.

Og nej, hesten på fotoet er IKKE Tarok. Det er til gengæld Ingelises pensioneret traver, og han er ganske smuk. Den skønne kvinde er Ingelise, og den smarte unge mand er Jørn. Jeg er så ham den sidste.

Tarok - Dannebrog på fire ben

Først på ugen gik Regner Grasten ud med pressemeddelsen om at han og Anne-Grethe Bjarup Riis' næste film skulle være historien om Tarok.
"Hvidsten Gruppen"nærmer sig 700.000 solgte billetter og de ønskede at lave en lignende film. Et stykke Danmarks historie.

Tarok er meget mere end historien om en hest der kan løbe stærkt. Tarok er historien om den lille familie nord for Skive der får en vidunderhest, og som vælger at beholde ham i familien. Tarok er en klassisk historie om David/Goliath. Og det er i den grad et stykke Danmarks historie.

Jørn Laursen, Taroks kusk, og søn af ejeren Karl Laursen, sammenligner ofte Tarok med Michael Laudrup. Et unikum. Tarok var den ultimative travhest, som Laudrup var den ultimative fodboldsspiller.

Hvis der er læsere derude der sidder inde med anekdoter eller sjove oplevelser, så er man meget velkommen til at skrive til mig (flere har allerede gjort det, og tak for det). Jeg kan jo ikke garanterer det kommer med i filmen, men det er med til at give mig et klarere billede af hesten, myten, legenden - TAROK.

Jesper

You wont let me

Nogle gange handler kærligheden om at give slip. Nogle gange om at holde fast. Jeg ved at jeg har forsøgt at "redde" de kvinder jeg har elsket allermest, faktisk har jeg brugt en god del af vores forhold på det. Indtil det gik op for mig, at uanset hvor meget man elsker, uanset hvor gode intentioner man har, så kan man ikke redde et menneske der ikke vil eller ikke er klar til at blive reddet, og ja, ideelt får kærlighed jorden til at dreje rundt, men i realiteten er det noget med solen og magnetisme.

Jeg har snakket med en del mennesker om dette, altså ikke solens tiltrækningskraft, men kærlighedens, og fundet ud af at jeg ikke er ene i kosmos om at række en hånd ud mod dem jeg elsker. At jeg ikke er ene om at forsøge at gøre det umulige, og at det er ok at give slip på et tidspunkt. Det gør det bare ikke mindre ondt af, og den største smerte er nok kærlighedens. Og det er svært at føle at man har noget at give, men at modtageren ikke vil modtage.

Faktisk har Rachael Yamagata skrevet en over ordentlig smuk sang omkring det, som hedder "You Wont Let Me". so without further ado ...

Ros (og ris)

Lige kommet hjem fra pitch møde på DFI. Umuligt for mig at sige hvordan det gik, men er altid utrolig deprimeret efter disse møder, nok fordi jeg er så følsom. It ain't easy being green.

Men så kom jeg hjem til en absolut solstråle af en mail, fra to skønne lærere fra en specialskole. Man kan jo ikke lade være med at blive absolut høj og lykkelig af denne slags læsning.

Og tak, piger (ment ikke nedladende og i bedste kvote-betydning overhovedet) for de skønne ord. Jeg har gået og syslet med om jeg skulle kaste mig over romanen igen, og nu er jeg overbevidst, I skubbede mig ud over kanten.

"Vi er et par lærere fra en specialskole (børn med ADHD og autisme), som med stor succes har arbejdet med din roman "Soldater græder ikke".

Først og fremmest vil vi sige, at det er den mest fremragende roman, vi i vores tid som lærere, har læst og arbejdet med. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle arbejde med bogen, da nogle af vores elever, kender den hverdag du beskriver i bogen, alt for godt!! Men vi valgte alligevel at læse den og det har været en meget stor fornøjelse. Eleverne har været dybt engagerede og har ligefrem syntes, at der var for lang tid til næste dansktime - så du må siges, at have ramt plet:) FANTASTISK BOG."

Running

Da jeg var lille sad jeg temmelig meget stille. Altså ikke sådan immobiliserede, men hvilede meget i mig selv. Selv gennem teenage-årene var jeg rolig. Jeg gik ikke i byen og drak mig vind og stiv, jeg sad derhjemme og læste tegneserier eller spillede rollespil.

Det var først da jeg begyndte at blive voksen, at det pludselig gik op for mig at jeg jo for helvede havde pisse travlt.

Jeg skulle giftes, jeg skulle stifte familie, have børn, hus, bil, lån, gæld, friværdi, pensionsopsparing, job, ansvar, møder, og sidst, men nok vigtigst af alt, jeg skulle blive til noget.

Hvad det noget var vidste jeg ikke rigtig, det var udefinerbart, men det var noget, og jeg skulle blive til det.

Og da alt det her gik op for mig, så fik jeg pludselig forbandede travlt. Og så begyndte jeg at løbe (altså, i overført betydning, ikke rundt om søen). Og jo stærkere jeg løb, jo mindre synes jeg at kunne nå, så jeg satte farten op, og op og op ...

I går havde jeg sådan en dag som for de fleste mennesker nok er lig med søndag. Jeg slappede af. Nej, det er faktisk ikke rigtigt, jeg arbejdede lidt og havde jeg været religiøs havde det været en synd, men på den anden side, havde jeg været religiøs havde jeg ikke været i tvivl om at jeg står på listen dernede allerede. Okay, tilbage til i går. Jeg lavede morgenmad (jeg plejer ikke rigtigt at spise når jeg ikke har børnene, det tager for lang tid), jeg satte mig ud på altanen. Jeg læste et oplæg til en spillefilm og skrev noter på det, MEN, bagefter, så tog jeg den bog frem jeg havde smuglet med ud på altanen og læste i den. Sådan helt ... afslappet. Og hvad værre var, jeg kunne lide det.

Selvfølgelig arbejdede jeg så lidt mere senere, men det øjeblik der, på altanen, det nød jeg virkelig. Alene, i mit eget selskab. Kun mig, og bogen, og kaninen (min datters).

I dag startede jeg dagen med min absolut hade beskæftigelse, nemlig at få styr på økonomien. Dernæst var jeg deprimeret.

Og jeg begyndte at løbe (igen, ikke rundt om søen) og spekulerede på hvordan jeg kan tjene flere penge, og så begyndte jeg at løbe endnu stærkere, og endnu stærkere, og så begyndte jeg at støvsuge. Og jeg overvejede endda at søge (gisp!) fast arbejde, fordi tanken om at have et fast beløb der ryger ind på min konto hver måned, og den eneste jeg skal gøre til gengæld er at give dem min frihed, den begyndte faktisk at se temmelig lokkende ud. 8 timer af min vågne tid hver dag, brugt på at fremme andres karrierer og tjene dem flere penge, et styret liv, andre bestemmer hvor og hvornår jeg skal arbejde, jeg får 5 (er det 5?) ugers ferie hvert år, som jeg kan administrere som jeg vil, i tæt samråd med arbejdsplads og kollegaers ferier, og til gengæld får jeg sat et fast beløb ind på min konto hver måned. Og alle er glade. Banken, regeringen, A-kassen og min søster. Og jeg vil (endelig?) få den der lovede krukke med guld for enden af regnbuen, det der mytiske noget alle snakker om. Den der ... pensionsopsparing. Men ville jeg være blevet til noget?

Frihed er alligevel en illusion. Jeg har deadlines konstant, møder og ting jeg SKAL nå.

Så hvorfor ikke bare underskrive på den stiplede linje?

Fordi jeg er anderledes, ikke på den fede måde, men jeg passer ikke ind i den kasse. Jeg kan simpelthen ikke være der.

Og så må jeg i stedet leve med en usikker økonomi. Og løbe.

Men det var netop min pointe, at jeg fik en åbenbaring mens jeg støvsugede. Det lyder ikke så sexede og det var det heller ikke, men jeg fik den alligevel. At jeg ikke behøver løbe HELE tiden, at jeg godt kan give mig selv lov til at sætte farten ned. At jeg faktisk er temmelig lykkelig lige her i mit liv. Jo, jeg ville ønske mange ting var anderledes, men summa summarum, så er jeg glad.

Og solen skinner.

Og er jeg blevet til ... noget? Måske, måske ikke. Men lige nu, i dag, er det ikke så vigtigt om jeg bliver husket om 100 år, men om jeg har det godt. Vores tid her er så kort. Vi bliver nødt til at nyde det. Lidt.

Livet banker (mig eller på)

Sjældent, desværre for sjældent, læser jeg noget der løfter mig op og ud af denne verden. Noget der "vækker" mig, og minder mig om at jeg for helvede skal leve og elske, at jeg skal være og ånde og turde.

Min gode ven, Mr. Press, der er skudt i en ukendt amerikansk country sangerinde, sendte mig for et stykke tid siden en artikel om selv samme. Jeg havde travlt og ikke meget lyst til at læse, da jeg ikke erindrede hvem pokker hun var. Men jeg startede alligevel, nu havde han besværet sig med at sende mig den (i papirform, THANK GOD). Efter første afsnit var jeg solgt. De to sidste dage har jeg stået i bus og tog, jeg har grædt og jeg har grint (flere gange) højt. Jeg har været overvældet af følelser og følt livet snige sig ind på mig.

Det har været en åbenbaring, og jeg er kun halvvejs igennem artiklen. Jeg gemmer den, som en livseliksir. Den skal holde.

På vej hjem fra metroen i dag funderede jeg over livet. Over kærligheden. Den sidste linje i det sidste afsnit jeg havde læst "(why can't I have) a regular supply of passionate kisses."

Måske er jeg bare fanget i en følelse lige nu - jeg længes efter at lade mine fingre glide hen over en kvindes krop, at mærke hendes læber mod min hud, hendes krop der er tæt og varm. Alle de sanselige ting. At røre ved hendes hår, der ligger på min pude, at lytte til hendes åndedrag mens hun sover. At mærke kærligheden, måske, mest af alt.

Jo jo, jeg ved godt børn sulter i Afrika, men derfor længes jeg alligvel.

Patetisk, måske, men er det ikke hvad vi alle drømmer om - a regular supply of passionate kisses? Og mærke livet, mest af alt, at føle vi lever, suset.

Det er rart at vågne op, i ny og næ, når hverdagen har taget kvælertag, og ihukomme, at den er sgu derude, kærligheden, og det er ok, det er ikke patetisk, det er ikke "kræver mentalitet", det er ikke umenneskeligt, at stille sig selv spørgsmålet: "Why can't I have a regular supply of passionate kisses?" Det er nærmest menneskeligt, og det er måske meget godt, at vi fra tid til anden er lidt menneskelige, lidt sårbare og ikke mindst, at vi fra tid til anden ønsker at mærke livet. Men ikke nok med vi skal stille os selv spørgsmålet, vi skal også besvare det, og ikke med undskyldninger, fordi foråret er her (rent kalender-teknisk i hvert fald) og hvis vi ikke skal mærke livet nu, hvornår skal vi så? Og fordi det er vigtigt at turde og ukuelighed er en dyd.

Jeg blev inspireret af artiklen om den lille hårdføre country kvinde, og blev mindet om at livet er hårdt, men også ufattelig smukt, og det vigtigste er måske ikke at elske, men at turde. Jeg ved ikke om modet kommer med foråret, men det kommer med forbilleder, og lige nu er mit forbillede en guitar spillende 57-årig hærdet kvinde fra sydstaterne. Som er, tør og elsker (mest bassister).

Og som rosinen i enden, så er det også rart at mærke og føle hvad ord kan gøre ved mig. At de stadig kan røre mig. At de stadig kan få mig til at le og til at græde. At de, ligesom livet og kærligheden, er så simple, men så alligvel så komplekse.

Tak til journalisten, til sangfuglen og til Hr. Press

Den fede dame har sunget på Bornholm

En era er forbi.

Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.

Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.

Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.

Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)

Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)

To uger senere forlader hun mig.

Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.

Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!

Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.

Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.

Og her står man så, som menneske, overfor et valg.

Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.

Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.

Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.

Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.

Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"

Den lille fede ballerina

Dengang jeg var lille havde jeg egentlig regnet med at jeg ville møde mit livs kærlighed, at vi ville elske hinanden og være sammen resten af vores liv. Hun hed Maria, var min nabo og jeg cyklede over i Obs og købte hende en ring. Mettes mor stod i smykkeafdelingen. Hun smilede og jeg kan huske det irritererede mig, fordi det var sgu seriøst. Jeg elskede Maria. Det her var resten af mit liv.

Jeg var otte år og naiv.

Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.

Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?

Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.

Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.

Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.

Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.

Årets tegneseriecover 2011 3-1

3.

Det er svært at sige noget dårligt om Tim Bradstreet. Det er mindst lige så svært at portrættere en dæmon fra helvede på en sjov måde, uden at gøre nar af denne. Det lykkedes for Bradstreet at vise os Pinhead i et ømt øjeblik, som både er sjovt og pisse uhyggeligt på samme tid. Bradstreet formår at få noget rigtigt klamt frem i sin illustration. Måske er det de korte sorte negle, måske måden sømmene bryder gennem huden, måske den meget menneskelige side af Pinhead vi ser her, som bare gør ham endnu mere uhyggelig. Og så modsætningen mellem komik og uhygge.

2.

Det her er et variant cover for Secret Avengers 18. Det rigtige ligner lort. Dette er tegnet af David Aja. Men tegningen i sig selv er ikke det vilde - det er grafiske udtryk. Det er cool, anderledes og vildt - for Marvel/Disney. Det er faktisk så banebrydende at det er revolutionerende. I love it.

1.

Jeg ELSKER Raymond Chandler. Jeg absolut ELSKER ham. Han er i mine øjne den største forfatter der nogensinde har levet. Jeg ELSKER hans univers og ovenstående cover kunne lige så godt have været et cover til en af Chandlers bøger. Whiskyen der flyder ud af pistolmundingen ned i glasset, hvor der mellem isterningerne og spiritussen sidder en forførende smuk kvinde, iført stort set ingenting. Og så titlen "The Rachel situation". Jeg bliver blød i knæene og svimmel, når jeg ser det cover her. Det her er 100% hard-boiled detective. Der er ikke plads til tudefjæs eller skvatmikler. Det her hvisker sødt om smukke kvinder, der placerer en kniv i dig, så snart du vender ryggen til dem. Hvis læber lover evig kærlighed, men den lille .32 i dametasken lover død. Det her cover har flere boller, end samtlige bagerforretninger i storkøbenhavn. Det her er sex og vold, men med stil.

Farven på whiskyen er PERFEKT. Næsten gennemsigtigt; tyk og gylden. Man kan smage den, mærke isterningens kolde berøring mod læberne, eller er det hendes kys? Og det blanke stål fra pistolløbet gør, at vi ved det ender galt (som om whiskyen og kvinden ikke var nok.)

Og Whiskyens label oppe i hjørnet, der udgør coverets titel. Det er så gennemført.

Det her cover SKRIGER noir. Det kan kun ende galt, men en ting er sikkert, man dør med et smil på læberne.

Coveret er tegnet, tænkt og udført af Viktor Kalvachev.

Music

Sidder og skriver på et projekt for to skønne piger. Har fået denne her på hjernen. Man kan simpelthen kun blive i godt humør. Tjek lige Marvin Gaye - Han er totalt happy. Det er svært at sidde stille når man lytter til det her.

Best comic covers 2011 7-4

Nr. 7

Tegnet af Jae Lee. Forholdvis simpelt, samtidig brutalt og voldsomt. Jeg elsker den måde Cyclops står på, med hænderne bag ryggen, nærmest casual. Og så hans stråle der breder sig ud fra hans visir og fylder coveret helt ud. Og Wolverine der er fanget, midair, i alt det kaos som Cyclops stråle, trods hans casual stand, åbenbart udgyder. Smukke, dybe farver og en rent billede, kombineret med Lee's haunting karakterer.

Nr. 6

Tegnet af Cliff Chiang. Det ligner en gammel cirkus plakat med en overdreven mængde af udråbstegn og forskellige skriftstyper, krystalkuglen, den mystiske fremmede, og vores to helte i farer. Der er endda en ramme rundt om, for at vise os, at her er tale om en plakat. Det her er nostalgi så det batter. Den dansende bjørn er prikken over i'et.

Nr. 5

Tegnet af Chris Burnham. Batman og Robin tager til Paris. Jeg tog med min kæreste og hendes familie på Louisiana da jeg var ganske ung. Det var første gang jeg var på et museum, og jeg var ret så skeptisk. Der hang en masse malerier, som ikke gav mening, smeltede ure og den slags. Jeg synes Chris Burnham har lavet et absolut FANTASTISK cover. Det virker fordi både Batman og robin er så cartoonish, dog uden at miste forbindelsen med virkeligheden. Og så tjek lige fyren i midten. A Clockwork Orange, anyone?

Nr. 4

Tegnet af David Aya. Dette bringer minder fra både tyskernes og russernes propaganda plakater. De skarpe kanter, simple farver, enkle budskab - This doesn't bode well for the world. Den slår også tankerne hen på Fritz Langs plakat til M, stilistisk. Og så tænke sig til at dette er et cover til en superhelte tegneserier ... De er kommet et stykke vej siden Anders And.

Marvels tribute to classic movies

Marvels art department har haft det sjovt. Kan du sætte navn på alle de klassiske film de har lånt fra?